Årets Liberale Stemmer 2013 (del II): Udlandet

Traditionen tro hylder vi her på stedet sidst på december årets liberale stemmer. Som fortsættelse på Nikolajs indlæg, er her vores tre – helt subjektivt – udvalgte udenlandske stemmer i år er:

Simeon Djankov, bulgarsk finansminister indtil marts og tidligere en af Verdensbanks cheføkonomer

John Cochrane, professor i nationaløkonomi ved University of Chicagos Booth School of Business

Toomas Hendrik Ilves, Estlands præsident – og resten af hans land

Djankov var en højprofileret og meget dygtig økonom i Verdensbanken da han tog beslutningen om at tage tilbage til sit hjemland for at blive finansminister i Boyko Borisovs regering. I banken var Djankov ikke mindst involveret i Doing Business-projektet, der gjorde det tydeligt hvor mange forhindringer, mange regeringer lægger for almindelig virksomhed. Som finansminister stod han for en markant oprydning af budgettet, fik indført en lov der stærkt begrænser statens mulighed for at føre uansvarlig finanspolitik, og rettede så klart op på bulgarsk økonomi at landets kreditvurdering faktisk blev forbedret gennem krisen. Han har både været en vigtig figur i debatten og – så vidt vides – en helt ukorrupt politiker i et land med ganske voldsomme bestikkelsesproblemer.

John Cochrane har ligesom Djankov været vigtig for debatten og holdningsdannelsen i sit hjemland, USA. Han har gennem kommentarer, blogindlæg og optræden i tv vist hvor massive problemer, der f.eks. er med Obamacare. Cochrane har også ad flere omgange været i intellektuelt infight med Paul Krugman, når sidstnævnte har påstået faktuelt forkerte ting i sin NYT-klumme. Begge dele kræver mod, men Cochrane er gået til opgaverne med beundringsværdig klarhed og intellektuelt integritet, og har i alle forhold forsvaret en frihedsorienteret tilgang og afsløret, hvor planøkonomiske mange politiske argumenter i den amerikanske rent faktisk er.

Mht. den sidste: Ilves havde sidste år en meget omdiskuteret Twitter-fejde med NYTs Paul Krugman, der havde nedgjort Estland og – i mine øjne – decideret manipuleret med tallene, så det så ud som om esterne klarede det dårligt økonomisk. Krugmans anke var, at Estland havde valgt at stramme finanspolitikken op og spare på de offentlige udgifter. Uanset at Ilves nærmest er socialdemokrat, gjorde hans opgør med Krugman, at mange kommentatorer begyndte at stille større spørgsmål ved Krugmans mange påstande. Som det er ret tydeligt i figuren nedenfor, er Estlands recovery meget succesrig, sammenlignet med en række forskellige europæiske eksempler. Den stærkt liberale politik, som har været ført siden uafhængigheden, og som også var approachen til krisen, har været en enorm succes. Landet levestandard har lige passeret Portugals, er pt. på niveau med Syditalien, og er med stormskridt på vej op mod den tjekkiske og slovenske – de to østlande med højere BNP. Landet er nummer 28 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden (vi er nummer et), foran Portugal, Spanien og Israel. Vores udnævnelse af Ilves til en af de markante liberale stemmer er således i virkeligheden en fejring af et helt lands fastholdelse af liberale værdier, og deres bemærkelsesværdige succes.

Skriv et svar