gini global

Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden

Siger det ikke sig selv, at stiger uligheden i næsten alle lande, så stiger den globale ulighed også? Det gør det måske, men benytter man sig af et mål som Gini-koefficienten, så behøver det ikke være tilfældet. Og ikke alene behøver det ikke være tilfældet. Det er ikke tilfældet.

Igennem en periode er Gini-koefficienten steget i Danmark og i mange andre lande i verden. Set under ét er uligheden i verdens lande steget siden midtfirserne. Men den samlede globale ulighed er i værste fald stagnerende. Ifølge Pinkovskiy og Sala-i-Martin, som står for det nok mest omfattende forsøg på at integrere tilgængelige kilder, er uligheden støt faldende (se figuren). Verdens borgere taget under ét og uden hensyn til, hvor de bor, får mere ens indkomster. Inden for hvert land stiger de høje indkomster hurtigere end de lavere. Men globalt vokser gennemsnitsindkomsterne hurtigst i de fattigste lande.

Dette fald i indkomstuligheden er drevet af økonomisk vækst. Ikke mindst væksten i Asien. Og måske mere afgørende: Den absolutte fattigdom falder dramatisk. Fra 1970 til 2006 er det antal, som lever for under én 1987-dollar om dagen (FNs mål for absolut fattigdom), faldet fra næsten én milliard mennesker til under 400 mio. (beregner Pinkovskiy og Sala-i-Martin), selvom verdens befolkning samtidig er vokset med næsten 3 mia. mennesker. Andelen af verdens befolkning, som lever i fattigdom, er faldet fra 26,8 pct. til 5,4 pct. Billedet er robust over for at udvide fattigdomsdefinitionen med indkomster over én 1987-dollar om dagen.

global fattigdom

Det er intet mindre end en fantastisk udvikling. Men det er også et billede, der har det med at drukne i det unuancerede fokus på nationale Gini-mål. Man kan så spørge sig hvorfor. Er folk flest virkelig mere optaget af, at hvor meget naboen tjener i forhold til dem selv? Altså hvordan de relative indkomster ser ud? Mit gæt er, at mange forveksler ulighed med fattigdom og har svært ved at se, at uligheden i et land sagtens kan stige, selv om uligheden og fattigdommen falder globalt. Det kan skyldes, at mange har svært ved at slippe forestillingen om velstanden som en given kage, der kan fordeles. Og at hvis nogen bliver rige, må det derfor være på andres bekostning.  Også selv om det forholder sig omvendt. Det er vækst og ikke fordelingspolitik, som er i gang med at udrydde fattigdommen.

 

14 tanker om "Allevegne stiger Gini – bare ikke i verden"

  1. Johannes Polemicus

    Bum-bum. Ting som status og indflydelse er jo nul-sum, så her kan det faktisk godt give mening at kigge på den relative fordeling, hvis ens bekymring fx er, at den rigeste 1% får mere og mere politisk indflydelse. Ikke at det nødvendigvis er en bekymring jeg selv deler, men jeg synes den er overset i fx diskussionen af Pikettys bog.

    Svar
  2. Peter Kvint

    I et land hvor mange tjener omkring $1 per dag, så fungere statistikken ved ønsketænkning.
    Mange af de rigeste gemmer deres penge i skattely. Hvordan skal disse penge regnes med?

    Skellet går imellem dem, som kan leve af deres penge og de fattige, som er tvunget til at arbejde.

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @Peter Kvint: I de fleste fattige lande arbejder mange i den uofficielle sektor. Der er derfor en tendens til at deres indkomst og forbrug underrapporteres, hvilket får dem til at se mere ulige og fattigere ud. Og der er tale om mange, mange flere penge end de til sammenligning ret få, der er i skattely. Og hvorfor tror du, at de velhavende ikke arbejder?

    Svar
  4. Otto Brøns-Petersen Forfatter

    @Peter Kvint. Læg også mærke til, at vi taler om ændringen i Gini. Det, du taler om, handler om niveauet.

    Svar
  5. Pingback: Tager Rune Lykkeberg fis på Politikens læsere? | Magt og Marked

  6. Jimmy

    Fænomenet kaldes Simpsons paradox http://en.wikipedia.org/wiki/Simpson's_paradox
    Og tak for tallene, som lighedsdebatten virkelig har manglet. Man hører altid, at uligheden er stigende selvom lidt tankevirksomhed hurtigt burde lede frem til, at det modsatte er tilfældet. At enkelte individer tjener ganske store beløb kan slet ikke opveje det løft, der kontinuerligt og massivt sker i bunden af samfundet – både i vesten og i udviklingslande. Tag fx DK, hvor overførselsindkomster løbende reguleres op med mere end inflationen.

    Svar
  7. Revyen

    Stammer denne stigende globale lighed ikke hovedsageligt fra de enorme spring fra Kina og Indien?

    Hvad jeg ikke forstår fra de parter der ønsker at forsvare ulighed er hvorfor de aldrig appellere til Paretos 20/80 lov, der virker til at have holdt stødt siden han fandt ud af at 20 % af befolkningen generelt ejer 80 % af værdierne for snart 100 år siden. I dag bruger man champagneglas kurve til at vise den stor ulighed:

    http://www.loyarburok.com/wp-content/uploads/2011/04/Champagne-Glass.jpg

    Men sandheden er at stor ulighed(20/80) virker til at være standarden. Hvis vi vil have et mål for svingninger i ulighed burde vi vurdere det ud fra afvigelser af Paretos tal. Så ser vi at tingene ikke rigtig ændrer sig den ene eller den anden vej. Og det er uanset den politiske/økonomiske/sociale struktur.

    Her er en god artikel der revser venstre og højrefløjen for ikke at affinde sig med denne lov.
    http://www.garynorth.com/public/7595.cfm

    Svar
  8. anonym

    @ Revyen

    Jo, Kina og Indien har stor indflydelse på på udviklingen i de globale data. De udgør også næsten 3 ud af 7 milliarder indbyggere på planeten, så det er ret væsentligt hvad der sker i netop disse lande. Synes du ikke de bør “tælle” med eller hvad er din pointe?
    Masser af andre lande bidrager imidlertid også i kraft af ret høj vækst (men vægter selvfølgeligt mindre grundet lavere befolkningstal) f.eks. Peru, Paraguay, Indonesien, Tyrkiet, Ghana, Rwanda, Vietnam.

    Det er en fantastisk udvikling.

    Svar
  9. Revyen

    Det burde de bestemt, men det er misvisende at snakke om at der har været en verdensomspændende trend når sandheden er, at uden Kina og Indien så ville billedet se noget anderledes ud. Liberale vil godt kunne pege på kapitalismens succeser og evidensen er så sandelig på vores side, men vi skal ikke gøre det større end det er.

    Sandheden er, at når folk snakker om det forfærdelige ved verdens ulighed mener de i virkeligheden Afrika og nok også Sydamerika. Disse folk kender normalt ikke de egentlige tal, men de kan se på billeder og historier, at fattigdommen stadigvæk er slem i Afrika. Man kan altså ikke vinde hverken den akademisk eller offentlige retoriske kamp ved at snakke om større global lighed baseret på Kina og Indiens fantastiske fremgang.Siger ikke det er fair men det virker til at være realiteten i denne debat.

    Svar
  10. Anonym

    “når sandheden er, at uden Kina og Indien så ville billedet se noget anderledes ud.”

    Undskyld, men det giver jo ikke meget mening at insistere på at 3/7 af verdens befolkning ikke skal tælles med i opgørelsen af “sandheden”.
    Selv hvis af uransaglige årsager godtager denne præmis, og udelader kinesere og indere, så ville tendensen jo være til stede. Sydamerika, Afrika og det øvrige Asien har stadig langt højere vækstrater end vesten.Vil du også udelukke Bangladesh Botswana?

    Trenden er verdensomspændende. De to store lande fylder blot meget i statistikken grundet deres størrelse, men selve trenden gælder jo også hovedparten af de mindre nationer.

    Der er lige så mange billeder af fattige fra Indien og Kina som der er fra Sydamerika, så det argument holder heller ikke rigtigt.

    Svar
  11. Sam

    Jeg har ikke sagt at de ikke skal tælles med. Det jeg har sagt er, at det misvisende at snakke om globale trends når 2 lande udgør så stor en del af væksten. Liberale skyder sig selv i foden ved at hægte sig på dette meme om global vækst når andre nemt kan påpege at udviklingen har været anderledes i Afrika/Sydamerika i løbet af de sidste 30 år.

    Og nej der er da ikke lige så meget fokus på fattigdomen i Kina/Indien som der er i Sydamerika og især Afrika. Det er ligesom når man i Amerika snakker om at hjælpe de svage og underpriviligeret, så er det ofte Afro-Amerikanere man i virkeligheden snakker om. Hvis man ikke forstår hvad det emotionelle drive bag snakken om global ulighed handler om, så kan man ikke vinde PR-krigen.

    Svar
  12. Pingback: Fattigdommen rasler ned | Punditokraterne

  13. Pingback: Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

  14. Pingback: Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister - Punditokraterne

Skriv et svar