IMF om ulighed og vækst (måske) II – Den danske socialstatsmodel skader vækst og velstand

Christian skrev i torsdags om et nyligt notat fra IMF, “Redistribution, Inequality and Growth“. Her redegjorde han for nogle af de betydelige metodiske problemer pågældende notat har. Men ikke nok med det, så må man i den grad undre sig over at fortalerne for høje progessive skatter og kraftig omfordeling overhovedet henviser til Notatet. For i den udstrækning at metode og konklusioner er anvendelige – og det er mere end tvivlsomt – er konklusionen reelt, at mens Jonathan D. Ostry, Andrew Berg, og Charalambos G. Tsangarides kom frem til at omfordeling almindeligvis ikke skader en økonomis vækstmuligheder, så indebærer den meget store omfordeling i lande med meget lav ulighed, som f.eks. Danmark, man fortsat omfordeling er skadelig for skabelse af fremtidig velstand.

I notatet bemærker man i konklusionen, at:

We do find some mixed evidence that very large redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated with higher and more durable growth

Og hvad mener man så med “very large redistribution”?  Og hvor meget re-distribuerer de enkelte lande egentlig? (for diskussion af forfatternes metode, se bl.a. Christians indlæg og links nederst).

gini imf brutto net

Ovenstående figur er hentet fra notatet og viser lande med henholdsvis størst og mindst redistribution. Som det fremgår har man valgt kun at medtage de 20 procent mest folkerige lande. Som det indikeres er forskellen mellem Gini-koefficienten før skatter og overførselindkomster (“markeds” Gini-koefficient) og Gini efter skatter og overførselsindkomster (Gini-netto) størst i en række europæiske velfærdsstater.

Disse er ydermere karakteriseret ved at de er blandt de lande med den højeste Gini-kvocient for skat og overførsler i verden. Det er et ganske interessant resultat i og med at notatet er baseret på den præmis, at “markeds” Gini-koefficienten ikke er påvirket af eksistensen af en (stor) velfærdsstat og dens re-distribution. Det er i sig selv ganske bemærkelsesværdigt, idet man dermed antager at lande som Tyskland, Holland, Sverige og Danmark (som det fremgår af nedenstående figur hentet fra The Economist omtale af notatet i sidste uges “Free exchange” skulle være blandt verdens mest ulige lande, hvis det ikke var for den omfordeling, der finder sted via vores socialstat (her er kun medtaget “direkte” omfordeling).

a littel of the top

Det kan i parantes bemærkes, at GINI koefficienten (netto) ifølge Danmarks Statistik var 39 i 1939, altså på niveau med Venezuela i dag.

Som Christian bemærkede i sit blogindlæg har IMF notatet cirkuleret i pressen, hvor ikke mindst den mere venstreorienterede del af den, har brugt den til at fremhæve vores om-fordelende og kraftigt beskattende socialstat. Men hvis notatet skal tages på ordet, siger man groft sagt, at Danmark er et ekstremtilfælde, og at graden af omfordeling er SKADELIG for den økonomiske vækst. Således fremgår det at,

Turning to redistribution, we find (also in column 1 of Table 5) that when redistribution is
already high (above the 75th percentile), there is evidence that further redistribution is indeed harmful to growth, as the Okun “big trade-off” hypothesis would suggest. When it is below that level, however, there is no evidence that further redistribution has any effect on growth. Figure 7 shows redistribution for selected countries; further redistribution seems to start having a negative direct effect when it exceeds about 13 Gini points.

Det har dog ikke afholdt en række medier og politikere i at fremhæve notatet som et væsentligt argument for øget omfordeling og en hyldest til samfundsystemer baseret på massiv omfordeling og høje progressive skatter.

Således skriver PioPio under overskriften “Nyt internationalt studie afliver højrefløjens myter om, at omfordeling skader væksten”, at

I analysen konkluderer IMF, at lande med en stor grad af ulighed generelt oplever en lavere vækst end lande, hvor pengene er fordelt mere ligeligt.

og fortsætter med at

Det har mange af os i lang tid vidst på trods af, at markedsforblændede liberalister fra R, K, V og LA konstant har prædiket, at al økonomisk velstand og virkelyst ophører når man tager fra de rige og giver til de fattige.

Det fik bla. Mattias Tesfaie til på sin Facebook at skrive:

Flere af verdens største medier har i dag beskæftiget sig med en ny rapport fra IMF.

Rapporten dokumenterer, at et progressivt skattesystem, med forholdsvis høje skatter til de mest velstillede og omfordeling fra rig til fattig, er godt for økonomisk vækst og jobskabelse.

At IMF kommer med den slags udmeldinger, er mildest talt en nyhed. Derfor forstår jeg godt, at journalister på alverdens medier skriver om rapporten.

I Danmark har ingen medier dog beskæftiget sig med nyheden. Det synes jeg er mærkeligt. Men når journalisterne er ligeglade, må vi andre gå direkte til kilden.

Hvorefter han linker til rapporten, som han dog direkte adspurgt erkender, at han ikke har læst. Det skulle han måske have gjort.

For når man i rapportenpåpeger at lande med meget skæv indkomstfordeling er de der foretager den største omfordeling, og påpeger at fortsat omfordeling i lande med en meget lav GINI formentlig skader den økonomiske vækst, så er det altså primært vesteuropæiske og skandinaviske lande.

Ud fra et hjemmelig perspektiv er det således fristende at rent faktisk at acceptere rapportens grundlæggende metode idet selve rapportens resultater kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark. Det vil jeg dog undlade med. Hertil er den anvendte metode ganske enkelt for problematisk.

For en yderligere kritik af anvendelsen af forskellen på “markeds” Gini og “netto” Gini kan jeg forøvrigt anbefale at læse Andreas Berghs “On the counterfactual problem of welfare state research: How can we measure redistribution?“.

En del af problemstillingen diskuteres også i Gosta Esping-Andersen og John Myles “The Welfare State and Redistribution“.

3 Kommentarer

  1. Kære Niels Westy Munch-Holbek
    Du skriver at rapportens konklusioner viser at den danske grad af omfordeling er skadelig for den økonomiske vækst. Det understøtter du med et citat fra s. 23 fra rapporten. Men på side 24 skriver rapportens forfattere således:
    “For very large redistributions, the point estimate of the
    effect of redistribution on growth is negative and somewhat larger in absolute value than the
    estimated (positive) effect of inequality on growth, but this difference is statistically
    insignificant. This means that even in the case of large redistribution, there is little evidence of
    an overall adverse effect on growth, since the pro-equality and disincentive effects of the
    transfers roughly balance one another out”

    Og:

    “In particular, the negative effect of very large transfers seems to disappear when certain other factors are controlled for, such as exogenous shocks, institutions, debt liabilities and openness (Column 4).”

    At rapporten kan bruges som argument for mindre omfordeling i Danmark er derfor usandt. “Worst-case”-scenario er altså at graden af omfordeling er vækst-neutral – og dertil skal så lægges de positive effekter ved et mere trygt samfund etc.

    Vh. Peter Ahrenfeldt Schrøder, blogger på Pio

  2. til Peter Ahrenfeldt

    Hvis man anerkender notatets metode – hvilket så er mere end tvivlsomt af velbeskrevne årsager – se også Christian Bjørnskovs kritik samt link til bl.a. Andreas Berghs kritik, så konkluderer man, at

    “And second, there is surprisingly little evidence for the growth-destroying effects of fiscal
    redistribution at a macroeconomic level. We do find some mixed evidence that very large
    redistributions may have direct negative effects on growth duration, such that the overall
    effect—including the positive effect on growth through lower inequality—may be roughly
    growth-neutral. But for non-extreme redistributions, there is no evidence of any adverse direct
    effect. The average redistribution, and the associated reduction in inequality, is thus associated
    with higher and more durable growth.

    We need to be mindful about over-interpreting these results, especially for policy purposes. It
    is hard to go from these sorts of correlations to firm statements about causality. We have not
    accounted for the possible effects that redistribution may have on market inequality. We have
    emphasized the uncertainty caused by the scarcity of reliable data, particularly about
    redistribution. Our measure of redistribution captures only direct taxes and subsidies, for
    example, so we shed no direct light on the redistributive effects of in-kind government
    provision of health and education which a priori would seem, if anything, to be more growthfriendly than the measures we account for.

    Finally, we know from history and first principles that after some point redistribution will be destructive to growth, and that beyond some point extreme equality also cannot be conducive to growth.

    Du henholder dig til et figenblad – ikke underligt fordi et er en statistisk sammenhæng, noget andet er det specifikke tilfælde, Her Danmark, som er karakteriseret af en endog meget høj grad af omfordeling og efterfølgende lav ulighed målt på netto gini.

    Nu vil jeg under alle omstændigheder advare mod at bruge notatet til noget på grund af de metodiske problemer, men hvis man gør og vil indplacere Danmark i det kommer man ikke udenom at konklusionen vil være at vi er en del ude over det punkt, hvor notatet kan tillægge positive effekter af yderligere udligning og negative effekter ikke kan afvises.

    Dine afsluttende normative betragtninger omkring tryghed vil jeg ikke kommentere her.

    Men du kan jo overveje hvor i figur 4. på side 16 i rapporten Danmark befinder sig.

    Med venlig hilsen
    Niels Westy Munch-Holbek

  3. Høj omfordeling betyder høj skat, og mindre omfordeling betyder mindre skat. Og der er en sammenhæng over til vækst. Denne undersøgelse http://www.ncpa.org/pub/st159 beskriver direkte hvordan optimal vækst sker omkring 19% skattetryk, men den omkring 45% giver en lav vækst, men tilgengæld optimerer statens indtægter. Derfor understøtter de to rapporter hinanden i at det er graden den er gal med.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑