I vores miniserie om hvor velstående, danskerne egentlig er, er vi kommet til en sammenligning af det, mange danskere og særligt danske politikere er mest interesseret i: Fordeling. Et almindeligt argument imod et ’amerikansk’ samfundssystem er netop, at USA’s borgere nok i gennemsnit er markant mere velstående end danskerne, men at samfundets fattigere segmenter har det skidt.
Vi ser derfor i det følgende på borgere i fem såkaldte kvintiler: De fattigste 20 %, de rigeste 20 %, og de tre 20 %-grupper mellem de to yderpunkter. Spørgsmålet er, hvor velstående folk faktisk er, når man ikke kun ser på gennemsnittet, men også interesserer sig for de fattigste. Data fra USA er fra the Bureau of Economic Analysis, mens de danske data er fra Statistisk Tiårsoversigt 2012. Alle tallene er fra 2010, der er det seneste år der tillader direkte sammenligning. Tallene er baseret på disponibel indkomst, dvs. indkomst eksklusive skattebetalinger og inklusive overførsler.
Den disponible gennemsnitsindkomst per capita i USA blandt de 20 % fattigste i 2010 var 9608 USD. I de næste kvintiler var gennemsnittene 21.838, 34.728, 52.093 og 88.557 USD. De tilsvarende danske tal, regnet om til købekraftskorrigerede dollars og altså til den samme, effektive købekraft, var 9100, 18.875, 27.301, 41.289 og 71.960 USD. Udtrykt i procent, var de 20 % fattigste danskeres købekraft således 94,7 % af deres amerikanske modparters (og 90,3 % af situationen i den amerikanske medianstat, Indiana). I de næste kvintiler var status 86,4 % (85,7 % af medianen, Californien), 78,6 % (78,4 %, Kansas), 79,3 % (82,8 %, Kansas) og 81,3 % (88,8 %, Pennsylvania). Havde Danmark været en amerikansk stat, havde vores placering i de fem kvintiler været henholdsvis nummer 33, 39, 46, 44 og 41. Interessant nok er det den danske middelklasse, der er relativt dårligst stillet i forhold til amerikanerne.
Uanset hvordan man vender tallene, er det således klart at amerikanernes økonomiske status er bedre på tværs af fordelingen af indkomster. De fattige er endda rigere end fattige i den danske velfærdsstat. Nogle læsere vil dog nok kunne indvende, at tallene ’mangler’ fordele, som de fattige segmenter i Danmark kan nyde. Ser man ind bag tallene, er det dog svært at sige noget præcist om i hvilken retning, de købekraftskorrigerede, disponible indkomster er ’skæve’.
På den ene side kunne situationen for de 20 % fattigste danskere være undervurderet pga. den offentlige danske sygesikring. Den er allerede betalt over skatten og er derfor ikke værdisat i tallene. I det omfang at amerikanerne modtager sygesikring gennem deres arbejdsplads – som tilfældet var for langt de fleste før ObamaCare – er det dog allerede indeholdt i de amerikanske tal. I Danmark er de indeholdt i skatten, i USA i form af en benefit gennem arbejde som ikke ligger i lønnen. Men for dem, der enten har privatbetalt sygesikring eller har valgt ikke at have, overvurderer de amerikanske tal deres relative status.
På den anden side indebærer den amerikanske prisstruktur, at status for de fattigste amerikanere er undervurderet. Et velkendt dansk problem er den manglende konkurrence i detailhandelen og et voldsomt afgiftstryk. Begge dele gør almindelige varer dyrere, mens situationen er anderledes i USA. Som vist af bl.a. Broda og Romalis er en række basale varer næsten ikke steget i pris de seneste mange år, hvilket relativt set har gjort dem væsentligt billigere. Når man således deflaterer indkomster med et fælles prisindeks overser man, at en række varer der vejer tungt for de fattigste, ikke er steget ret meget i pris. Med andre ord kommer det til at se ud som om, prisstigninger har ædt noget af realindkomsten for de fattigste, men prisstigninger med et indeks, der er fælles for alle kvintiler, overvurderer effekten. Det indebærer, at man undervurderer den faktiske købekraft for de fattigste 20 %.
Er fattige amerikanere så dårligere eller bedre stillede end fattige danskere? Skal man tro på, at sygesikring og andre forhold, som den danske velfærdsstat omfordeler, skal de kunne opveje en forskel i den disponible indkomst på over 4000 kroner i forhold til det amerikanske gennemsnit (og 8000 i forhold til medianen), samtidig med at den fattigfjendske danske prisstruktur alligevel ikke betyder noget. Tror man på det, kan man stadig argumentere for, at Danmark er bedre for de fattige. Hvis ikke, må man nok opgive nogle af myterne om hvor velstående, danskerne er.
Vigtige pointer. Men det er en (ofte gentaget) myte, at der ikke er hård konkurrence i detailhandlen. Høje moms/afgifter og høje danske lønninger – ikke blot i detailhandlen, men generelt – er årsag til de høje priser.
http://www.danskerhverv.dk/OmDanskErhverv/Nyhedsbreve/Dansk-Erhvervs-Perspektiv/Documents/2014/DEP-2014-01.pdf
Det hjælper vel heller ikke ligefrem med de begrænsninger der er på størrelsen af butikker. Så vidt jeg husker er antallet af beskæftigede i den danske detailhandel uforholdsvis høj, lige som antallet af butikker. Og i sidste ende er der jo kun forbrugerne til at betale for det.
Jeg tror at mange vil protestere mod at du bruger kvartiler.
Du skal ned i 5 eller 10 % i stedet.
@Tommy: Det er simpelthen et spørgsmål om hvad man kan få sammenlignelige data på. De er tilgængelige i kvintiler af disponibel indkomst, og det er så det, vi har brugt. Men min fornemmelse er dog, at hvis man brugte f.eks. de nederste 5 %, ville man få det problem, at mobiliteten ud af den gruppe er ret lille i Danmark, mens mobiliteten i USA faktisk er ret pæn (se f.eks. Ray Chettys nye arbejde).
Meget interessant! Når du sammenligner Danmark med de enkelte stater, er der så korrigeret for forskellig købekraft i de enkelte stater?
@Kyed: Ja, det hele er købekraftskorrigerede tal for den disponible indkomst, så der er korrigeret for prisforskelle mellem de 50 stater og mellem USA og Danmark.
@Christian: Så kan det jo ikke blive bedre datamæssigt. Tak.
Vanvidssammenligningerne fortsætter i afsnit 33 1/3. Se, hvor store pærerne er i forhold til æblerne!
Nu er konklusionerne så oven i købet blevet et tros-spørgsmål jf. sidste afsnit. Men denne gang er der da en form for konklusion på, hvad formålet er med disse sammenligninger. Selvom det alligevel står lidt tåget.
Ligeledes er der linket til mega-store sites, uden at være specifikke med sidetal eller undersider. Så kan læserne selv få lov til at ligge og rode efter bekræftelser på de anførte påstande.
Jeg vil se frem til, at denne åbenbart meget anerkendte økonom på et tidspunkt laver en sammenligning mellem Danmark og Kina. Det vil sige en sammenligning mellem æbler og litchi-frugter.
Niels O: Der er faktisk gjort en del for at gøre en sammenligning så korrekt som muligt, jf. Christians svar vedr. købekraftskorrigeringen ovenfor. Hvis du ikke kan lide, at tal indgår i en debat, eller hvis du bare ikke kan lide, hvad tallene viser, så sig dog det. Det andet er bare trættende.
Hvad mener du med, at jeg kan lide tal? Hvor har jeg sagt det? Tværtimod. De skal bare være let tilgængelige, så vi læsere kan krydstjekke.
Og hvis du finder mine kommentarer trættende, kan du jo bare springe dem over.
Ikke kun ejer de fattige i USA mikrobølgeovne og videooptagere. Hele 15 % af befolkningen er på foodstamps. Sikken et luksusliv. Underligt, at de rige skulle have skattelettelser og de nu beklager en mulig fjernelse af rentefradraget på deres lån til lystbåden. Det er jo herligt, at være fattig i USA.
http://www.trivisonno.com/wp-content/uploads/Food-Stamps-Percent.jpg
http://www.bloomberg.com/news/2014-01-23/yacht-owners-seek-to-salvage-deduction-for-second-homes.html
lidt stof til eftertanke….
http://jyllands-posten.dk/international/usa/ECE6446414/slangebidoffer-skulle-af-med-en-halv-million/
Gad vide hvor rige amerikanerne er hvis man trækker de 2800 mia fra som de bruger på sundhed? (altså den del af beløbet som ikke er fra firmabetalte sundhedsforsikringer)
og ifølge wiki er det 48,6 mio amerikanere som ikke har sundhedsforsikring.
Wiki er ikke troværdigt på det punkt, ligesom mange medier ikke er det. Problemet ligger i måden, det bliver gjort op på. For mange amerikanere er sundhedsforsikringen knyttet til deres arbejde – den er en del af lønnen, så det giver heller ikke mening at trække sundshedsudgifterne fra deres indkomst, for det er allerede gjort. Antallet af personer uden sundhedsforsikring er opgjort som det antal, der_på_et_eller_andet_tidspunkt i løbet af året har været uden formel forsikring. Så hvis man har haft et par dage mens man skiftede job, hvor man ikke formelt var på kontrakt, tæller man som én af de 48 milloner. Det ville være det samme som at opgøre arbejdsløshed som hvor mange der formelt havde været arbejdsløse mindst én dag om året. Så ville dansk arbejdsløshed også være gigantisk.
Hej Christian.
Nej! Health insurance coverage procenten som er angivet på wiki, opgøres ikke som du påstår.
Jeg fulgte linket til US Census, og den opgøres som et spørgeskema (side 29 i linket)
http://en.wikipedia.org/wiki/Health_insurance_coverage_in_the_United_States#cite_note-Census_2011-2
http://www.census.gov/prod/2010pubs/p60-238.pdf
The Current Population Survey Annual Social and Economic Supplement
(CPS ASEC) asks about health insurance coverage in the previous calen-
dar year. Specifically, the survey asks separate questions about the major
types of health insurance. People who answer “no” to each of the cover-
age questions are then asked to verify that they were, in fact, not covered
by any type of health insurance.
Tvivler sku stærkt på at folk svarer nej til om de er forsikret fordi de midlertidigt er imellem jobs.
Nu vi er igang med at sammenligne disponible inkomster. Hvor meget koster collage uddannelser i USA? og hvad koster de i danmark?
og hvad med børnepasning, plejehjem etc som bliver vold-støttet af skattekroner.
Det er en kæmpe fejl at i jeres antagelse at alle skattekronerne er tabt og derfor kan de disponible indkomster ikke sammenlignes så simpelt.
-Jacob
Pingback: Hvor få har for meget og færre for lidt | Levned og meninger
Bemærk de faktiske tal fra en regeringskilde: http://usgovinfo.about.com/od/medicarehealthinsurance/a/insurancestats.htm
Mange amerikanere er dækket via lov uden forsikring. Andre millioner har forsikring gennem staten, hvis de bare gad registrere sig – det er gratis. Og igen: Man ryger i statistikken og ud igen hvis man skifter job. Der er også et ganske almindeligt issue med spørgsmålene i the Current Population Survey (det er jo ikke registerdata): Svarer folk om de har forsikring eller_privat_forsikring?
Og så må jeg bare bede dig om at læse, hvad der står. Jeg skrev ikke, at skattekronerne var tabt, blot at det er helt ækvivalent om man betaler gennem staten – så er sundhedsydelser ikke indeholdt i udgifter der skal betales af den disponible indkomst – eller leveret gennem ens arbejde – så er sundhedsydelser heller ikke indeholdt i udgifter der skal betales af den disponible indkomst.
tja det står sådan set helt tydeligt i US census metodebeskrivelse, at man er uninsured hvis man er uninsured. ikke hvis man ikke er privat forsikret eller andre krumspring. der er ikke rigtigt noget at snakke om der. læs evt beskrivelsen på side 29 igen i mit US census link.
ang. disponibel indkomst, så tænkte jeg her på f.eks. private betalinger til collage (som man jo sparer op til i lang tid til sine børn) osv.
ps: census.gov er en regeringskilde.
http://usgovinfo.about.com/ er vist ikke. den er ihvertald bestyret af en Robert Longley, Bachelor of Science degree in landscape architecture, og plastret til med reklamer.
Census-tallene kommer fra the Current Population Survey, som er en spørgeskemaundersøgelse! Så uanset at Census-beskrivelsen siger en ting, er det ikke sikkert at det er det, folk svarer på. Vi kender problemet fra en lang, lang række af samme type undersøgelser hvor der kan være voldsomme forskelle på spørgeskemaer og registerdata. I USA gælder det således også forskellen mellem ulighedsmål fra Census’en – spørgeskemaer – og IRS – skatteregistre.
Mht. college-uddannelse er de da dyre i forhold til Danmark. Men – og det er altså en ret vigtig pointe – afkastet af en uddannelse er langt større. De kan derfor simpelthen bedre betale sig, og derfor giver det mening for folk at optage lån for at finansiere dem. Det samme kan som oftest ikke rigtigt betale sig i Danmark.
Hej Christian
Tak for en god blok.
USA sygevæsen optager ifl OECD ca 17 pct af bnp.Hvor stor en udgift til sygeforsikring kan det estimeres der må modregnes i indkomst sammenligningen ? Ville amerikanerne så ikke fremstå væsentligt fattigere end os ?
Igen, svaret er nej. Grunden er, at sygeforsikring for de fleste amerikaneres vedkommende er noget, der ligger som en del af deres ansættelse – det kommer med jobbet. Så når man sammenligner dansk og amerikansk_disponibel_indkomst, er det allerede betalt for begges vedkommende.
“Grunden er, at sygeforsikring for de fleste amerikaneres vedkommende er noget, der ligger som en del af deres ansættelse”
– Er det også tilfældet for de 20% “fattigste” amerikanere, i så fald er der noget empiri der støtter den påstand op?
Tak for svaret.
Det gælder for langt de fleste jobs, omend der nogle gange er en mulighed for at vælge forsikringen fra. Men i det tilfælde dukker den op i form af en højere udbetalt løn i stedet for.
Kære Christian,
tak for at tage dette op på denne lidt provokerende måde. Det er jo overraskende for de fleste af os og ret tankevækkende at se dette uanset om man finder at en sådan indkomstopgørelse er den vigtigste parameter at sammenligne med. Det ville være interessant med nogle flere og dybere analyser at årsagerne til så relativt store indkomstforskelle. Toben M Andersen har før talt om at den gns amerikaner er både mere produktiv og arbejder mere end danskeren. Det sidste kunne skyldes bla. forskel i ferie. Jeg tror mange af os er parate til at “ofre” en vis disponibel købekraft for at have 5-6 ugers ferie ift de noget færre uger man oftest har i USA, men kan vi regne på hvormeget det betyder? Det er værre med produktiviteten, er de virkelig såmeget mere effektive i usa?
I alle tilfælde finder jeg dog ikke at debatten om disse tal har konkluderet godt nok mht uddannelsesomkostninger? (der har været en lang diskussion om sundhedsforsikning osv). mine akademiske kolleger i USA nævner ofte, at de bør spare fx 50.000 kr op per år per barn for at sikre dem en uddannelse på niveau med dem selv. Og man hører faktisk at krisen siden 2008 bl.a. har haft den konsekvens at mange veluddannede ikke har råd til at give deres børn samme uddannnelsesniveau.
Det kunne derfor være interessant at se nogle tal for, hvor meget udgiften til “(opsparing til) børns uddannelse” æder af forskellen i disponibel indkomst. Som sagt ikke for at bortforklare med for bedre at forstå tallene.
vh Niels Halberg