At lære fra hinanden – nyt fra Fraser Instituttet

Det nye fra Fraser Instituttet er at dette års Economic Freedom of the World-rapport udkom i sidste uge – i øvrigt uden at et eneste dansk medie tog fat i den. Generelt ligger vores lande ganske godt, når det gælder overordnet økonomisk frihed: Danmark er nummer 14, Finland nummer 7, Norge nummer 31 og Sverige nummer 29. Problemet er dog stadig, at vi er skizofrene økonomier. Norden har nogle af verdens mest effektive og fair retsvæsener, og nogle af de absolut tungeste offentlige sektorer.

Som Henrik Christoffersen og jeg gjorde sidste år, har vi igen i år beregnet, hvordan de nordiske lande ville se ud, hvis vi kombinerede den frieste praksis på alle områder fra alle fire lande. På opfordring fra Andreas Bergh har vi også beregnet, hvor et fiktivt land, der kombinerede de dårligste praksisser, ville ligge. De fire landes faktiske status er illustreret i figuren nedenfor, sammen med det økonomiske frihedsindeks for de værste og bedste praksisser.

Kombinationen af best practice ratings giver et økonomisk frihedsindeks på 8,49 – identisk med New Zealands faktiske 2011-rating, der placerer landet som nummer 3 i verden. Kombinationen af de mindst frie praksisser giver i stedet et indeks på 6,96, hvilket ville placere landet sammen med Papua-Ny Guinea, Trinidad og Tobago, og Indonesien. Bundlinjen er igen, at de nordiske lande er en sær blanding af meget frie institutioner og voldsomt ufrie politikker. Ved blot at lære af hinanden – og ikke andre lande man kan påstå vi ikke kan sammenligne os med – er der store forbedringer at finde.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.