Hvor slemt står det til i Italien (2)?

Forleden, efter at vi havde blogget om italiensk produktivitet, postede Justin Wolfers en bid ekstra information på New York Times (Hattip: Nonicoc / Niclas Berggren). Wolfers’ pointe er, at Italien har ramt noget så sjældent som en triple-dip recession. Figuren i artiklen dokumenterer på den mest pædagogiske måde problemet. De fleste frygter en såkaldt double-dip recession, hvor en recession ser ud til at være ovre, og en ny derefter rammer. I Italien er det altså sket to gange i træk. Den globale finanskrise i 2008 ramte også Italien, hvorefter krisen i eurozonen i 2011 ramte. De sidste to kvartaler er BNP igen faldet, og Italien er altså teknisk i recession igen.

Wolfers noterer sig, at output nu er ni procent under niveauet i 2007 og endda mindre end hvad det var i midten af 2000. Som vi viste forleden dag har Italiens produktivitet ikke blot været stagnerende, men er decideret faldet. Hele ekspansionen 2000-2007 må derfor i det store og hele være drevet af stigende faktorinput – mere kapital, flere ansatte – når de ansatte tydeligvis ikke fik mere ud af hver arbejdstime.

Økonomisk kan man pege på en række årsager – og det kommer vi til at gøre næste uge – men politisk er det store problem måske at overbevise italienerne, at de ikke længere hører til i de rigeste landes klub. Taler man med dem, nævner de ofte deres gloriøse fortid, og ikke mindst det gamle Rom. Når man på den måde lever i fortiden, er det måske svært at se nutidens mangler.

4 tanker om "Hvor slemt står det til i Italien (2)?"

  1. Emil

    Grafen fra New York times viser også at Euroen har fejlet, da en høj grad af den manglende vækst efter 08 må skyldes dårlig pengepolitik/finanspolitik. Så Italien har både langsigtede og kortsigtede problemer. Det kan nævnes at inflationen i Italien er tæt på 0, hvilket er katastrofalt i et standard Ny-Keynesiansk perspektiv.

    Svar
  2. Uffe

    Den største lidelse der overgår et samfund uden inflation er statskassen som ser sin inflationsmagt stækket af en centralbank udenfor dens kontrol.

    For den almindelige forbruger må det være en lettelse at priserne i supermarkedet ikke er steget i mellemtiden, nu hvor produktiviteten (og lønningerne) ikke er steget.

    Lav inflation er i det mindste en trøst for forbrugerne, mens skyldnerne (her især staten) drømmer om højere inflation da gælden antager en størrelse der gør eventuelle prisstigninger i supermarkedet relativt ligegyldige holdt op mod den reduktion af nominel gæld og renter hertil.

    Svar
  3. Emil

    Jeg tror du overdriver hvor meget staten kan få ud af at hæve inflationen ift. at reducere dens gæld. Da obligationsejere er interesseret i det reelle afkast og ikke nominelle, vil øget inflation føre til højere renter på langt sigt. Samtidig har staten en masse kortfristet gæld som den skal refinansiere(til den højere rente pga. højere inflation) så det er begrænset hvor meget staten forud af inflation.

    Ideen bag at højere inflation kan forøge BNP er dom følger: Højere inflation sænker realrenten, da priserne er rigide, hvilket medfører at forbruget går op, og BNP vokser dermed. Da der er et output gab vil fremtidens forbrug ikke påvirkes af at folk spare mere op, da det antages at økonomien vil komme tilbage til strukturelt niveau, da økonomien ligger under strukturelt niveau. Hvis du vil have en mere teknisk forklaring på virkningen af stimuli så se http://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/scpwps/ecbwp722.pdf

    Svar
  4. Uffe

    Jeg er nu ikke helt sikker på at du forstår min pointe.

    Inflation var i gamle dage defineret som en udvidelse af pengemængden. I dag er den defineret som en stigning i forbrugerpriserne. Det er genialt. Man har dermed afkoblet sammenhængen mellem hvor mange penge der trykkes og det redskab man bruger som deflator til at beregne vækst, bnp, topskattegrænse mv.

    Inflationen i dens oprindelige definition ville give dig fuldkommen ret. Men sådan hænger det ikke sammen længere, nu håber man at staten også kan høste produktivitetsforbedringerne på dagligvarerne ved at den målte “inflation” typisk bliver mindre end den reelle.

    En forbedring af produktiviteten i fødevareproduktionen vil sænke inflationstallet. Men det har jo ikke noget at gøre med den mængde penge der er trykt i centralbanken ved opkøb af statsobligationerne. Det giver staten fordele af inflation.

    Svar

Skriv et svar