Piketty-links og den kortsluttede debat

Mens medierne den sidse måned har skrevet vidt og bredt om Thomas Pikettys 700 sider lange Capital in the Twenty-First Century og store dele af venstrefløjen har hyldet ham som en helt, har blogossfæren og i lidt mere specialiserede medier efterhånden tegnet et lidt andet billede af ham. Pikettys hovedpåstand er, at r > g – at afkastet til kapital er konstant større end væksten i gennemsnitsindkomsten i den vestlige verden, og at de rige – kapitalejerne – derfor løber fra alle andre som uligheden stiger. Denne påstand viser sig at være ganske tvivlsom, uanet hvad Informations-segmentet og andre håber.

Vi har allerede omtalt Larry Summers omfattende kritik (læs her), men siden da er der virkelig faldet brænde ned. For de af vores læsere, der er interesserede, bringer vi her en del af kritikken, som Piketty ikke rigtigt har svaret på. Per Krussell og Tony Smith (IIES og Yale) viser, at Pikettys basale antagelser om opsparingsadfærd slet ikke matcher virkeligheden. Hvis man substituerer hans antagelser med andre, der passer på de faktiske data, giver hans model faktisk det modsatte resultat: At hvis væksten falder, falder uligheden. Forvirringen kommer bl.a. fra, som andre også har vist, at Piketty blander netto- og bruttobegreber. Alex Tabarrok viser på lignende vis, at hvis man bruger Solow-Swan-modellen – arbejdshesten og grundlaget for moderne vækstteori – indebærer Pikettys påstand, at opsparingsraten skal falde når væksten falder. Det giver næppe meget real-life-mening.

Debraj Ray angriber alle fire hovedpunkter i Pikettys teori. Scott Sumner fanger Piketty i at misrepræsentere Simon Kuznets pionerarbejde fra 50erne. Don Boudreaux Angriber Piketty antagelse om, at kapital vokser af sig selv – Boudreauxs pointe er, at der er langt mere dynamik i firma- og ejersammensætningen end Piketty tror. Ricardo Hausman – ikke just et liberalt epigon (han er tidligere venezuelansk planlægningsminister) peger på, at Piketty fuldstændigt overser betydningen af know-how. Sidst, men ikke mindst, viser Phil Magness og Chris Giles hos Financial Times, at Pikettys data ikke kan holde til et eftersyn. Paul Krugman har forsvaret Piketty ved basalt set at sige, at ”we all know that wealth inequality has gone up”; Tyler Cowen kalder, hvad han anser for at være bluff fra Krugman.

Det sørgelige er vel, at uanset hvad man mener om Pikettys bog og hovedpåstande – og jeg er blevet meget skeptisk – er påstanden derude nu og har fået sit eget liv. Hos dele af venstrefløjen er det allerede blevet en del af det ’vi ved med sikkerhed’, så ethvert modargument støder mod en mur af skråsikkerhed. Den type påstande, om de kommer fra højre, venstre eller de gudelige, kortslutter enhver demokratisk eller videnskabelig debat.

3 tanker om "Piketty-links og den kortsluttede debat"

  1. Pingback: “Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty | Punditokraterne

  2. Pingback: Bistandsbranchens falske profeter. | Punditokraterne

Skriv et svar