Piketty – og flere forslag til ferielæsning

Piketty-fænomenet har bragt et stykke økonomisk litteratur på en uvant placering på bestsellerlister og boghandlernes bedste hylder. Hans bog, ”Capital in the 21st Century”, er blevet revet væk. Og den fortjener faktisk at blive læst også, for den er velskrevet og tilgængelig. Det siger jeg, selv om jeg ser en række problemer med den. Det kan man læse nærmere om her.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.

3 thoughts on “Piketty – og flere forslag til ferielæsning

  1. Anonym

    Angående Acemoglu. Det er næsten ikke til at udholde hvordan de ihærdigt forsøger at hævde at “Kultur” er uden videre betydning. Som om “kultur” ingen betydning har for hverken opbygningen eller vedligeholdelsen af institutioner.
    Lad mig stilfærdigt fremsætte den påstand at institutioner ikke skabt af gud, allah eller af en tilfældighedsgenerator der har fordelt dem over jorden.
    Det morsomme er selvfølgeligt at Acemoglu sådan selv indrømmer dette uden dog at ville erkende det. De bemærker jo pudsigt nok hvordan WASP landende (australien, canada, usa, selv sydafrika) har nydt gavn af institutionerne skabt af immigranter fra england. Men åbenbart er dette fuldstændigt løsrevet fra “Kulturen” hos disse folk, selvom Acemoglu altså i realiteten selv erkender at hvis det var Arabere, Senegalesere eller Portugisere der havde bosat sig først i Canada eller Australien, så ville institutionerne have været væsentligt anderledes.
    Det er en mærkelig ide de har når de ikke vil give “Kultur” anerkendelsen; enten må disse gode institutioner jo så være noget biologisk og racebestemt ved englændere eller også må der være en guddommelig kilde der velsigner englændere mere end andre folkeslag.

    “…og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. ”

    Er det ikke sådan en gammel studentikos påstand der dyrkes af liberator-segmentet og Bryan Caplan loonies.
    Hvis vi starter på lande niveau, er selv et hurtigt blik på verdenskortet jo nok til at de fleste er overbeviste om at tesen ikke holder stik. De folkerigeste samfund er ikke de rigeste samfund. Selv hvis vi holder ulande ude af billedet (selvom tesen jo ikke legitimerer dette) er der jo heller ikke i vesten noget billede af at enorme folkemængder er bedre end små. Der er ingen evidens overhovedet for at Tyskland med 80 millioner har en “bedre” arbejdsfordeling end Danmark, Schweiz eller Holland.
    De positive effekter af arbejdsdeling kan realiseres allerede ved i små lande som Danmark og givetvis også langt mindre. Mennesker tilpasningsevne gør at de forholdsvis små variationer i kompetencer der kræves for at varetage de forskellige job overhovedet ikke kræver millionvis af mennesker for at gevinsten ved specialisering nydes.

    Og på globalt plan holder tesen naturligvis heller ikke. Alle FAGøkonomer er enige om at der er begræsede ressourcer. Jo flere jo bedre er en utrolig primitiv påstand der ikke har nogen gang i virkeligheden.

    Dertil kommer selvfølgeligt alt det andet. At mennesker ikke er perfekte fredsommelige, evigt samarbejde mennesker der lever i harmoni og bla. bla.
    Mennesker skaber externaliteter, og et øget antal vil naturligvis have andre konsekvenser end et excel-regnearks “optimum” for arbejdsfordelingen.
    Igen, et hurtigt blik på verdenskortet giver klare indikationer af, at forholdsvis små enheder har mange fordele, Danmark, Norge, Holland, Australien, Israel osv. Der er intet der tyder på at de lider noget økonomisk tab i forhold til giganter med store befolkninger.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    @anonym: Jeg er faktisk helt enig i dine kvababbelser over Acemoglu og hans hold. De har meget svært ved at håndtere kultur og kommer ud i nogle lidt sære argumenter når de forsøger at forholde sig til det. Når det er sagt, er kultur som begreb heller ikke meget bevendt. Vi kender til elementer af ‘kultur’, der klart ser ud til at have langsigtet betydning, men at sige, at kultur som sådan er vigtig, er også frygteligt upræcist. Det er der, folk som North, McCloskey og andre bidrager væsentligt.
    Når det er sagt, er jeg enig med Otto i at Why Nations Fail er absolut læseværdig! Der er mange fine indsigter, og selvom man ikke er enig i alt hvad Acemoglu og Robinson skriver, er det stadig en god bog at blive klog af – og at skærpe sine egne argumenter på.

    Svar
  3. Anonym

    @Christian

    Jeg er ikke uenig i noget du skriver.
    “Kultur” er jo svært at definere, og er jo en så sammensat størrelse at der givetvis er faktorer der trækker i alle mulige retninger, kultur forandrer sig over tid osv.osv.
    Men det er trods alt mere korrekt (præcist) at sige at “kultur” (i hvertfald dele deraf) er vigtigt end det modsatte synspunkt.
    Jeg ved ikke hvorfor Acemoglu ikke vil beskæftige sig seriøst med emnet. Måske er det bare almindelige politisk korrekthed og relativisme.

    Jeg synes også bogen er læseværdig og glimrende i store dele. Men deres behandling af “Kultur” er alt andet end imponerende.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.