Det er vanskeligt at overdrive betydningen af produktivitet. Men det kan godt lade sig gøre. Et af de problemer, som ikke lader sig løse med større produktivitet, er at finansiere et stigende offentligt forbrug. I hvert fald ikke, hvis produktivitetsvæksten kun finder sted i den private sektor. Tværtimod er der en risiko for, at højere privat produktivitet kan føre til øget offentlig finansieringsbyrde – og altså til højere skattetryk. Og højere skatter vil bremse den private produktivitet igen.

Umiddelbart kunne man måske tro, at øget privat produktivitet giver en større kage, som kan bruges til mere offentligt forbrug. Det er der da også nogen i den politiske debat, som synes at tro. Når der efterlyses ”flere penge til skoler i stedet for til fladskærme og samtalekøkkener”, er det udtryk for denne logik.

Øget privat produktivitet medfører ganske vist højere lønninger og dermed flere skatteindtægter. Men stigende lønninger i den private sektor fører til en tilsvarende stigning i lønningerne i den offentlige sektor (og i øvrigt også tilsvarende højere overførselsindkomster, der reguleres med lønningerne). De øgede lønudgifter spiser (sammen med overførslerne) de ekstra skatteindtægter. Der er ikke et stykke kage til overs til mere offentligt forbrug.

Derimod betyder højere privat produktivitet, at der kommer højere privat forbrug. Lønningerne stiger, men priserne gør ikke. I den situation er det måske ikke så mærkeligt, at nogen spørger: ”Hvis vi kan få flere fladskærme, hvorfor så ikke bedre skoler”? Og dermed kan der komme politisk pres for mere offentligt forbrug. Men uden større offentlig produktivitet kan større offentligt forbrug kun komme fra flere offentligt ansatte og færre private. Det kræver højere skatter, som i sin natur hæmmer arbejdsudbuddet og beskæftigelsen i den private sektor yderligere. Alt sammen udtynder gevinsten ved større produktivitet i den private sektor.

Det er af mange grunde ønskeligt med højere produktivitet i den private sektor. Men det løser altså ikke problemet med en stor offentlig sektor og vil yderligere skærpe problemet, hvis der kommer politisk pres for større offentligt forbrug.

Et blik på figuren kunne godt tyde på, at der har været et sådant pres i Danmark gennem de sidste tredive år.

Offentligt forbrug i forhold til privat (blå: løbende priser, orange: mængder)

Den blå kurve viser, hvor meget det offentlige forbrug fylder i forhold til det private målt i kroner og øre. Som det ses, har der – bortset fra konjunktursvingninger – været en jævnt stigende trend. Offentligt forbrug har fortrængt det private. Hvor der i 1980 blev brugt omkring 50 øre for hver krone i privat forbrug, er niveauet nu omkring 60 øre.

Men prøv at se engang på den orange kurve. Den viser, hvor meget det offentlige forbrug er vokset i forhold til det private målt i faste priser, dvs. i mængder. Der har været en del udsving siden begyndelsen af 80erne, men trenden er næsten flad. Målt i forbrugte mængder har det offentlige og det private forbrug bevæget sig nogenlunde i takt. Fortrængningen af privat forbrug i den blå kurve skyldes med andre ord, at det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private. Derfor har det været nødvendigt at ansætte flere og flere i den offentlige sektor.

Det hører med til historien, at Danmarks Statistik opgør det offentlige forbrug, så det forudsættes, at produktiviteten er konstant (man er dog begyndt også at udarbejde et output-baseret mål for det offentlige forbrug i de allerseneste år). Men det passer formentlig meget godt til virkeligheden.

Når Produktivitetskommissionen om kort tid kommer med sine forslag til at øge produktiviteten, er det derfor vigtigt, at der holdes et skarpt fokus på også at øge den offentlige produktivitet. Ellers er risikoen for en udtynding af den private sektors produktivitetsgevinst gennem fortrængning af privat beskæftigelse og skadevirkninger af højere skatter.

Der er grundlæggende to veje at gå for at tage hånd om problemet. Den ene er at øge den offentlige produktivitet. Det er ikke umuligt – selv om kommissionens forslag er noget uldne indtil videre. Let er det nu heller ikke. Den anden vej er at reducere omfanget af de opgaver, den offentlige sektor løser. Så kan ressourcerne koncentreres om de opgaver, der bliver tilbage. Det burde kunne lade sig gøre – i betragtning af at mere end 70 pct. af det offentlige forbrug (som Danmarks Statistik opgør det) forbruges af enkeltindivider. Der er ingen god økonomisk begrundelse for, at det offentlige leverer denne type forbrug.

Den ene vej udelukker ikke den anden. Og vigtigt: Begge dele vil kunne imødegå det politiske pres for større udgifter til offentligt forbrug. I det første tilfælde, fordi der fås mere for pengene. I det andet tilfælde, fordi der bliver frigjort ressourcer til de opgaver, som bliver tilbage, mens der kan forventes en produktivitetsgevinst ved de opgaver, som overlades til en private sektor.

Hvis det offentlige derimod fortsat skal det hele og prøver at holde udgifterne i ave med grønthøstermetoden, så kommer den politiske konkurrence før eller siden til at handle om ”mere velfærd”.