70 år siden

I går, for 70 år siden, satte den tyske besættelsesmagt en aktion i gang, der havde til hensigt at anholde alle jøder i Danmark, sende dem i lejre og i sidste ende, slå dem ihjel. Den nazistiske Endlösung var for længst sat i gang i andre dele af Europa, og nu var turen kommet til de danske jøder. De tyske styrker havde mord i hjertet, men det skulle gå meget anderledes i Danmark.

Beslutningen om aktionen blev lækket til danske myndigheder og derfra til det jødiske samfund. Da den tyske aktion gik i gang, trådte det civile Danmark derfor til. Naboer hjalp, flere sygehuse i København blev nærmest fordelingscentraler, og sjællandske fiskere begyndte at fragte jøder over Øresund til et Sverige, der tog mod dem med åbne arme. Ikke alle danskere havde modet til at hjælpe, og de fleste fiskere tog sig betalt for at risikere deres og deres familiers liv, men mange tog også mindre bemidlede jøder med gratis. Vigtigst af alt var det, at selvom man ikke hjalp, holdt man mund – antallet af stikkere var forsvindende.

Ingen andre lande i Europa end Danmark og Bulgarien behandlede den jødiske befolkning på denne måde. Af cirka 7500 jøder i Danmark, hvoraf 1500 var statsløse, gik kun 68 til grunde i eller på vej til dødslejrene. Enkelte andre tog deres eget liv eller druknede på vej til Sverige. For resten var hjælpen nær, hos naboer, læger eller fremmede. Nogle husede flygtningene, nogle organiserede flugten, mens andre fik nøglerne til jødiske familiers lejlighed. Der var indbrud i nogle af dem i løbet af krigen, men også rørende historier om andre, hvor indbyggerne kom tilbage fra Sverige i maj 1945 og opdagede, at blomsterne var blevet vandet siden oktober 1943.

I det psykologen Emily Werner har kaldt en ”anstændighedens sammensværgelse” deltog folk fra alle lag af samfundet. Elizabeth Kieler og hendes bror brugte den første weekend af redningen på at cykle rundt på Nordsjælland til familiens venner, bekendte og forretningsforbindelser for at indsamle penge til aktionen. Søndag aften, da de talte op, havde folk givet de to gymnasieelever en million kroner. Nogle havde givet nogle få kroner, andre flere tusinde.

I min familie deltog man også. Min morfar – Gunnar Ebberup – der var tjener på danserestauranten Palæ i Haderslev og oplevede ofte, hvordan tyske officerer med stor ståhej besøgte stedet. En aften, da officererne ’indtog’ stedet, opdagede han en ung pige ved et af hans borde, der begyndte at græde. Da han spurgte, hvad der var galt, løftede hun hovedet, så på ham og sagde stille: ”Vi er jøder.” Min morfar fik en kort, lavmælt snak med overtjeneren, og kort efter var en halvmilitaristisk inspektion af tjenernes udstyr i gang. I den anden ende af restauranten blev den unge pige og hendes kæreste fulgt ned i køkkenet i kælderen. De fik noget at spise og ventede indtil midnat, hvor en bil hentede dem og kørte dem til Kolding. Her satte andre dem på toget til København. Min morfar fik aldrig at vide, hvad de hed, hvor de kom fra, eller om de kom sikkert til Sverige.

Anonymitet var den bedste beskyttelse for alle, men den betød også, at de personlige historier ofte manglede – hvem skulle man fortælle om, når man ikke kendte sine redningsmænd og –kvinder, eller ikke vidste hvem man havde hjulpet? Det var ikke fremsynede politikere, demokrati eller flinke nazister der reddede de danske jøder. Fremmede hjalp fremmede i Danmark og samarbejdede på tværs af alle skel. Hvis man ikke må føle et lille stik af stolthed i hjertet over det, er samfundet blevet meget fattigere.

1 thought on “70 år siden

  1. Pingback: Their Finest Hour – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.