Tager folk ansvar for egne børn?

Politiken bragte i dag en historie om, at en tredjedel af de danske forældre har sendt et barn i skole eller daginstitution, selvom barnet var sygt. Dorte Bo Danbjørg, formand for Forældres Landsforening, udtaler til avisen at ”Vi trænger til, at der bliver skabt bedre vilkår for børnefamilier i Danmark. At forældre enten sender deres syge børn af sted eller selv pjækker fra arbejde bekræfter, at der er store udfordringer i at skulle passe sit arbejde og have syge børn en gang imellem.” En professor fra RUC bekræfter, at ” det er svært at få arbejdsliv og familieliv til at gå op i en højere enhed.” Medierne her til morgen har været fulde af historien og politikere, der mener at staten bør gøre mere.

Men lad mig udfordre automatreaktionerne om, at samfundet da sørme må gøre mere og at det er et stort problem for de stakkels forældre. Man kan nemlig også vende historien om: Hvis en tredjedel af forældrene til børn i daginstitutioner eller skoler har valgt at sende syge børn i skole/institution – det er nemlig et valg – er det en konkret afvejning fra forældrenes side. Er deres børn virkelig ikke vigtigere for dem end at de bare skiber de syge kræ afsted i stedet for at tage en fridag eller måske endda betale for at blive hjemme hos barnet? Med andre ord, mener folk at deres børn er blevet så meget samfundet og andres ansvar og ikke deres eget, at de kræver at vi andre betaler for at de kan blive hjemme, når deres egne børn er syge? Hvornår er folks børn holdt op med at være deres eget ansvar?

7 tanker om "Tager folk ansvar for egne børn?"

  1. Uffe

    Jeg har selv sendt et barn af sted i dagpleje eller børnehave, hvor jeg var i tvivl om barnet var sygt. Ikke som der nævnes i artiklen “panodil-kuren” og så bare af sted, men hvor jeg var i tvivl om barnet var syg.

    Afhængig af hvem man er kan det være at man vurderer at barnet bliver rask mens panodilen virker. Det kan være en mandag hvor barnet har været syg i weekenden men har vist tegn på bedring.

    Man afvejer situationen, og tager en chance.

    Det er for mig ikke et spørgsmål om at sende et dødsygt barn af sted, det tror jeg er de færreste der vil kunne finde på. Det er i tvivlstilfældene at man tager chancen.

    Jeg mener ikke at staten skal give forældrene bedre vilkår for at tage flere børnenes sygedage hjemme.

    Jeg tror det drejer sig om økonomiske dispositioner, man ønsker ikke at tage en “lønfri” dag for at passe sit barn, da man har brug for indtægten til at betale for forbruget og de faste udgifter. Det kan diskuteres om der er for mange børnefamilier der har sat sig for hårdt op til krisen og nu ikke har plads i økonomien til at tage en dag fri til at passe barnet uden løn.

    Det vil være interessant at vide om der er en tendens til at når ferieåret går på hæld, og feriedagene er brugt til juleferie og sommerferie, at der er en større tendens til at børnene bliver sendt syge af sted.

    Svar
  2. Lisbet RJ

    Det kan man nok svare ret præcist på: Omkring 1964 (mener jeg), da offentlig betalt børnepasning blev en velfærdsydelse. Jeg gætter på, at det har svækket ansvarsfølelsen ret kraftigt, at staten (nu) betaler minimum 75 pct. af omkostningerne til kommunal pasning.

    Svar
  3. Uffe

    Hej Lisbeth,

    Hvordan mener du sammenhængen er?

    At velfærdsstaten nedbryder moral er jeg med på – men lige på det her punkt, skal jeg lige have en tur i arenaen for at se sammenhængen mellem tilskud til børnepasning og at forældre tilsyneladende sender syge børn i institution.

    Hvorfor er incitamentet for at sende syge børn i institution højere i et offentligt tilbud end i et privat?

    Svar
  4. LisbetRJ

    Hej Uffe. At man flytter ansvaret for børnepasningen fra at være privat (enten i hjemmet eller privat ordnet) til at være skattefinansieret og kommunalt produceret, kan nok have en vis betydning for, hvor vi synes ansvaret er placeret (hvilket er CB’s afsluttende spørgsmål). Som med ældrepleje: Det er et offentligt anliggende. Sygehusvæsen, et offentligt anliggende. Således børnepasning: Et offentligt anliggende.

    Og nej, der er ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng med ansvaret og om man sender et sygt barn i børnehave. Men jeg tror faktisk, opfattelsen af hvor ansvaret er placeret hænger sammen med et andet af CB’s spørgsmål: om man er villig til selv at betale en fridag for at passe et sygt barn. Eller hive et år eller to ud af kalenderen for egen regning for at passe sine småbørn i de år, hvor de har behov for mere pleje.

    Siden 60’erne er den såkaldte dækningsgrad, altså andelen af børn indskrevet i dagtilbud, mildest talt eksploderet. Nu passes 91 pct. af 1-årige i dagtilbud. Mere end 95 pct. af de børn passes i kommunale tilbud, fordi det offentlige har et de facto monopol på opgaven. Og det understøttes af skattefinansieringen. Den opbygning og udvikling, tror jeg, har betydet, at vi er mindre tilbøjelige for at tage (økonomisk) ansvar for eget afkom.

    Hvad tror du? Jeg mener det her grundlæggende er en interessant diskussion, og jeg mener det er en af velfærdsstatens store ubehageligheder, at den har overtaget yngelplejen. Det underminerer familien evne til at sætte de civiliserende standarder, om man vil. Specielt når man forfordeler private dagtilbud, hvor det ellers i højere grad er muligt for forældre at finde overensstemmelse mellem egne værdier og pasningsudbyderens tilbud (sammenlign med private skoler, der ofte har klare faglige/værdimæssige profiler). Nu er vi ude over sygedagene, jeg ved det. Men i relation til det afsluttende spørgsmål: Hvornår blev børn “de andres” ansvar, kunne denne diskussion være relevant.

    Mvh Lisbet

    P.S. I det private tilbud, vi bruger, ville vi blive sendt hjem igen med syge børn… Og hvis det var et mønster, ville det nok blive taget mere alvorligt. Måske ville vi blive opsagt. Findes den sanktionsmulighed egentlig i offentlige tilbud?

    (og undskyld: Ved nogen om jeg kan fjerne foto fra mine kommentarer? Ikke at det generer mig voldsomt, jeg synes bare, det er irrelevant)

    Svar
  5. Uffe

    Hej Lisbeth,

    Jeg forstår din pointe om ansvaret – men jeg ved ikke om det ikke også gør sig gældende for et privat tilbud. Nu har vi kun brugt de kommunale dagplejere og børnehaven, så hvad vi er gået glip af ved jeg ikke. Men der er ikke tvivl om for mig at vi har fået god behandling af venlige og rare mennesker. De ville naturligvis være lige så venlige og rare hvis de var ansat privat 🙂

    Jeg tror pointen du når frem til angående institutionaliseringen og socialiseringen af børnepasningen rammer noget centralt. Det er den del af problemet, der gør at børnene, uddannelsen af dem, sundhedsvæsenet etc. er overgivet til offentlig drift og underlagt politisk pres, der langsomt eroderer den skarpe afgrænsning mellem hvad vi kan forvente og hvad vi betaler for.

    I det private er det åbenlyst hvad vi betaler for, du kan bare se på faktura’en. I det offentlige bliver det hele mudret sammen og ingen har begreb om prisdannelse eller effektivitet.
    Derfor skrides der ikke så hårdt ind overfor effektivitetsforringende adfærd i det offentlige som man ville i det private. Her er en streng sammenhæng mellem effektivitet og pris.

    Det offentlige system har dermed indbygget en trigger for at krævementaliteten vinder indpas, og hvor tilbageholdenhed med krav giver udslag i en stærk fornemmelse af at være blevet “snydt”. “Hvis andre kan sende børnene syge i dagpasningen, så vil jeg sgu også, jeg betaler også vilde skatter til den grådige stat.”

    Hvorimod den service at kunne aflevere syge børn i privat daginstitution ville kræve merbetaling, da der er en større risiko i arbejdet, så vil det i det offentlige ses som et “gode” at kunne – og dermed udnyttes maksimalt da betalingen ikke hænger sammen hermed.

    Jeg vil til slut blot konstatere at vi selv er blevet bedt om at afhente vores barn hvis det i løbet af dagen viser tegn på sygdom i de kommunale tilbud vi har hos os.

    Svar
  6. LisbetRJ

    Hov – jeg sagde intet om, at de ansatte ikke er rare og venlige – jeg er selv ud af en familie af stats- og kommunalt ansatte, herunder i omsorgen, og vil til enhver tid fastholde, at de er vældig gode mennesker 😀

    Det er selvfølgelig, som du selv skriver, nemlig den “mudren sammen” der sker i hele organiseringen af området, manglende prisdannelse osv. der er kernen. Og som kan smitte af på moralen – og i dette specifikke tilfælde måske desværre også på, hvordan vi faktisk værdisætter tiden med vores egne børn. Jeg håber ikke, det er sidste gang Punditokraterne behandler emnet. Jeg har længe savnet en borgerlig behandling af de økonomiske aspekter af og konsekvenser ved velfærdsstatens overtagelse af yngelplejen.

    Svar
  7. Uffe

    Hej Lisbeth,

    Jeg beklager hvis det lød som jeg skød dig i skoene at du påstod at de offentligt ansatte ikke var venlige og rare mennesker.

    Min pointe var blot at samme menneske hvad enten ansat offentligt eller privat vil være lige venligt og rart på arbejdet.

    Skredet i moralen kan muligvis også skyldes at børnene opdrages i institutioner hvor de ansatte er dybt afhængige af den store stat – både deres fagforeninger og nærmiljø vil til enhver tid påstå, at blev det hele privatiseret, så ventede ragnarok dem. De vil derfor have en tendens til at forsvare statsinstitutionen imod “angreb”, men også tale dennes sag i diverse sammenhænge.

    Børnene der udsættes for denne form for påvirkning har brug for et stærkt modstykke i form af forældrene til at fortælle hele historien, uden at barnet føler sig splittet mellem statsinstitutionen og forældrenes hang til frihed.

    Denne balance eksisterer så længe barnet er under opvækst og modning da det hele tiden er under påvirkning af effekten af velfærdsstaten. Velsagtens så længe barnet har jævnlig kontakt med forældrene (til barnet flytter hjemmefra).

    Netop derfor er det vigtigt at have en høj alder for at opnå stemmeberettigelse, da man som ung er indoktrineret af statens ansatte man omgiver sig med til hverdag og først senere i livet har mulighed for med selvsyn at konstatere hvordan verden ser ud, når man flytter hjemmefra og skal tage stilling til hvor stor en bid staten opkræver i skat og hvilke tilbud de yder herfor.

    Svar

Skriv et svar