1,4 procent?

Den forgangne uge i dansk politik har budt på både drama og morskab. Morskaben, i det mindste hvis man er økonom, kom i form af regeringens forventning til dansk økonomi. Man valgte, da man tirsdag fremlagde redegørelsen og finanslovsudspillet, at fastholde en officiel forventning om 1,4 procents vækst i 2014 og cirka 2 procent i 2015. Uanset de politiske og faglige forskelle på danske nationaløkonomer, talte vi alle med én stemme: Det er helt usandsynligt, at Danmark når 1,4 procent i år. Min egen vurdering, som DR bragte, er at regeringen skal være endda meget heldig, hvis vi når den ene procent.

Danmarks Statistik bragte mere morskab senere på ugen, da kvartalstallene for foråret 2014 blev offentliggjorte. Dansk økonomi skrumpede 0,3 procent i andet kvartal i forhold til samme kvartal i 2013, med et helt uændret privatforbrug, men en markant forringelse af handelsbalancen. Betalingsbalancetallene reflekterer, at to af vores tre største eksportmarkeder – Tyskland og Sverige – er gået i recession og at flere andre centrale markeder heller ikke har det for godt.

Regeringen har således tre problemer. Problem nummer et er, at finanslovsudspillet går til den absolutte grænse hvad angår både EU’s regler og den danske budgetlov. Medmindre man ignorere loven og de europæiske regler, er der ikke noget at give af – man kan ikke udvide det samlede budget. Når man samtidig ved, at regeringen sigter efter en finanslov med rød blok, er det svært at se hvordan det skal kunne lade sig gøre.

Problem nummer to er, at dansk økonomi, og i særdeleshed de private investeringer, er næsten totalt stagneret. Som man kan se på figuren nedenfor, der viser privat forbrug, offentligt forbrug og investeringerne (i faste priser, indekseret til 1 i første kvartal 2000, hvor der var økonomisk nedtur), er investeringerne faldet dramatisk gennem krisen og de har ikke rettet sig op. Med det samme investeringsniveau som sidst i 1990erne, hvordan forventer regeringen så at dansk økonomi pludseligt skal begynde at vokse kraftigt igen? Problemet reflekterer, at selvom forbrugertilliden synes at have rettet sig op, er det private erhvervsliv stadig skeptisk over den fremtidige udvikling. Man sætter under alle omstændigheder ikke mange større investeringer i gang, medmindre man fornemmer en vis sikkerhed for, at der ikke kommer nye politisk hovsaløsninger og reguleringer.

DK kvartalsudvikling

Det tredje problem er det, ingen taler om. At komme ud af krisen betyder, at man vender tilbage til trendvækst – den vækst, man har i almindelige år. Problemet, som ingen på Christiansborg synes at erkende, er at dansk trendvækst er langsommere end vores nabolandes! Uanset at vi kommer ud af krisen, er Danmark stadig langsomt, men sikkert, på vej ned ad ranglisten. Vi har et langsigtet vækstproblem som er ved at bringe os ud af Top 20 i verden. Ifølge de seneste opgørelser fra CIA (i the World Factbook) er tyskerne nu 4 % rigere end os og svenskere og islændinge – på trods af deres økonomiske kollaps i 2007-8 – er 7 % rigere end os. Hvad med om man tog det problem alvorligt i stedet for de evindelige, kortsigtede lappeløsninger der kun giver mening i det, der i Folketinget hedder ’den politiske virkelighed’?

22 thoughts on “1,4 procent?

  1. Lars Christensen

    Enig Christian, Danmark har åbentlyst et strukturelt vækst problem. MEN der er altså ingen vej uden om, at vi også har et voldsomt efterspørgselsproblem. Det faktum, at vi har negativ vækst og er nær deflation kan kun betyde, at det er den manglende efterspørgsel, der dominerer vækstudviklingen ligenu. Hvis det var det strukturelle problem, der dominerede, så ville vi have lav vækst og høj og/eller stigende inflation.

    Strukturproblemerne kan der “let” gøres noget ved.

    Efterspørgsels/deflationsproblemet er der kun en løsning på…en pengepolitisk lempelse. Fastkurspolitik?? Øh, så kan vi ikke det. Det burde give anledning til en diskussion af netop fastkurspolitikken.

    Svar
  2. Emil

    Enig med at vi har et strukturelt problem i Danmark, men at grunden til den nuværende lave vækst skulle udelukkende være et strukturelt problem, mener jeg ikke. Jeg er enig med Lars i at fastkursen er hovedsynderen.

    Christian, jeg ved ikke hvad din holdning er til konjunkturpolitik, men det faktum at Danmark ikke har haft vækst siden 08 kan da ikke være andet end grundet forkert konjunkturpolitik? Og outputgabbet er da så stort at det ikke kan ignoreres?

    Svar
  3. Uffe

    Man løser intet vækstproblem med pengepolitik. Det er meningsløst starte inflation for at skabe vækst.

    Ægte økonomisk vækst er investering og produktivitetsforbedringer der hæver levestandarden.

    Vækst er ikke når mælken koster 9kr i stedet for 8kr. Selvom dette er den gængse opfattelse.

    Det eneste du opnår ved at skabe inflation er at folk bliver bange for at miste deres reelle værdi af opsparingen, og kaster sig hovedkulds ud i risikable investeringer for at forsvare deres reelle opsparingsværdi.

    Du lægger dermed bare fundamentet til den næste krise.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Jeg er tilbøjelig til at give Uffe ret og er ikke sikker på, at Lars og Emil helt forstår problemstllingen. Der er for det første ingen – siger og skriver ingen – evidens for at det ene valutakursregime skulle være forbundet med større vækst end det andet. For det andet tror jeg, at I misforstår hvad strukturproblemer er. Taler man om reformer og strukturændringer, der øger arbejdsudbuddet eller på anden måde ændrer kapacitetsudnyttelsen, kan de naturligvis være vældigt nyttige, men de giver udelukkende_statiske_effekter og dermed kun midlertidig vækst til en ny ‘ligevægt’. Danmarks problem er produktivitetsudviklingen på langt sigt og dermed et dynamisk problem. Derfor må løsningerne også findes andre steder end de sædvanlige diskussioner om de lette reformer.

    Svar
  5. Emil

    Uffe, inflation betyder noget på kort sigt, da priser(og muligvis lønninger) er rigide, og derfor kan inflation stimulere økonomien på kort sigt

    Christian, alle makromodeller(om det er RBC, Ny-keynesianske eller search and matching) vil sige at vores vækst er burde være langt højere end den er nu. Så der må være en grund til lave vækst, og den åbenlyse forklaring er fastkurspolitikken, da hverken skatte eller andre strukturelle reformer har været store nok til at give hos denne lave nuværende vækst. Ny-keynesianske modeller vil forklare dette outputgab med forkert pengepolitik. Så fra hvilken model mener du at pengepolitik ikke er vigtig? Og i givet fald hvordan vil du forklare den nuværende outputgab hvis ikke det skyldes pengepolitik?

    Jeg er også i tvivl hvilke produktivitetsforbedringer vi snakker om hvis det ikke er skatte eller understøttelsesreformer?

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Emil: Du taler om det ‘lange’ sigt, dvs. det vi med vores studerende plejer at analysere i en eller anden form for AD-AS-diagram. Det er også det sigt, som de makromodeller, do nævner, har med at gøre. Det er ingen genuin vækst i de modeller – intet der flytter dynamisk på AS-kurvens placering! Og du taler om produktivitetsforbedringer, som for mig betyder statiske skift. Der problemet ligger for dansk økonomi er den langsigtede trendvækst i BNP og produktivitet, altså den dynamiske udvikling. Man skal ud i vækstteori for at forstå den type problem. Dine makromodeller giver ingen mening, hvis man skal forstå det.

    Svar
  7. Emil

    Christian: Vi er helt enig i at Danmark har et langsigtet vækstproblem, som ovenstående modeller ikke svarer på. Men jeg mener også, at vi har et kortsigtet problem, altså ingen vækst på 5 år, kan da umuligt ignoreres. Hvis man gik ud fra 1,5% per år, så er vi outputgab på omkring 8%. Hvorfor vil du ignorerer dette?

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    Det vil jeg heller ikke – meningen er at skille problemerne ad. Og jeg er ikke enig i, at vi har så stort et outputgab, siden vi havde overudnyttelse af kapaciteten umiddelbart før krisen satte ind. Arbejdsløsheden var for eksempel et stykke under tre procent, så man kan ikke rigtigt benchmarke vores status i dag på udviklingen før krisen.

    Svar
  9. Uffe

    Hej Emil,

    Jeg vil give dig ret i at ved at trykke penge så stimulerer du økonomien. Det samme gør sig gældende ved at give en alkoholiker en øl, han bliver også stimuleret. Det er ikke noget der gør nogen sund og rask, men det føles godt ganske kortvarigt.

    Ved at trykke flere penge gavner du dem som først får fingre i dem – staten. Typisk trykker man penge ved at købe statsobligationer, som derfor vinder på handlen.

    Når man trykker penge, stimulerer det blot BNP tallet (som er værdiløst til at måle vækst eller fremgang), som det stimulerer alkoholpromillen i alkoholikeren.

    Eftersom deflatoren der bruges til at korrigere BNP efter inflationen beregnes på baggrund af forbrugerpriser som du siger er rigide, og ikke pengemængden som er den faktor der bliver stimuleret, så opfattes en pengepolitisk lempelse som en stimulator. Brugte man pengemængden som deflator kunne man se igennem røgsløret og tydeligt afsløre at pengepolitikken intet positivt gør for væksten. Den største ændring der vil opleves er at 50-øren bliver overflødig.

    Ligesom alkoholpromillen forsvinder af sig selv, så vil den først opfattede BNP stigning forsvinde i den kommende inflation (da forbrugerpriserne vil stige senere) hvor deflatoren opskrives og trykker BNP ned.

    Løsningen er dog ligetil, i det væksten udebliver: Mere pengepolitisk lempelse.

    Svar
  10. Emil

    Stadigvæk så må intet vækst i 5 år være ensbetydende med et betydeligt outputgab, og dette er meget svært at forklare hvis ikke man vil bebrejde fastkurspolitikken. Vi havde i 2008 en vækst på -0,8%, og en vækst i 2009 på -5,7%, og fra 2010 til 2013 har den årlige vækst ligget mellem -0,4% og 1.4%, ifølge Eurostat, dette må da vidne om et stort outputgab. Jeg kan som sagt ikke se hvordan dette kan forklares uden at der er tale om dårlig pengepolitik

    Link til eurostat:http://epp.eurostat.ec.europa.eu/tgm/table.do?tab=table&init=1&plugin=1&language=en&pcode=tec00115

    Svar
  11. Emil

    Uffe, hvis du forestiller økonomi hvor priserne er de optimale for køber og sælger. Så kommer der et chok til økonomien i form af en finanskrise, og nu er de priser som før var optimale, ikke længere optimale. Da priserne er rigide kan de ikke tilpasse sig så hurtigt som det er optimalt, og derfor kan pengepolitik hjælpe med denne tilpasning.

    Samtidig skal du huske på at folk er interesseret i den reelle pris og ikke den nominelle pris. Så er staten udsteder obligationer ved en højere inflation vil den nominelle pris bare stige så den reelle pris er den samme. Så der er begrænset gevinst for staten at gøre det, da der kun er gevinst på udestående gæld.

    Jeg ved ikke om dette stadig kan sammenlignes med at være alkoholiker, men jeg tvivler

    Svar
    1. Uffe

      Hej Emil,

      Jeg kan gentage min pointe een gang til, med en ny formulering.

      Tiden fra at inflationen startes op ved at trykke penge, og til tiden hvormed forbrugerpriserne ændrer sig (målt inflation) er gavnlig for dem der trykker pengene og bruger dem.

      Staten har i tidsperioden mellem trykkeri og målt inflation gavn af inflationens effekt.

      Netop som alkoholikerne. Promillen fortager sig ligesom inflationseffekten gør, og derfor er den eneste måde man kan opretholde rusen (økonomisk og promillemæssigt) ved fortsat at trykke penge/drikke alkohol for hele tiden at holde sig kørende.

      Svar
      1. Emil

        Uffe, du har problemer med din forklaring, for det første styrer staten ikke pengemængden(som i øvrigt er endogen bestemt, og derved ikke bestemmer inflationen), http://www.bankofengland.co.uk/publications/Documents/quarterlybulletin/2014/qb14q1prereleasemoneycreation.pdf

        Staten påvirker inflationen via obligationer. Samtidig skal du huske på at folk er interesseret i den reelle pris og ikke den nominelle pris. Så når staten udsteder obligationer ved en højere inflation vil den nominelle pris bare stige så den reelle pris er den samme. Og dermed ingen gevinst for staten.

        Jeg har gentaget mig selv, så jeg tror ikke jeg vil gentage mere, også må vi være enige om at være uenige.

        Svar
        1. Uffe

          Hej Emil,

          Jeg kan se at vi begge ikke forstår hinanden. Jeg mener stadig at min første kommentar er sand. Inflationstallet som obligationskøberne kigger på, er tidsforskudt i forhold til pengemængden.

          Derfor er prisen på obligationerne for høj på købstidspunktet. Staten sælger dermed obligationerne til for høj pris og får dermed fuld valuta for de nye penge.

          Angiv venligst tilfælde hvor en statsobligationsauktion var ved at blive en fiasko hvor centralbanken afholdt sig fra at opkøbe “resterne”. Kom ikke og påstå at staten ikke styrer pengemængden indirekte gennem sin finanspolitik. Hvilken centralbank er interesseret i at staten taber ansigt? De to er afhængige af hinanden og hjælper hinanden.

          Man ser det gang på gang. Staten afholder obligationsauktioner i det frie marked, og sælger staten ikke nok obligationer så opkøber centralbanken resterne så auktionen lykkes.

          Svar
          1. Emil

            Så lige et sidste svar, for det første kan banker lave penge via at modtage depositum fra husholdninger og så låne dem ud. Desuden kan alle likvide aktiver opfattes som penge i et moderne pengesystem, da jeg kan bruge dem som betaling, ved at handle dem på et finansielt marked(dette er automatiseret, du kan med dit visa kort have danske penge, men du kan sagtens bruge denne til at købe ting i Tyskland uden at eje EURO)

            Desuden har de massive ikke kvantitative lettelser i USA uden at der er kommet særligt højere inflation.

            Svar
  12. Christian Bjørnskov

    Emil: Vi følger ECBs pengepolitik, så du har lidt af et forklaringsproblem. Hvorfor har andre lande med samme udgangsposition ikke lidt den samme grad af stagnation som Danmark? Hvorfor skulle det outputgab – som vi er enige om er der, men ikke enige om størrelsen af – kun afhænge af pengepolitikken? Hvorfor tror du for eksempel ikke, at de danske lag af reguleringer i f.eks. servicesektoren ikke holder en recovery tilbage?

    Svar
  13. Emil

    Christian: Andre lande I EURO-zonen har samme problemer som Danmark, det er jo nærmest kun Tyskland der ikke har, hvilket kan forklares med et asymmetrisk chok, hvor ECB så har ført den pengepolitik der er optimal for Tyskland, men ikke for resten af EURO-zonen. EURO-zonen har haft negativ vækst både i 2012 og 2013(eurostat), samt din post om Italien viser klart at der også er et outputgab i Italien. At vi Danmark har en inflation på tæt på 0, når vi har en target på 2%, vil give et outputgab, hvis priserne er rigide. Jeg ved ikke så meget om størrelsen af reguleringer, men at der siden 08 skulle være komme så mange reguleringer at det har holdt vores opsving tilbage virker urealistisk. Det vil lettere hvis du havde en model som kan forklare det manglende opsving, så vi kunne få en mere konkret forklaring.

    Svar
  14. Christian Bjørnskov

    Emil,det er heller ikke et spørgsmål om_nye_reguleringer, men om eksistensen af reguleringer i det øjeblik,krisen rammer. Den simpleste måde at tænke på det på, er nok at se reguleringer som noget, der påvirker den faste omkostning ved f.eks. strukturelle omlægninger og opstart. Så længe der er gode konjunkturer og rimelige fremtidsudsigter, er den faste omkostning ikke så vigtig. I det øjeblik krisen rammer, er den pludselig markant vigtigere og forhindrer den dynamik, der er nødvendig for recovery. Med andre ord er reguleringerne, fuldstændigt konsistent med almindelig public choice teori, strukturbevarende. På den måde er de væsentligt mere skadelige i og efter en krise end under normale konjunkturer.

    Svar
  15. Emil

    Christian, den sidste krise vi havde i et start nullerne varede ganske kort, så for at du skal kunne forklare forskellen, så skal der være kommet mange flere reguleringer til siden den krise. Samtidig hvis man sammenligner med økonomier med flydende valutakurs, så som Sverige, England og USA så har alle disse en meget større vækst end Danmark, og jeg tvivler på, at de har så meget mindre regulering end Danmark. Så kort sagt, så tvivler jeg på, at du kan konstruerer en model, som kan forklare outputgabet i Danmark med kun, at bruge hvor meget regulering, der er.

    En anden ting jeg ikke forstår, er, at du ikke mener at en inflation på tæt på 0 har en negativ konsekvens på økonomien. Hvis der er rigide priser eller lønninger, så betyder dette jo meget. Dette er vel mainstream makroøkonomi.

    Svar
  16. Christian Bjørnskov

    Så lad os se på, hvilke lande, der har høj vækst. Sverige? Næh, de er lige gået i recession igen. England og USA, ja, men USA har haft en meget langsom recovery. Hvad med Estland, Letland og Litauen, som er de lande, der har haft højest vækst i Europa de seneste år? To af dem er allerede i eurozonen og Litauen er sat til at tilslutte sig til 1. januar. Ikke at jeg tror, at det kommer til at hjælpe dem, men jeg tror omvendt heller ikke, at det kommer til at skade.
    Og hvis du tror på, at flydende kurser er så gode, så kan du måske forklare mig, hvilke mekanismer der skulle give dem højere vækst_på_langt_sigt. For der er ingen empirisk forskning, der peger på det resultat.

    Svar
  17. Emil

    Sverige er da ikke i recession, de nyeste tal jeg kan finde er at de voksede 1,9% i 2. kvartal 2014. USA og England har haft en langsom recovery, men langt bedre end Danmarks(begge er over 2008 niveau). Estland, Litauen og Letland havde en vækst på henholdsvis -14,1,-14,8 og -17,7 i 2009, så deres høje vækst nu må i høj grad skyldes, at de catcher op fra deres kæmpe nedtur i 2009. Samtidig lå disse lande på vækstrater mellem 6-10% årligt før 2008, så i det perspektiv, klarer de baltiske lande sig ikke særligt godt i forhold til den trend, de var på. Så mainstream makro kan faktisk godt forklare en hel del.

    Jeg mener inflation er neutral på langt sigt, så der er pengepolitik ikke vigtig, og jeg mener også vi har et langsigtet vækstproblem. Jeg mener bare at et årti uden vækst, eller hvor lang tid vi nu ender med i Danmark, er et kæmpe problem. Samtidigt et problem der er selvforskyldt, og i høj grad også et, der kan fikses uden store omkostninger.

    Jeg ved ikke det store om vækstteori, og slet ikke noget, hvor vi ikke bare snakker om bedre kapacitetsudnyttelse. Der kan mængden af regulering have noget at sige, mere end det har ved konjunkturerne :-).

    Svar
  18. Emil

    Med fare for at gå udover emnet for dette indlæg, så kan ikke lade være med at kommentere på et indlæg i Børsen af en anden punditokrat, Otto Brøns-Petersen. Som i indlægget mere end antyder at Danmark kan få en gældskrise, hvis vi skulle få et underskud på over 3% i 2015. Men da renten er 0(endda lidt under) og inflationen tæt på 0, og en gældskrise kræver at en eller begge skulle være væsentlig højere, så virker denne bekymring grundløs. Ja dette var bare en undring jeg vil ud med, ved ikke rigtig om jeg fik postet den det rigtige sted.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.