Du er ond

Jeg var fredag den 3. i Radio 24syv til debat med udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen og Frans Michael Jansen fra Mellemfolkeligt Samvirke (lyt her). Og som ofte efter debatter om ulandshjælp gik jeg noget frustreret og sur fra studiet. Grunden er den samme, som min kollega Martin Paldam flere gange har beskrevet: At der fra ens modkombattanter kommer til at ligge en understrøm af, at man er ond, hvis man mener noget andet end dem.

Spørgsmålet om, hvorvidt ulandshjælp hjælper og hvad man kan gøre for verdens mange fattige er naturligvis følelsesladet. Det, der forener os, er i virkeligheden et ønske om at lære, hvad man effektivt kan gøre for de mange millioner, der lever i dyb fattigdom. Problemet – hvis man da er forsker med sin personlige integritet i behold – er at konsensus i litteraturen er ganske klar: Ulandshjælp virker ikke. Fokuserer man på langsigtet økonomisk udvikling peger 80 % af de internationale studier på, at resultatet er et nul (0). 10 % finder en positiv effekt, men er helt overvejende lavet af folk med tætte forbindelser til donororganisationer, og de sidste 10 % finder at hjælpen er direkte skadelig, men er typisk lavet af folk med tætte forbindelser til stærkt konservative, amerikanske tænketanke. Fokuserer man på uddannelse, helbredsstatus, indkomstfordeling eller demokratisk udvikling, er resultaterne ikke mere opmuntrende. Nok kan man finde mange projekter, programmer og bistandsindsatser, der virker på det lokale plan, men der er også rigelig dokumentation for negative bivirkninger ved hjælpen, som trækker lige så meget i den anden retning og ender med at give nulresultatet. De mange bivirkninger forklarer det, som Paul Mosley for år tilbage kaldte ”mikro-makro paradokset.”

Den internationale forskning er således relativt klar (hvis man mener, at data overhovedet kan bruges). Alligevel slipper folk fra det politiske miljø gang på gang afsted med at tegne et billede af de af os, der formidler den, som vanvittige og ekstreme, ondskabsfulde mennesker. Ministeren fik for eksempel påstået, at min holdning var ekstrem og jeg stod helt alene med den. MS-repræsentanten fik påstået at jeg bare ”sidder i Aarhus og læser bøger” og afsluttede debatten med at tale meget om, at vi skulle give endnu flere midler til den milliard mennesker der lever i fattigdom – underforstået, at jeg var ligeglad med verdens fattige.

Budskabet fra begge debattører er det samme som Martin Paldam har stået overfor så mange gange. Som han formulerer det, vil vi alle helst ”være på englenes side.” Men hvad skal man så gøre, når ens egen indsats og langt det meste andet solid forskning viser, at hjælpen ikke hjælper? Vi har en forpligtelse til, qua vores ansættelse som professorer ved et dansk universitet, at formidle vores forskning, men har vi også en pligt til at lade os udsætte for gentagne, svinagtige angreb på vores person? Eller kan man måske mene, at politikere har en – i det mindste – moralsk forpligtelse til at opføre sig ordentligt i debat med ikke-politikere? Overfor andre politikere kan de kaste med mudder så meget som de vil, men jeg er ikke en del af det spil og vil gerne have mig frabedt at blive trukket ind i det! Men måske tror Helveg og andre, at hele verden er ligesom børnehaven på Slotsholmen?

16 tanker om "Du er ond"

  1. Martin Paldam

    Ja, det er sørgeligt rigtigt hvad Christian skriver:

    Man bliver meget tit mødt med, at det der adskiller diskutanter er deres ‘holdninger’.
    Og at der ikke er noget, der er rigtigt, og heller ikke noget der er forkert.

    Men det er også rigtigt at der er interesser. De, der arbejder, for u-landhjælpen finder faktisk
    mere positive resultater end andre. Og når Danida har givet en stor bevilling til at vise at u-landshjælpen virker, så finder de forskere er bliver ansat, det faktisk!
    Men vi andre, der ikke driver partsforskning finder det ikke.

    Så det vigtige er, at alle parter i en diskussion siger, hvem der financierer dem.
    Og at alle læsere udøver kildekritik.

    Martin Paldam

    Svar
  2. Hans Und

    Jeg kan anbefale en god lille bog af Schoppenhauer “Kunsten at få ret”.

    MS bruger i øvrigt 2/3 af sit budget, som stort set kommer 100% fra skatteyderne, på lønninger til sine hvide ansatte.

    Renser man for bestikkelses job til lokale m.v så er det 5 – 10 %, der faktisk matrialisere sig i et eller andet nyttigt.

    Ondskab? Det er sådan at lavtløns folk såsom kassedamer o.l. betaler en forholdsvis høj(ere) del af deres indkomst i skat. Så udviklingsministeren og MS kunne jo begynde med, at forklare hvem der egentlig har en gevinst og tab ved deres aktivitet. Så ondskaben er helt og holdent på Helveg og Jansens side.
    De stjæler penge fra danskere i lavindkomst gruppen og ødelægge ulande med pengene. Det der jo sker når der står en rig onkel, er at resoucerne, og ikke kun dem ulandsbanditterne kommer med, bliver allokeret til fordel for den del af det lokale politiske miljø som de er venner med, og til ugunst for de “fattige”. Alle der ikke er med i gamet bliver dårligere stillet, men det er selvfølgelig tungest i bunden.

    Mit indtryk er, at ulands industrien mest er et spørgsmål om, at skaffe lukrative langtidsferie jobs til partisoldater fra ekstremist partier som f.eks. de Radikale.

    Og nej; det kan ikke nytte, at diskutere med den slags mennesker udfra en præmis om at fakta og logik gælder. De ved de har en møgsag, og derfor vil de slet ikke diskutere på det grundlag. Så man må lave sine svar ud fra det grundlag, hvilket vil sige et angreb på deres påstand om andres ondskab og egen godhed.

    Svar
  3. Hans Und

    Det samme lidt andeledes formuleret:

    Når modparten agensforskyder, idet her tilfælde over i et etisk/moralsk felt, så bør man følge med og omgående angribe modparten på hans (manglende) moral.

    Uden at have hørt udsendelsen kunne et bud være:

    Nu begynder i at flytte diskussionen over på den moralske bane. Som forsker kan jeg ikke følge med på den tur, så jeg lægger lige forskerkasketten af et øjeblik. Vi har en stor gruppe mennesker som lever af og i ulandsindustrien og hvis arbejder har yderst tvivlsomme gavnlige effekter, hvis ikke direkte skadelige. De mennesker som betaler er blandt andet fattige danskere. Er det rimeligt at gøre dem fattigere?

    Svar
  4. Lars R. Hansen

    Når de implicit angriber din person – så bank det kort fast i klar røst, at din person er sagen underordnet – og henvis roligt, men bestemt til den videnskabelige konsensus på området.

    Og spørg dem – hvorfor de insisterer på en udviklingsbistand, der er uden effekt – jf. den videnskabelige konsensus.

    Svar
  5. Torben Snarup Hansen

    I medier og på uddannelsesinstitutioner er hensigtsetikken fremherskende – ofte enerådende. Derfor forsimples og ritualiseres diskussionen: “Jeg er god, du er ond.” En landsdækkende tv-kanal, som finansieres af skatteborgerne, spiller endda en endeløs og tragisk komedie, der kaldes “dødlinje”. Her inviteres personer, som “castes” som onde, og de skal deltage i en “boksekamp” (jvf. geniet Martin Krasnik.

    Public service? Oplysning fra staten til borgerne?

    Således marginaliseres og forbandes konsekvensetikken – og med den indsatsen for at tilvejebringe saglighed og dokumentation. Hvorfra kommer denne fiksering på at føle sig god og moralsk overlegen? Der kan vist kun være tale om misforstået kristendom.

    Svar
  6. Ryan Smith

    “Anti-intellectualism has been a constant thread winding its way through our political and cultural life, nurtured by the false notion that democracy means that ‘my ignorance is just as good as your knowledge.'” – Isaac Asimov

    Svar
  7. Kjeld Flarup

    God er et spørgsmål om vilje, og vilje måles i hvor mange kroner (af andres penge) man bruger.
    Da du ikke scorer ret højt der, må du være ond!

    Svar
  8. Crass Børsting

    Vel talt, hr. Bjørnskov. Og ligedes tak til hr. Ond… hovsa, der skulle stå: Hans Und.

    Svar
  9. Valdemar K

    Vi er helt enige Christian. Det sker gang på gang når man forsøger at bringe et forskningsmæssigt resultat ind i debatten (det værende sig denne eller velfærdsdebatter i det hele taget) der ikke stemmer overens med gængs (populær folkelig) vanetænkning så mødes man øjeblikkeligt med påstande om man har et ubehageligt menneskesyn og at man generelt er at betegne som et ubehageligt menneske. Det ironiske er at dette netop sker når man formidler unbiased holdningsneutrale forskningsresultater ind i debatten.

    Svar
  10. Pingback: Når sandheden er ilde hørt | Punditokraterne

  11. Lars L

    Du siger i udsendelsen, at konsensus er et rent nul (som du også skriver i artiklen), men du siger også at 80% af pengene til ulandsbistand er tabt, betyder det, at du ikke er enig i konsensus, men faktisk mener at 20 af ulandskronerne er tabt?

    En anden tanke, du nævner at et modtagerlands valuta stiger i værdi, når de modtager ulandsbistand fordi de danske kroner omveksles til modtager landets valuta, og dette er med til at forringe konkurrenceevnen.
    Ville man kunne få bedre resultater af ulandsbistanden, hvis man udelukkende ansatte udenlandsk arbejdskraft (der blev betalt i udenlandsk valuta) og importerede alle materialer der benyttes i projekterne (eller hvad de nu kalder det, ms-direktøren var ihvertfald ikke glad for det ord)

    Svar
    1. Kyed

      Hvis effekten er nul, så er tabet vel lig med de brugte bistandskroner (med et tillæg for dødvægtstab af skatteopkrævning i Danmark). Som jeg forstår Christian, forholder han sig her til de 80 pct. af studierne, dvs. til konsensus.

      Svar
      1. Christian Bjørnskov Forfatter

        De 80 % er faktisk er tet venligt bud. Forskningen som helhed peger på, at pengene er spildt – effekten er nul. Mit eget nye studie indikerer, at bistanden til genopbygning faktisk er effektiv. Med andre ord: Hvis der har været en katastrofe af en eller anden slags, er kapitalinflows effektive i den forstand, at landet hurtigere kommer på fode (helt i tråd med Solow-Swan-modellen). Men det er maksimalt cirka 15 % af bistanden, der bruges til det formål, og den giver kun mening når der rent faktisk har været en event.

        Svar
  12. Hans Und

    En strø tanke om fattigdom.

    Det ligger et eller andet sted i os at vi ikke bryder os om, at se “grimme ting” og absolut fattigdom er ikke kønt.

    Det får os til at spørge: Hvorfor.

    Og det lader til at en masse mennesker hopper lige til den konklusion, at når nu der er rige mennesker så må rigdommen være årsagen til fattigdommen. Jeg mener at have iagtaget at det er udtalt i den Katolske Kirke, at man har den holdning (og had til penge), men andre kan også sagtens være med. Blekingegadebanden og dens politiske gren, partiet Venstresocialisterne, benkendte sig i stor stil til den såkaldte “snylterstats teori”. Og der er klangbund for opfattelsen vidt og bredt, ikke mindst i kirkelige kredse.

    Synspunktet minder en del om, at en stor tung sten selvfølgelig må falde hurtigere end en mindre og lettere. Det gør den som bekendt ikke. Til gengæld er det jo rigtigt, at en tungere sten laver mere ravage når den falder ned i noget end en mindre ville gøre. For det meste i hvert fald.

    Og når man er i de såkaldte ulande, kan man jo se masser af mennesker som på trods af, at de flittige og talentfulde har problemer med at få enderne til at mødes. Her kan vi så pege på alle de barriere, der forhindre dem i, simpelthen at arbejde sig ud af problemet. Og de er sædvanligvis menneskeskabte. Selv katorffel katastrofen i Irland var menneskeskab; eller rettere de der blev ramt, var dem, der ikke allerede var deltagere i pengeøkonomien. Kartoffel høsten slog lige så meget fejl på den anden side af vandet i Skotland, men uden de katastrofale følger.

    Man bliver så mødt, fra venstreekstremt hold, at den modpåstand at disse barriere netop er skabt af de rige i den herskendeklasse for at berige sig.

    Jeg bilder mig ind at have iagtaget, at mekanismen er en anden.

    Det er de venstreekstreme selv der insistere på, at regulere og dermed opstille barriere. De rige følger så trop med initiativer der skal beskytte deres ejendom og kompromisset bliver så ofte, at de betaler noget, men tilgengæld får et “monopol” af en eller anden slags. Og de venstreekstrem får på deres side jobs med at administrere monopoler og omfordeling. Alt sammen til ubodelig skade for størrelsen af den samlede produktion og dermed er det hårde tider for de, der er i bunden af indkomst pyramiden. En måde at forsvarer sig på i det spil er selv at gå ind i gamet, typisk i et offentligt job med at kontrollere andre eller opkræve penge. Også kan den negative spiral ellers køre. Eller i politk…

    Og lige præcis en venstreekstrem organisation som Mellemfolkeligt Samvirke har en forkærlighed for, at samarbejde med folk der ligner dem selv…

    Også lader jeg venligt være med, at komme ind på deres rolle omkring indvandring fra MENAP og den forarmelse det medfører…

    Svar
  13. Pingback: Segmentation fault | Voldposten

  14. Pingback: Punditokrater, som gjorde en forskel i det forgangne år | Punditokraterne

Skriv et svar