“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre

Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner. En af de epokegørende opdagelser hos de første nationaløkonomer var, at en spontan orden uden central styring ikke alene kunne lade sig gøre, men for det meste ligefrem frembragte bedre resultater end planlægning.

Klassisk liberalisme er ikke opstået af denne indsigt. Den kommer fra en endnu ældre kamp for personlig frihed og mod tyranni. Men opdagelsen af den spontane orden var med til at booste liberalismens udbredelse og anseelse.

Når markedet frembringer orden og ikke kaos, skyldes det grundlæggende incitamentsstrukturen. Den får selv egennyttige personer til at gøre noget, som er godt for andre. Privat ejendomsret forhindrer et kapløb om at forbruge ressourcerne hurtigst mulig og gør det muligt at investere langsigtet. Markedsøkonomiens bytter kan kun foregå, hvis begge parter på markedet er enige. Dermed bliver der kun gennemført transaktioner, hvis begge står til at få en fordel af dem.

Man kan godt finde eksempler, hvor incitamenterne på et marked ikke er i perfekt balance. Men over for disse undtagelser står, at central planlægning både teoretisk og praktisk har haft store problemer med at matche den spontane orden, fordi den fundamentalt savner tilsvarende incitamenter. Der er ingen ”usynlig hånd” – som Adam Smith kaldte markedets prismekanisme – og der må derfor være en synlig.

Skal man meget kort sammenfatte det liberale politiske program, er det: Mindst mulig stat og mest mulig marked og civilsamfund.

Derfor er det absurd ironi, at forsøg på at styre og planlægge i den offentlige sektor i visse kredse pine død skal stemples som ”liberale” (eller ”neoliberale”) – senest af Malte Frøslee Ibsen i Politikens kronik den 11. juli. Den teknokratisering af velfærdsstaten, han anker over, har intet som helst med markedet, men alene med staten at gøre. Den er nødvendig, fordi staten mangler markedets selvkoordinerende mekanismer. ”New public management” og lignende redskaber er et forsøg på at løse planøkonomiens problem, ikke liberalismen eller markedets.

Det er da også bemærkelsesværdigt, at Ibsens kronik helt savnede konkrete referencer til moderne liberale tænkere, når han angriber deres påståede tilslutning til teknokratisering. Den findes simpelt hen ikke.

Hvad, han derimod måske nok kan finde, er tilhængere af, at den stat, der skal være, organiseres så effektivt og hensigtsmæssigt som muligt. Dem vil han imidlertid finde over hele det politiske spektrum. Det har intet med liberalisme at gøre, men skyldes, at vi lever i en verden af knappe ressourcer og behov for at koordinere menneskers handlinger. I det omfang det ikke kan ske spontant på markedet, må det ske ved planlægning.

Og her er vi måske ved det afgørende: At kritikere som Ibsen ikke anerkender grundlæggende økonomiske problemstillinger. Man må forstå på ham, at uden finansmarkedernes pres ville de forvoksede velfærdsstater i Europa og andre steder overhovedet ikke behøve at tage økonomiske hensyn alvorligt. Og at man politisk blot kan vælge at ”italesætte” verden på en anden måde. Men det er ikke en tænkning, som kan bringe f.eks. grækerne ud af deres dybe krise. Det er netop for meget af den tænkning, som har bragt dem i krisen.

8 tanker om "“New Public Management” har intet med liberalisme at gøre"

  1. Hans Und

    Social/politisk termodynamik.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Metastability

    Jeg forestiller mig en gennemsigtig æske med kugler i forskellige størrelse og hver sin farve for størrelserne. Man ryster den nogle gang, lader den hvile og kuglerne fordeler sig i det mønster, der indeholder den lavest mulige potentielle energi.

    Et kunstigt mønster vil altid være ustabilt, og man vil kunne tænke sig andre og smukkere.

    Hvis nu man indretter det sådan, at der er en udefra kommende gevinst ved, at være den der ryster æsken, ja så er det her politikere og den slags kommer ind i billedet…

    Svar
  2. Jon Rostgaard Boiesen

    “Der er grundlæggende to måder at drive en økonomi på. Enten som et centralt styret og planlagt system. Eller som et decentralt system, hvor ordenen fremkommer som et spontant resultat af frivillige individuelle beslutninger og transaktioner.”

    Hvordan mon Otto Brøns-Petersen mener multinationale koncerner styres?

    Svar
  3. Christian Bjørnskov

    @Jon: Selv ikke multinationale selskaber kan styre deres egne indtægter!

    Svar
  4. Otto Brøns-Petersen Forfatter

    @jon. Du har ret i, at mange virksomheder (og familier for den sags skyld) bedriver planøkonomi internt – med større eller mindre succes. De er imidlertid underkastet markedets selektionsmekanisme, og det samlede markedsudfald er spontant.

    Det er måske her det går galt for nogen a la: “Private virksomheder planlægger. Dermed er økonomisk styring udtryk for “markedslogik””.

    Svar
  5. Thomas E.V.J.

    @Jon Boiseen; se Coases ‘Nature of the firm’ for udredning på din kommentar. Selv multinationale virksomheder er drevet af transaktionsomkostninger internt.

    Svar

Skriv et svar