Kreditværdighed i Latinamerika

Min medblogger Niels Westy har gentagne gange understreget, hvor lidt mening det giver at tale om Latinamerika som én sammenlignelig gruppe lande. Dagens post riffer på det tema ved at give et hurtigt overblik over kreditvurderinger af en række af landene.

Man kan selvfølgelig altid beklage, at de internationale credit rating agencies ikke altid har ramt plet, men overordnet giver de et ganske pænt billede af markedets vurdering af risikoen ved at låne til forskellige lande. Figuren nedenfor illustrerer denne pointe ved at vise udviklingen fra 1990 (de fleste lande er ratet fra starten af 90erne) i seks lande: Argentina, Brasilien, Chile, Mexico, Peru og Venezuela.

Argentina er – som sædvanlig – den store outlier, hvor defaulten først i 00erne er tydelig. Ellers skiller landene, inklusive dem der ikke er vist, sig ud i cirka tre grupper. Den første er eksemplificeret af Venezuela, og indeholder i princippet også lande som Bolivia og Ecuador: Meget lidt er sket, og der er måske en lille tendens mod det værre i de senere år. Venezuela har ratingen B+, Bolivia og Ecuador er marginalt bedre ratede.

Anden gruppe er lande, hvor ratings er markant forbedret de sidste 10-12 år. Brasilien, Mexico og Peru er eksempler i figuren; Panama er et andet, lidt senere eksempel. Disse lande er blevet politisk mere stabile og har foretaget egentlige liberaliseringer – ikke mindst Peru, der er i de sorte tal med en A- rating.

Den sidste gruppe består af ét land: Chile. Landet, der på næsten alle områder er løbet fra resten af kontinentet, ser perfekt vesteuropæisk ud på dets kreditvurdering. Chile bliver ratet AA+, kun et point under Danmarks perfekte tripel-A-rating og et point over Frankrig. I den årlige korruptionsrangering (mere om den senere) ligger Chile og Frankrig også side om side, lidt over Østrig og lidt under Irland og Uruguay.

Hvorfor ser man så disse store forskelle? En del af dem er forskelle i objektive problemer, men en stor del af resten er markedets vurdering af, hvor troværdige de politiske institutioner er, og i hvor høj grad lande er villige til at tage fat hvor det gør ondt, hvis der er et problem. Det er dét, der skiller de latinamerikanske bukke fra fårene.

3 thoughts on “Kreditværdighed i Latinamerika

  1. Marcos Chapman

    Øgningen af verdenshandlen og efterspørgslen efter chilensk nitrat pressede prisen på nitrat op. Den steg med 75% mellem 1910 og 1918. Noget lignende skete med kobber, som lidt efter lidt afløste nitrat som landets vigtigste eksportvare.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.