3 ting, der IKKE kommer til at ske i 2014

Vel inde i det nye år og med nytårshatten på vej til Vestforbrænding er det tid til at tage en anderledes tør og nøgtern hat af sandpapir på. Kommentatorer og skribenter har i løbet af de sidste par uger haft travlt med at byde på alle de ting, der kommer til at ske i løbet af 2014. På denne blog er vi ikke bange for at gå anderledes tørt til værks og i stedet spørge: Hvilke ting kommer ikke til at ske i 2014?

Denne liste er ikke lang, til gengæld er den stort set blottet for optimisme.

 

1. Intet magtskifte i Syrien

Hvor bedrøveligt det end er at konstatere, så er det ved at være et stykke tid siden, det sidst gav mening for alvor at være optimistisk med hensyn til at opnå  våbenstilstand – for slet ikke at tale om egentlig løsning – i den forfærdelige borgerkrig i Syrien, der allerede har kostet over 130.000 mennesker livet, såret endnu flere og drevet over ni millioner mennesker på flugt. Siden præsident Obama under et besøg i Jordan i marts 2013 optimistisk (eller dumsmart, for at bruge et mere royalt udtryk) erklærede, at det ikke var et spørgsmål om Assad ville blive nødt til at give slip på magten, men hvornår, er USAs egne efterretningsanalyser svinget mod det stadig mere pessimistiske. Hverken internt eller eksternt er der meget håb at spore: Assad er ikke i nærheden af have kontrol over hele Syriens territorium, men samtidig er oprørsgrupperne for splittede internt til at udgøre en stærk, samlet front. Og viljen til militær intervention hos de vestlige lande, der har kapaciteterne dertil, bliver mindre og mindre i takt med, at deres egne analyser af mulighederne for succesfuld indgriben tegner et mere og mere dystert billede.

Læg dertil et spor af skræmmende erfaringer fra Libyen, Irak og Afghanistan, og resultatet bliver status quo.

 

2. Ingen reduktion i global overvågning af borgeres private gøren og laden

Bedst som dønningerne efter tidligere NSA-analytiker Snowdens offentliggørelser af, hvor langt det nationale amerikanske sikkerhedsagentur har været villige til at gå i overvågningen af almindelige menneskers gøren og laden, er ved at stilne af, eksploderer en ubelejlig nytårssag mellem hænderne på Apple. Firmaet beskyldes for at have samarbejdet med netop NSA om ved hjælp af såkaldte “bagdørsprogrammer” at give efterretningstjenesten mulighed for at overvåge private iPhone-brugeres kommunikation og internettrafik. Apple måtte således i går på årets første dag ud og benægte, at historien havde noget på sig. Selvom udsvingene op og ned generelt kan være store i IT-branchen, må Apples start på 2014 alligevel høre til blandt de mere sløje set fra kommunikationsenhedens synspunkt.

I det store hele er der ingen tegn på, at vi får mindre overvågning af mobiltelefoni, internettrafik og vores almindelige, fysiske færden i 2014. Så længe vælgerne rundt omkring i verdens udviklede, politisk stabile demokratier ikke straffer politikere, der med henvisning til den såkaldte “krig” mod terror gennemfører det ene overgreb på den personlige frihed efter det andet, må vi også her forvente status quo – eller sågar endnu mere intensiv og/eller omfangsrig overvågning af vore private liv fra statslige aktørers side. Det manglede da bare. Så længe alle vi lovlydige borgere ikke har noget at skjule, er der jo intet problem . . . vel?

 

3. Intet folketingsvalg i Danmark

Endelig – i den noget lettere afdeling – får vi naturligvis ikke noget folketingsvalg i Danmark i 2014. Skulle man være i tvivl, er lakmustesten oplagt: Følg godt med i, hvad kommentator ved Politiken og direktør i tænketanken Kraka, Peter Mogensen, siger og skriver. En hurtigt opstillet forecastingmodel baseret på tidligere Mogensen-udtalelser på TV2 News og i diverse blogindlæg fra samme Mogensen forudsiger, at folketingsvalget først udskrives, når Mogensen har kaldt det nært forestående eller direkte opfordret statsministeren til at udskrive det en fem-otte gange. Jeg indrømmer det blankt: Jeg har forsømt at følge med i de Mogensenske fremrykninger og tilbagetrækninger igennem 2013, men i midten af november opfordrede han da i hvert fald statsministeren – i temmelig utvetydige vendinger – til at trykke på den berømte “valgknap” – De ved: den, der på nogle tastaturer deler tast med “panikknappen”, og som i andre tilfælde sidder lige ved siden af:

“Alt taler for, at det er en god idé – regeringen kan vinde.”

Hvad Mogensen mente om dén sag et par uger eller tre senere . . . ville vi nok aldrig have fået svar på, hvis ikke det var, fordi den politiske spåkunsts mester gavmildt begavede os med endnu et indlæg dateret 4. december:

“Regeringen er fortsat langtfra sikker på genvalg, og det, som ligger forude, ligner mest at alt en ’håbets strategi’, hvor et endnu ikke synligt økonomisk opsving skal klare ærterne for Thorning-Schmidt.”

Langtfra sikker? En “håbets strategi”? Jamen, I guder! Hvornår kommer valget dog så?

“Og om godt seks måneder er der et år til valget, og valgkampen er i gang.”

Slukørede må vi således konstatere, at der endnu er længe til næste valg. Her kommer imidlertid denne listes ene lyspunkt: I hele den mellemliggende periode har vi fornøjelsen af Ulven Peter (Mogensen, forstås), der kan nå at råbe: “Valget kommer!” mange gange endnu. Den analytiske værdi er som regel til at overse, men underholdningsværdien er kolossal. Vi slutter med glasset halvt fuldt. 2014 bliver næppe så skidt, at det gør noget.

1 thoughts on “3 ting, der IKKE kommer til at ske i 2014

Leave a Reply to Hans UndCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.