Rodet ingen helst vil tale om

Jeg er de seneste uger løbende blevet interviewet af journalister om GGGI-affæren. Som de fleste vi vide, startede det hele med at nogen opdagede, at Lars Løkke som formand for organisationen havde rod i regnskabet – igen, fristes man til at sige. Når lederen af oppositionen ikke kan finde ud af, hvem der betaler for hvad – og endda lever det luksuriøse jetsetliv for internationale penge – er der en stor historie i det. Det sjove er blot, at da journalisterne gravede videre, lå der en anden og i virkeligheden langt mere interessant historie og ventede. Dén historie handler om, at danske politikere har bevilliget foreløbig 90 millioner kroner til GGGI, men organisationen slet ikke lever op til de mest almindelige krav til ordentlighed.

Informations Troels Gadegaard Frølich og Lasse Skou Andersen er nogle af dem, der har gravet videre i sagen, og hver gang man kommer et stik dybere, synes der at ligge et nyt skelet. Ikke mindst har de to været med til at vise, hvordan også udviklingsminister Christian Friis Bach burde have vidst meget mere om organisationens voldsomme problemer – en sydkoreansk rigsrevisionsrapport fra sidste år nævnte ”substantial cash-flow problems” og væsentlige uregelmæssigheder i både regnskab, de facto udbudsprocedurer og projektoversigt.

I dag (her) dokumenterer de massiv sammenblanding af interesser, idet McKinsey og i særdeleshed bestemte medarbejdere tydeligt har haft flere hatte på. GGGIs leder af London-kontoret, der så vidt vides skal stå for organisationens forskningssøjle, har i en periode været betalt af McKinsey, men siddet med i bestyrelsesarbejde og meget andet hos GGGI, og har endda haft en officiel GGGI-mailadresse.

Et andet element er kontrakter med McKinsey, der er blevet underskrevet med tilbagevirkende kraft og projekter, som konsulentfirmaet har påbegyndt før GGGIs udbudsrunde på dem var afsluttet – alt sammen omhyggeligt dokumenteret af Ekstrabladets Per Mathiessen. De problemer, som den sydkoreanske rapport beskrev for mere end et år siden, er tydeligvis permanente.

Og hvorfor så rode rundt i det som universitetsforsker? Svaret er, at hele sagen i næsten skræmmende grad er blevet et formidabelt eksempel på et kernekoncept i public choice: Institutional Capture, som er helt parallelt med George Stigler’s Regulatory Capture. Wikipedias ganske fine artikel om emnet definerer capture som en situation der

”occurs because groups or individuals with a high-stakes interest in the outcome of policy or regulatory decisions can be expected to focus their resources and energies in attempting to gain the policy outcomes they prefer, while members of the public, each with only a tiny individual stake in the outcome, will ignore it altogether.Regulatory capture refers to the actions by interest groups when this imbalance of focused resources devoted to a particular policy outcome is successful at “capturing” influence with the staff or commission members of the regulatory agency, so that the preferred policy outcomes of the special interest groups are implemented.”

Kombinér denne situation med en politisk tilstand, hvor oppositionens leder er sovset ind i organisationens problemer, en minister har taget sit tøj og er gået, og organisationens hovedmål er et slagnummer for både regeringen og dens støttepart Enhedslisten, og man har opskriften på en public choice-farce.

Skriv et svar