Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker

Som 3. og sidste del af “Årets liberale stemmer 2013”, har jeg fået æren af at begrunde, hvorfor årets dansker i 2013 naturligvis er digteren Yahya Hassan.

9788703062402_fsMed mere end 100.000 solgte eksemplarer af hans debut digtsamling, er Yahya Hassan for længst en litterær sensation. Her på bloggen går vi højt op i, at man skal holde sig til det man har forstand på, hvorfor vi vil undlade at udtale mig om de litterære kvaliteter i digtene. Vi nøjes med at bemærke, at de i hvert fald gjorde et stort indtryk.

Vi skal heller ikke kloge os på hvor Yahya Hassans placerer sig selv på den traditionelle politiske skala – om han er “til højre” eller “til venstre” eller om han overhovedet har tænkt i de baner. Vi ved hverken på hvem eller om han overhovedet har tænkt sig at stemme. Og det er også ganske irrelevant.

Når vi udnævner ham til “den vigtigste dansker i 2013”, skyldes det hans betydning for fremme af den personlige frihed og kamp for vestlige værdier.

Om man kan lide det eller ej, er det i dag en del af dansk virkelighed, at vi har en betydelig minoritet med rødder i ikke-vestlige kultur, hvor hverken individet som en autonom størrelse eller de negative frihedsrettigheder respekteres. Og det har ganske voldsomme konsekvenser.

Med sin insisteren på individet og det personlige ansvar er Yahya Hassan indbegrebet af vestlige værdier. Som han udtaler i et interview til Politiken:

Råddenskaben er overalt i ghettoerne. Se bare på, hvordan mange i  underklassen opfatter velfærdsydelserne og staten. Samtidig med at voksne  mænd kan recitere hele Koranen, går i moske hver dag og spiller hellige, er  der ingen kvaler forbundet med at snyde og bedrage systemet – især når det  handler om at få tildelt førtidspension. Den sociale råddenskab er  gennemgribende. Prøv at se på, hvor mange unge og raske drenge i de danske  ghettoer der kan løfte 100 kg jern i strakt arm i træningscenteret og  samtidig får tildelt førtidspension, fordi de ikke er egnet til  arbejdsmarkedet. Førtidspensionen er ligefrem noget, man stræber efter og  fejrer, når man får det.

Om denne konstatering så også indebærer at Yahya Hassan tager den logiske konsekvens og som vi på punditokraterne erkender, at den danske velfærdsmodel har spillet fallit – også moralsk – vides ikke. Men der er håb forude.

Hver enkelt har retten til at være sig selv, leve som man ønsker, og må stå på mål og til ansvar for sig selv og egne gerninger samt handlinger.

Udgivelsen af digtsamlingen har som bekendt ikke været uden omkostninger, hvilket først et overfald og herefter tildelingen af livvagter bevidner. Han er ikke den første – og næppe den sidste. Her er tale om et oprør med ganske alvorlige konsekvenser – i modsætning til 1960ernes selviscenesatte revolutionsromantiske flødeskumsoprørere, som for det meste brugte tiden på at slå åbne døre ind.

I et interview i Politiken peger Flemming Rose på, at

»Der er kommet et opbrud i positionerne omkring det, man som metafor kan kalde  Politiken-segmentet, uden at jeg vil generalisere eller stereotypisere. For  deres verdensbillede bliver udfordret af det, Yahya Hassan har at sige. Det  kan man se af, hvor meget I beskæftiger jer med det«,  .

»I Danmark har vi gået i en skole de sidste 10 år og er blevet konfronteret  med den problemstilling her i forskellige sammenhænge. Så jeg vælger at  glæde mig over, at jeg ser et opbrud i Politiken-segmentet. Og altså: Hvis  det var det, der skulle til, så … fantastisk!«

Om “Politiken segmentet” så også vil erkende, at den primitive dagsorden, som hersker i store dele af disse parallel samfund og den voldsomme kriminalitet ikke skyldes det omkringliggende samfunds “stigmatisering” eller racisme, kan man nok betvivle.

En racisme som fylder gevaldigt i Politiken-segmentets hoveder, men nok en del mindre i den virkelige verden, som Henning Bech & Mehmet Ümit Necef har påvist i “Er danskerne racister – indvandrerforskningens problemer”. Her påviser de ganske tydeligt, at det bærende element i den forskning som har påstået at racisme skulle være et væsentligt problem herhjemme, først og fremmest må betegnes som videnskabelig uredelig.

At der er et før og efter Yahya Hassan i indvandrerdebatten, som i sidste ende også er en debat om grundlæggende vestlige værdier, er der næppe tvivl om.

Derfor er denne unge mand på 18 år, med en mildt sagt broget fortid og en endnu større flair for at skrive, et naturligt valg som “årets vigtigste dansker” i 2013. En kunstner i en vestlig tradition, hvor kunst ikke kun skal behage, men i lige så høj grad udfordre og tvinge os til refleksion og selvkritik.

[sz-youtube url=”http://www.youtube.com/watch?v=t_Fag5WTBHQ” /]

En tanke om "Årets Liberale Stemmer 2013 (del III): Den vigtigste dansker"

  1. Anonym

    Godt valg. Og overraskende – jeg havde ikke lige set Punditokraterne med det valg, selvom det faktisk er oplagt.

    Hassan har i adskillige interviews fastslået at ghettoproblemet ikke kan løses med flere penge i kontanthjælp og lignende, men at de derimod er rodfæstede i kulturelle normer. Det er et hårdt slag for multikulti.venstrefløjen, men velsagtens også for den del af det liberale segment som er hårdt ramt af halalhippiernes sprog og tanker.

    Svar

Skriv et svar