Brasilien er ikke en succeshistorie

Vi har tidligere skrevet om problemet her på stedet, men lad os igen i dag understrege én ting: Brasiliens økonomi vokser ikke hurtigt. Senest har de populære påstande om Brasilien som et ‘BRIK-land’ sammen med Indien  og Kina forvirret en af mine ellers dygtig studerende. Brasiliens beskyttelse af privat ejendomsret er tvivlsom, landet er plaget af omfattende korruption og kombineret med det demokratiske Latinamerikas største offentlige sektor, har man ikke just opskriften på økonomisk fremgang. Hvor myten om den brasilianske vækst kommer fra, er et af de store, journalistiske mysterier for tiden!

Hvis enkelte af vores læsere stadig skulle være i tvivl er her det plot, jeg ville vise gymnasieelever. Det er logaritmen til gennemsnitsindkomsten, korrigeret for købekraftsparitet,  fra Penn World Tables og fremskrevet 2011-12 med vækstrater fra the CIA World Factbook. Brasilien er plottet overfor tre rigtige succeser, som medierne til gengæld ikke rigtigt skriver meget om. Alle læsere opfordres til at vise figuren til journalister, de kender.

3 Kommentarer

  1. Colombia er interessant. Hvor meget kan efter din mening tilskrives stigningen i olieprisen (som formodentligt også påvirker Brasilien i samme periode)?

    Derudover har Chile jo også levet rimeligt højt på stigning i kobberpriser, så spørgsmålet er, om meget af væksten ikke er en naturressourcefest?

  2. Christian Bjørnskov

    13. december 2013 at 08:19

    @Lasse: Colombia er et godt spørgsmål. Mht. Chile er det ikke sandsynligt, at kobberpriserne er en væsentlig faktor. De har fluktueret en hel del over perioden, mens Chiles vækst har været stabilt høj siden 1983 – og siden cirka 1977, hvis man ikke medregner den fælles latinamerikanske krise.

  3. Udviklingen i råvarerpriser kan ikke forklare forskellene i vækstrater mellem Chile, Peru og Colombia på den ene side og Brasilien på den anden. For Colombias vedkommende er den forbedrede sikkerhedssituation for øvrigt en væsentlig del af forklaringen. Men en anden væsentlig forklaring er den ganske simple, at investeringsniveauet er væsentligt højere i Chile, Peru og Colombia. Det gælder ikke mindst i infrastruktur, hvor Brasilien har fejlet katastrofalt.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

© 2019 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑