Månedsarkiv: november 2013

Rodet ingen helst vil tale om

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Hvad alle statskundskabsstuderende burde vide

Jeg har de senere år undervist makroøkonomi på statskundskabsstudiet i Aarhus, de sidste par år sammen med Nina Smith. Det er for det meste en fornøjelse, men med kun to timer om ugen, er der hugget en hæl og klippet en tå i pensum. Nina og jeg er enige om, at vi dækker det mest nødvendige og at de studerende helst skal ende med en forståelse af, at der er mange, mange flere aspekter i faget, som de selv må søge senere.

Et af de allervigtigste, som ikke dækkes af pensum, men som jeg alligevel forsøger at bibringe hvert år, er smukt illustreret af søndagens Quotation of the Day hos Cafe Hayek. Ikke kun studerende, man også mange journalister og almindelige danskere kunne have brug for at blive mindet John Chamberlains pointe en gang imellem, når de taler om hvad de mener, politikere skal gøre:

But even though Keynes’ analyses of the failure of demand are highly suggestive, the “politics” of Keynesianism must be set down as incredibly naive.  Keynes himself tended to think of the “government” as a band of dedicated high priests of the interest rate.  The “government,” so he thought, could be counted on to turn the stream of spending on and off at will in conformance with a totally disinterested philosophy of the “common good.”  Though he wrote in a period of deflation, drawing his illustrative examples from a society in the doldrums, his political economy provided for a reversible system of countercyclical measures to be initiated with clam and magisterial disdain of pressure groups.

Australasian Public Choice 2013

Om halvanden uge boarder jeg et fly i Kastrup sammen med  Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet). Destinationen er Singapore, hvor vi skal deltage i dette års Australasian Public Choice-konference, der afholdes af Singapore Management University.

Programmet, der blev offentliggjort i går, ser lovende ud og dele er sandsynligvis af interesse for punditokraternes læsere. Det kan downloades her og alle papirerne kommer til at kunne blive hentet på siden. Her er nogle eksempler på papirer, man kan se frem til.

Mehmet Ulubasoglu (Deakin University): Storms and political institutions: Islands as natural experiments. (med Prasad Bhattacharya, Muhammad Habibur Rahman og Nejat Anbarci)

Björn Kauder (Ifo, München): Outside earnings, attendance and activity: Do German MPs meet their obligations? (med Niklas Potrafke)

Dmitriy Vorobyev (Center for Economic Research and Graduate Education): Participation in fraudulent elections.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Does social trust speed up economic reforms? The case of central-bank independence. (med Sven-Olov Daunfeldt og Jörgen Hellström)

Underminerer markedet prosocial adfærd? (Nej)

Siden 1700-tallet har der pågået en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om markedets sociale virkninger. Den måske mest populære teori – idet mindst i politik – er at markedet underminerer prosocial adfærd. Argumentet er, at det ikke kan betale sig at være altruistisk eller hjælpsom, og markedsgørelse derfor presser det ud. Modteorien, der ofte kaldes Douce Commerce, peger derimod på at markedet civiliserer, da det er kendetegnet ved interaktivitet. Adam Smith understregede også, at i et marked har man et omdømme at beskytte, så de mindst troværdige eller hæderlige vil miste kunder hurtigt, fordi der altid er en exit-mulighed.

Mitchell Hoffmann og John Morgan har fornylig testet de modsatrettede teorier med en serie økonomiske eksperimenter. De spiller spillene med både studerende, som det er sædvanligt, og med folk fra det private, så man kan sammenligne virkningen af erfaring eller ’skoling’ fra markedet. Innovation – og den er ret cool – er at de to forskere har fået repræsentanter fra to ’cutthroat industries’ til at spille med: Relativt uregulerede markeder med voldsom konkurrence, hvor man fra den ene teoris synspunkt måtte regne med en stærk underminering af prosocial adfærd. De to industrier er internetporno og domain trading – dvs. der hvor folk køber christianbjoernskov.com og forsøger at sælge det.

Og resultaterne støtter utvetydigt op om douce commerce! Tænker man lidt længere end vulgærmarxister er det heller ikke så overraskende. Papiret kan læses i wp-version her og abstractet er her:

We conduct a battery of social preference experiments on business people from two controversial internet industries—domain trading and adult entertainment (pornography). We then conduct the same experiments on Berkeley students. Levitt and List (2007) conjecture that selection pressures among business people would reduce or eliminate pro-social choices. We find the opposite: Internet business people were significantly more altruistic, more trusting, reciprocate more, lie less, and respond differently to shame than students. We present a model of reverse selection that rationalizes our findings.

Verdensbankens årlige “Doing Business” tilsiger at skatter og afgifter er alt for høje i Danmark.

For nylig udsendte Verdensbanken deres årlige “Doing Business” rapport. Heraf fremgår det, at Danmark fortsat ligger i toppen, når det kommer til at være simpelt at starte og drive virksomhed. Ifølge Verdensbanken overgås vi kun af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA. Dermed er vi det land i Europa, som scorer højest.

Det fik desværre danske medier og ikke mindst en række politikere på venstrefløjen til at fremstille det, som om Danmark er det land i Europa, hvor det er “bedst” at drive virksomhed. Det er desværre ikke tilfældet. For grundlæggende beskæftiger rapporten sig slet ikke med at hvorvidt man kan tjene penge på at drive virksomhed i de enkelte lande.

Det skal dog medtages, at mens Danmarks Radio og Udenrigsministeriet fejlagtigt har omtalt rapporten under overskriften “Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed”, var Berlingske Tidende tættere på sandheden, når man skrev historien under overskriften, “Danmark er Europas letteste at drive forretning i” – altså bortset lige fra det lille – om end ikke helt ubetydelige – faktum, at man har svært ved at tjene penge på det.

Når Jonas Dahl, politisk ordfører, SF, under overskriften “Danmark er ikke et lavtlønsland“, skriver i børsen, at

Danmark det land i hele Europa, der giver de bedste betingelser for at starte og drive virksomhed,

og fremhæver, at

vi er ikke bare godt med i forhold til de europæiske lande.  Vi indtager faktisk en flot femteplads på listen, ud af de 189 lande, som indgår i rapporten.

så bruger han rapporten på en måde, der ikke er indholdsmæssigt belæg for i selve rapporten.

Nej, Danmark er langt fra et land, som giver de bedste betingelser for at drive virksomhed. Det kunne være det, men det er en anden sag.

Nu vil en del måske mene, at det bare er den sædvanlige snak fra venstrefløjen. Det er det ikke. Man behøver blot at tænke tilbage til VK-dagene, hvor Christian Hjort hyldede vores høje skattetryk og statsminister Anders Fogh afviste eksistensen af dynamiske effekter, når man sænkede skatter og afgifter.

Lav skat alene gør det ikke, men det hjælper.

Med udgangspunkt i rapporten er Jonas Dahl naturligvis ikke sen til at påpege, at

virkeligheden er slet ikke så sort-hvid, som flere i blå blok gerne vil have den til at fremstå. Virksomhedernes muligheder og lyst til at blive eller opstarte i Danmark afhænger af langt mere, end blot hvor meget de skal betale i skat.

Bortset fra at der næppe er nogen i “blå blok”, der vil påstå at lav skat kan kompensere for alt, så har Jonas Dahl naturligvis ret i, at der er mere på spil end blot skatter og afgifter. Men han overser behændigt, at alt andet lige, så er lavere skatter bedre end høje skatter.

Rapporten kan højst bruges til at forklare, hvorfor det ikke står værre til i Danmark, på trods af høje skatter og afgifter.

For naturligvis har det betydning, at vilkårene for f.eks. registrering, minimumskrav til startkapital, ventetider på svar på godkendelser  osv. er bedre her i landet end i andre dele af verden. Det kan nemlig alt sammen omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.  Set fra virksomhedens side er det jo irrelevant hvorfra omkostningerne stammer. Et besværligt bureaukrati, indviklet lovgivning og langsommelige arbejdsgange kan jo alle omregnes til omkostninger i kroner og ører for den enkelte virksomhed.

Alt andet lige, jo lavere omkostninger man pålægger den enkelte virksomhed gennem regulering og bureaukrati mv., jo højere skat kan man tillade sig at opkræve og jo højere lønomkostninger kan virksomhederne bære.

Men det betyder naturligvis også omvendt, at lav skat og lave lønninger kan kompensere for bureaukrati, tåbelige regler og langsommelige arbejdsgange.

Danmarks fine placering understreger behovet for at skatter og afgifter sænkes. 

Som det fremgår af nedenstående graf, hentet fra DI’s rapport om tilstrømningen, eller rettere manglen på samme, af udenlandske investeringer, står det rigtigt skidt til med dansk økonomi.

investeringer danmark Det kan jo undre, når vi nu er “det bedste sted i Europa at drive forretning”, som udenrigsministeriet stolt skriver. Forklaringen er selvfølgelig, at det er for dyrt at drive virksomhed her i landet. Med andre ord – Vi er ikke konkurrencedygtige.

Og når vi nu scorer så højt på rekruttering, finansieringsmuligheder, bureaukrati osv. kan det ikke bruges til at affærdige betydningen af skatter og afgifter – Tværtimod. Hvis man har optimeret på alle andre betydende parametre – og en samlet femteplads tyder jo på det, indebærer det tværtimod, at det er helt afgørende at få sænket skatter og afgifter. Altså stort set det modsatte af, hvad venstrefløjen gerne vil bilde os ind.

Religion og udvikling

Jeg havde forleden en kronik i Jyllandsposten, der opsummerede den nye forskning omkring forholdet mellem religion og udvikling. Under overskriften ”Religion blokerer for udvikling” forsøgte jeg forsigtigt at udlægge nye samfundsvidenskabelige studier, der har set på effekten af religion på langsigtede udviklingsforhold. Den nye forskning finder helt overordnet, at stærk tro er skadelig for udvikling, uanset hvilken religion man tror på. Dette sidste forhold er faldet en række kommentatorer for brystet.

Under overskriften ”Religion bestemmer alt” forsøger den ellers glimrende Henrik Gade Jensen i JP at gå i rette med mig. Han sekunderes af Mikael Jalving, der også er blevet ganske fornærmet over, at netop hans tro er ligesom alle de andres. Henrik skriver blandt andet:

”Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bå, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen.”

” Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser.”

Hans og andres argument er, at kristendommen er helt anderledes end andre religioner, og at jeg (og andre) fuldstændigt ignorerer, at der er forskelle på religioner. Kritikken er dog skudt meget langt over målet. Hvis de kritiske kommentatorer, der næsten uden undtagelse er uddannet på humaniora, ville give sig tid til at læse den bagvedliggende videnskabelige litteratur, ville de vide at deres argument er faktuelt forkert.

Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!

Der er således hverken i vores studie af tillid og religion eller i studiet af forholdet mellem regeringsførelse og religion nogen forskel i virkningen af religiøsitet i kristne, muslimske eller lande med andre dominerende religioner. Der er heller ingen forskel på protestantisme eller katolicisme. Og sidst, men ikke mindst, finder vi absolut ingen tegn på, at religiøsitet på nogen måde er anderledes i Skandinavien.

Jeg beskyldes blandt andet for at være historieløs, men må konstatere, at den ellers så vidende Henrik Gade Jensen måske ignorerer sin egen væsentlige historiske viden til fordel for sin tro. For hvordan i alverden kan man glemme de kristne fundamentalister i Indre Mission i Vestjylland, og hvordan de tegnede området? Hvordan glemmer man rædslerne i visse dele af England under Henrik den 8.s reformation? Vi har opført os meget ligesom muslimer gør i stærkt muslimske lande nu. Forskellen er, at de færreste danskere tror særligt meget længere. Fra først i 1800-tallet begyndte vi at blive mindre troende, og fra midten tog det danske samfund fart mod at blive moderne.

For de faktisk interesserede er referencerne:

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2011. Is the Importance of Religion in Daily Life Related to Social Trust? Cross-Country and Cross-State Comparisons.  (i Journal of Economic Behavior & Organization, WP-version fra 2009 her)

Niclas Berggren og Christian Bjørnskov. 2013. 11.      Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law? (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra 2012 her)

Andrew Young og Travis Wiseman (i Journal of Institutional Economics, WP-version fra i år her)

Hvad gør love imod børnearbejde?

De fleste menneskers svar på dagens spørgsmål er sandsynligvis, at de da selvfølgelig bekæmper børnearbejde. Mange tror også, at love mod børnearbejde er velfærdsfremmende, dvs. at de gør livet bedre for børnene og deres familier. Økonomer har i årevis advaret mod påstandene, da man uden problemer kan vise, at spørgsmålet er teoretisk usikkert. Problemet har ligget i, at der ikke har været grundige empiriske studier af spørgsmålet – indtil nu.

Prashant Bharadway, Leah Lakdawala og Nicolas Li dokumenterer omhyggeligt effekterne af Indiens forbud mod børnearbejde fra 1986. I NBER Working Paper no. 19602 fra sidste måned finder de evidens for vores pessimistiske påstande (gated version her). Ved at sammenligne status for tusindvis af indere i 1983, 1987 og 1993 viser deres estimater, at loven imod børnearbejde ikke just virkede efter hensigten. De konkluderer:

We find that child wages decrese in response to such laws and poor families send out more children into the workforce. Due to increased employment, affected children are less likely to be in school.

De viser således også, at velfærdskonsekvenserne er negative, og mere negative for fattigere familier. Et af flagskibene i den internationale bevægelse for indførelse af flere og dybere sociale rettigheder viser sig derfor i det indiske tilfælde at have gjort det stik modsatte af hensigten.