UVVU for politikere?

Efter mit sammenstød forleden med Rasmus Helveg Petersen har jeg fået en række erklæringer om støtte – og tak for dem! En nær ven luftede dog også en særligt interessant tanke. Hun spurgte, hvad man kunne forestille sig der skete, hvis man havde en slags UVVU for politikere. Med andre ord, hvad er den sandsynlige konsekvens, hvis man kunne dømme politikere for uredelighed?

UVVU – Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed – er sat i verden som en instans, der holder øje med at danske forskere ikke svindler eller på anden måde manipulerer med deres forskning. Med andre ord er det en organisation, der skal håndhæve ordentlig videnskabelig opførsel, så befolkningen og forskningskolleger kan stole på, at forskning ved danske institutioner er troværdig. UVVU skal derimod ikke behandle klage over forsknings kvalitet. Svindel skal straffes, men man kan ikke straffe simpel, velment inkompetence.

Man kan mene om UVVU hvad man vil, og måske helt særligt deres sag om Bjørn Lomborg, men ideen med instansen som en slags ombudsmandslignende institution for forskningen er spændende. Spørgsmålet, som min ven stillede, var ikke om UVVU fungerer perfekt, men hvad der ville ske hvis man lavede en lignende instans for politikere. Så her er mine egne overvejelser.

Indførte man en UVVU-lignende instans for politikere, ville den således kunne ramme en politiker, hvis han eller hun offentligt påstod noget i ’embeds medfør’ som er dokumentérbart usand. Den ville dog ikke kunne forhindre dumhed eller grov inkompetence, men ville have mulighed for at afdække forsøg på både svindel, manipulation og forsøg på at dække over egen inkompetence. Den ville næppe heller indenfor gældende lovgivning have mulighed for at fratage individer deres valgbarhed eller smide dem ud af Folketinget.

Uden egentlig håndhævelse er den eneste anden effektive konsekvens, hvis politikeres genvalgschancer skades af en dom. Det kunne ske enten hvis deres partier med tilstrækkelig sandsynlighed nægter at genopstille dem eller hvis vælgerne selv straffer politikere. Den første mulighed er næppe sandsynlig, når de samme partisoldater, der oprindeligt har opstillet politikeren og ofte vil være politisk afhængige af ham eller hende, står for at rense opstillingslisten.

Det er med andre ord overvejende sandsynligt, at det igen vil være op til vælgerne at straffe uredelige politikere. Den eneste forskel fra den nuværende status er, at der med en UVVU-lignende instans vil være et mere upartisk informationsgrundlag til brug for vælgerne. Hvor mange, der vil bruge det, er usikkert – forskningen viser netop at de fleste vælgere er rationelt uvidende om de fleste forhold, jf. Downs – men dømte politikeres modstandere kan have et konkret incitament til at bruge informationen offentligt.

Om det vil virke, afhænger dog logisk af to forhold. For det første er en UVVU-løsning afhængig af, om tilstrækkeligt politikere dømmes. Hvis en dom bliver for almindelig, er der ikke længere noget relativt signal i den – dommen fortæller ikke, at nogle politikere er markant mindre troværdige end de fleste andre. For det andet kan der ligge et problem i, hvis dømte politikere alligevel bliver valgt. Andre politikere skal, med et almindeligt udtryk, kunne ’arbejde sammen med dem’. Der kan således ligge et stærkt incitament til ikke at sprede information om uredelighedsdomme eller lægge vægt på den overfor vælgerne for at ’beskytte’ ens praktiske arbejde efter et valg.

Af begge grunde kunne man frygte, at politikere som gruppe ville modarbejde systemet. Det nulstiller ikke det politiske system, og fjerner heller ikke de almindelige incitamenter; men det er stadig værd at tænke over. At overveje et UVVU-system tvinger en til at overveje, hvor vigtig information om politikeres redelighed er, og hvordan den bliver benyttet. Som de danske institutioner virker nu, er det udelukkende op til medierne at ’dømme’ politikere for uredelighed. Spørgsmålet er, om de gør det job godt nok.

5 Comments

  1. Det er en interessant idé, men jeg ville nu være en anelse betænkelig ved at tiltale (eller hvad man kalder det, når ens handlinger skal vurderes af et uredelighedsnævn) en person for usande (politiske) påstande.

    Men når vi nu leger med idéer af den her type, så kunne man overveje at ændre nogle ting og sager i den måde, som Rigsretten fungerer på. Efter min mening er dette en af de smarteste institutioner i den danske forfatning. Den bruges bare for sjældent, og pådømmer kun i sager anlagt af Kongen eller Folketinget mod en minister for dennes embedsbrug. For at den kan behandle sager mod andre kræves det, at vedkommendes handling har været “særdeles farlig” for staten (grl. § 60, stk. 2) og at Folketinget godkender tiltalen. Man kunne jo lege med en idé om at oprette en permanent post som “ministerundersøger” e.lign., (formelt tilknyttet I-don’t-know Hofmarskallatet for at signalere uafhængighed af Folketinget, domstolene og Regeringen), hvis opgave var stedse at vurdere, om der var grundlag for at rejse tiltale mod de til enhver tid siddende ministre.

    Det ville alt andet lige rykke tidspunktet for ifaldelsen af et retligt ansvar tættere på tidspunktet for det politiske (afskedigelsestidspunktet).

  2. Eller lad dem være omfattet af markedføringsloven.

    Men strengt taget så var det en opgave for medierne. Men der er problemet at 80% af sjovnalisterne politisk er støtter af RAF regeringen eller dens kommunistiske støtteparti.

    Hertil er der så det forhold, at branchen er massivt statsstøttet, samt at utroligt mange af borgerlige politikere, blot er nominelt borgerlige kulturmarxister.

    For lige at toppe op, så hersker der på visse områder såsom, indvandring (islam), miljø og ulandsbistand decideret tyrani med mobning, fyringer osv, for at rødblok kan bevarer monopolet på disse meget økonomisk givtige områder. (givtig, her, lig med offentlige bevillinger).

  3. Niels Wium Olesen

    11. januar 2014 at 12:20

    Et UVVU for politikere? Det er vist en ikke særlig velovervejet tanke – for nu at sige det mildt. For det første skelner Bjørnskov ikke mellem valgte politikere og ministre. Selvom de sidste også tit – men ikke altid og slet ikke pr. definition – er valgte, så er der stor forskel. Og at omtale et folketingsmandat som et “embede” (“embeds medfør”) er en eklatant misforståelse. MF’eren repræsenterer sine vælgere, og hvis de føler sig repræsenteret ved at MF’eren konsekvent lyver, så er der ikke noget galt i det. Det er selve demokratiets kerne. Lige meget hvor det sker, om det er i BT, Radio 24/7 eller fra Folketingets talerstol. Ministre er imidlertid også politikere og deres relation til sandheden er vist bedst håndteret via Folketingets ret til at rejse mistillidsvotum til en minister og i sidste ende loven om ministeransvarlighed. De seneste uger har jo vist, at det også kan få konsekvenser. Men jo kun – og det er da svagheden – hvis der rent faktisk er et flertal, der vil tage konsekvensen og vippe ministeren eller endda gelejde sagen over til rigsretten. Det var der så ikke i 2001-2011 – jvf. fx Jesper Tynells Cavlingprisvindende afdækning. Trods mistillidsvotumets og ministeransvarlighedslovens afhængighed af et folketings-flertal er et UVVU for politikere næppe vejen frem. At sætte et “uvildigt” organ til at håndtere den slags vil næppe være gavnligt for den offentlige debat – eller ytringsfrihedens stilling i det hele taget. Det må og skal altid være offentligheden og pressen – herunder punditokraterne.dk – der håndterer den slags. Hverken offentligheden eller pressen er perfekte i den henseende, men de er svære at finde afløsere for. Omvendt tror jeg heller ikke man skal undervurdere dem og vores bestræbelse bør hele tiden være at tale til folks fornuft. Når det så er sagt, kan jeg kun give Christian Bjørnskov ret i, at Helvegs måde at reagere på er under lavmålet, rigtig meget under lavmålet, og udtryk for en usmagelig anti-intellektualisme, som man vel skal tilbage til AFR – “eksperter og smagsdommere” – for at se overgået af en dansk minister. Blandt menige MF’ere er eksemplerne jo desværre legio. Det må vi leve med – og sætte vores lid til fornuften i førnævnte offentlighed.

  4. Christian Bjørnskov

    11. januar 2014 at 12:59

    Jeg tror vores uenighed bunder i en konkret vurdering. For det første – udover småting som at jeg bruger begreber som ‘embeds medfør’ i en overført, aldeles ikke-juridisk betydning – har jeg ikke tillid til, at vælgerne er informerede. Forskningen har forbløffende tydeligt peget på, at Downs’ ide om de rationelt uvidende vælgere holder. For det andet er mit klare indtryk, at de fleste stærkt overvurderer mediernes evne (og nogle gange villighed) til at informere om politikere og ministres misinformation og inkompetence. Jeg opfatter informationen som stærkt mangelfuld, mens Niels Wim Olesen øjensynligt ikke gør.

  5. Niels Wium Olesen

    11. januar 2014 at 13:33

    Nej, uenigheden skyldes, at jeg lever med, at vores demokrati ikke er perfekt. Ikke sådan at forstå, at jeg synes, man skal være ligeglad. Selvfølgelig skal man optimere, men det bør ske i den frie og lige offentlige debat, hvor argumenterne prøves – og fx ved, at helt frie borgere agerer på markedet og holder op med at købe møgaviser. Igen, for at uddybe, selvfølgelig også ved, at borgerlige intellektuelle råber vagt i gevær og erklærer deres støtte, når den modsatte sides intellektuelle uretmæssigt køres over af fx magtfulde ministre – og omvendt. Forestillingen om et ekspertorgan til at afgøre udredelighed i politiske diskussioner er, undskyld mig udtrykket, totalitær. (Jeg undskylder, fordi det naturligvis ikke er for at råbe ad dig eller at skyde dig skjulte totalitære holdninger i skoene. Mit synspunkt er her rent principielt). Det samme er tanken om at perfektionere demokratiet, som jeg aner i dit indlæg. Bestræbelsen på at gøre demokratiet bedre er selvfølgelig ærværdig, men det perfekte demokrati – tanken om en ultimativ instans til at dømme synspunkterne – er farlig. Politikere må sige, hvad de vil. MF’ere (men selvfølgelig ikke ministre over for Folketinget) må lyve og være uredelige, alt det de vil. De står alene til ansvar for deres egen samvittighed og mindst være fjerde år over for vælgerne. Længere er den ikke. Ytringsfrihed, også for politikere.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑