EU og Danmarks skandaløse energi- og klimapolitik

Jeg havde i går søndag en kronik i Berlingske Tidende (grøn vækst – en farlig cocktail), skrevet sammen med Anders Primdahl Vistisen om den sammenstilling af “grøn omstilling” og vækstfremmende tiltag, som flere partier gør sig i på tværs af de politiske fløje.

En sammenstilling som er i modstrid med sagkundskabens anbefalinger. Det er i sig selv lidt af et paradoks. Mens man i klimadebatten på den ene side ofte henviser til den videnskabelige nær-konsensus om menneskeskabte klimaforandringer, afviser man således samtidig at lytte til sagkundskaben når den påpeger at:

  1. Den første klima- og energipolitik er ikke vækstfremmende, men derimod væksthæmmende. Den skaber ikke arbejdspladser, men koster arbejdspladser.
  2. Den førte klima- og energipolitik har trods enorme omkostninger kun marginal indvirkning på den globale opvarmning.

Som vi påpeger i kronikken, er den højt besungne »grønne omstilling« ikke løsningen på hverken skabe vækst, arbejdspladser eller fremme overgangen til CO2 neutral energiproduktion.

Der er derimod grund til at mene, at EUs klimapolitik er med til at forringe velstanden både i og uden for Europa nu og her, mens man udskyder overgangen til klimavenlig energiproduktion på markedsvilkår, som også fattige lande har råd til.

Tilhængerne af grøn omstilling hævder godt nok, at det fremmer beskæftigelsen at satse på de »progressive« sektorer, som Margrete Auken ynder at kalde de dele af erhvervslivet, der beskæftiger sig med grønne teknologier. Det strider dog imod hvad en række analyser både herhjemme og i udlandet er kommet frem til. 

Således påpeger de økonomiske vismænd i deres seneste rapport, at et stop for fremtidig støtte til vedvarende energi ville have en positiv effekt på forbrug og vækst og øge beskæftigelsen svarende til 5.000 fuldtidsstillinger.

Professor Gabriel Calzada fra Kong Juan Carlos Universitetet i Spanien kom i en analyse for et par år siden frem til, at hvert nyt job i den grønne sektor i Spanien koster 500.000 euro, og medfører tabet af 2,3 jobs i den øvrige økonomi.

En analyse i Italien konkluderede, at der kunne oprettes 6,7 konventionelle arbejdspladser for omkostningen ved at oprette én grøn arbejdsplads i Italien. Endelig konkluderede man i en analyse af det velestimerede Verso Economics i 2011, at hvert nyt job inden for vedvarende energi i Skotland, skete på bekostning 3,7 jobs i den øvrige økonomi.

Og som det økonomiske råd skrev tilbage i 2012:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Energiproduktionen vil fortsat være baseret på fossile brændstoffer om 25 år

EU har en målsætning om, at udledningen af CO2 i 2030 skal være reduceret med 40 procent i forhold til 1990-niveauet. Ydermere skal 27 procent af energien komme fra vedvarende energi. Det vil dog ikke gøre den store forskel i den globale energiproduktion, og dermed udledningen af CO2.

10322812_10202435277577640_7803866171413019836_n

Som det fremgår af figuren til venstre, er verden langt fra på vej mod en “grøn omstilling”. Og da den fortsatte vækst i energiproduktionen primært vil finde sted udenfor OECD, med andre ord i relativt fattige lande, er det komplet urealistisk at forestille sig at fremtidige klimaproblemer vil veje tungt i valg af energikilde.

EU står allerede i dag for blot lidt over ti procent af den samlede CO2-udledning. En andel der under alle omstændigheder vil falde markant de kommende årtier.

Ikke engang det faktum, at amerikanernes overgang fra kul til skifergas har betydet mere for at bremse det globale CO2-udslip end verdens samlede vindmøller og solcelle- anlæg, synes at påvirke europæiske politikere.

I modsætning til sol og vind, er skifergas endda en billig energikilde som har medført, at prisen på energi er halveret i USA det seneste årti, mens udviklingen er gået stik modsat i Europa. Det har medført, at hvor USA har oplevet en tilbagekomst af energitung industri, hvilket har øget beskæftigelsen med en mio. stillinger, fortsætter europæisk industri sin udflytning fra Europa. Sidstnævnte indebærer godt nok, at CO2-udslippet fra Europa falder, men har ingen betydning for det globale udslip.

Hvor absurd klima- og energipolitikken er i EU illustreres fint med forbuddet mod glødepærer. Når alle Europas gamle glødelamper på et eller andet tidspunkt er skiftet ud med sparepærer, vil CO2-besparelsen svare til én dags CO2-udslip i Kina. I Tyskland har man siden år 2000 subsidieret grøn energi med mere end 800 mia. kroner. Alene i år koster det den tyske skatteyder 150 mia. kroner.

Man har yderligere forpligtet sig til at subsidiere alene solenergi med et tilsvarende beløb de næste 20 år. Og effekten af denne massive subsidiering? Den globale opvarmning udsættes med 37 timer!

Kriseramte Spanien fører endda en endnu mere grotesk energipolitik. Således beløber subsidier til grøn energi sig til mere end 1 procent af BNP per år. Det er mere end man bruger på de videregående uddannelser! I løbet af de næste år har man forpligtet sig til at betale 1.200 mia. kroner i subsidier. Effekten er, at den globale opvarmning bremses med 62 timer!

Med andre ord har 2.000 mia. kr. til grøn omstilling og klimainitiativer købt os under en uges forsinkelse af de klimaforandringer, forskerne har estimeret sig frem til.

Som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, står Danmark bestemt ikke tilbage for vores europæiske brødrefolk, når det kommer til nyttesløse klimaudgifter.

Det økonomiske råd har i årevis kritiseret dansk energi- og klimapolitik for at være virkningsløs i forhold til den globale CO2 og håbløs ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Og i forhold til udviklingen i det globale CO2-udslip giver det ganske enkelt ingen mening.

Og så er der selvfølgelig den næsten ensidige satsning på vindenergi, som vi har haft i Danmark gennem 20 år. En energiform som næppe har potentiale til andet end at være en nicheproduktion, og hverken er konkurrencedygtig eller reelt anvendelig i større omfang.

Når Børsen i dag dedikeret flere sider til en historie om at PFA er ved at miste lysten til at investere i vindenergi. En energiform som har kostet danske skatteydere mia. af kroner, samt tab af vækst, velstand og arbejdspladser i andre dele af økonomien. MAn må håbe, at PFAs udmelding ikke indebærer at landets politikere vil kaste endnu flere af vores penge i dette håbløse projekt. Men man kan frygte det værste.

Som professor Peter Nedergaard skrev på sin facebook i den anledning:

Dansk havvind blev skabt i en rus af planøkonomisk hybris, hvor man regnede med at kunne forudsige energipriserne i fremtiden. Afdækningen af, hvordan man hældte milliarder af kroner ned i et sort hul ved Anholt, burde der skrives kritisk og afdækkende journalistik om. Se det er relevant journalistik, som overgår afdækningen af diverse indkøb af underbukser og sokker med flere kilometer: 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.