Nobelsæson

De sidste ti år har det været en kær pligt at skrive en præsentation af årets Nobelpristagere i økonomi til Weekendavisens videnskabssektion Ideer. Mandag annonceres dette års pristager(e), og på fredag kommer mit por-træt.

Bortset fra fornøjelsen – og ind i mellem vanskeligheden – ved at gøre kernen i økonomiske fænomener forståelige for ikke-økonomer, giver disse portrætter mig en anden ting: En påmindelse om bredden, spændstigheden og dynamikken i økonomisk teori. Og lejligheden til at vise, at økonomi ikke bare eller primært handler om skematyranni i den offentlige sektor, offentlige underskud og næste kvartals BNP-vækst.

Det har virkelig været ti meget forskellige priser. Prescott og Kydland fik den 2004 for Real Business Cycle-teori (som efter min mening stadig er den bedste vej til at forstå konjunktursvingninger) og tidsinkonsistens (hvorfor er troværdig økonomisk politik så svær). Så kom Aumann og Schelling for forstå samarbejde og konflikter. 2006 Phelps for teori der (som Friedman, modtager af prisen i 1976) forklarede Phillipskurvens sammenbrud og problemer ved at efterlade arv til kommende generationer. Derefter Hurwicz, Maskin og Myerson om mekanismedesign – hvordan bør grundlæggende institutioner skrues sammen, og hvorfor markedet som institution er så svær at slå. Året efter Krugman for sine teoretiske forklaringer på økonomisk geografi (derimod fik han den ikke for makroøkonomi, som han gerne deltager i store polemikker om, men altså ikke har forsket i). 2009 kom turen til Ostrom – den foreløbigt eneste kvinde og “rigtige” politolog til at modtage prisen – og Williamson. Deres bidrag handler om spontant opstået governance henholdsvis i anarkiske konfliktsituationer og virksomheder. Året efter gik den til Diamond,  Mortensen (han er vist det tætteste, Danmark har været på økonomiprisen, men er amerikaner) og Pissarides for markeder, ikke mindst arbejdsmarkedet, præget af friktion. I 2011 gik den til Sargent og Sims for deres bidrag til empiriske metoder til at studere makroøkonomi og bygge modeller. Herefter Shapley og Roth for henholdsvis grundlæggende teoretiske og mere konkrete bidrag til spilteorien. Roth beskæftiger sig med, hvordan man kan afbøde konsekvenserne af, at åbenlys organhandel er forbudt. Og sidste år gik den til Fama, Hansen og Schiller for bidrag til at forstå prisdannelsen på finansielle markeder.

Som man kan se, er bredden stor. Men det handler essentielt set om at forstå samfundet som et resultat af samspillet mellem menneskers adfærd og institutioner, og hvordan det kan og ikke kan forbedres politisk.

Jeg glæder mig til endnu en tur.

 

 

1 Kommentar

  1. Jesper Schneider

    14. oktober 2014 at 07:56

    Vi gør lige igen opmærksom på, at der reelt ingen Nobel pris er i økonomi. Der er tale om Sveriges Riksbanks pris i økonomi til minde om Alfred Nobel. Den politiske historie bag prisens indførsel i slut 1960’erne er velkendt. Prisen har kastet glans over økonomifaget og diskursen om en ‘rigtig’ videnskab synes sikret. Men en ‘rigtig’ Nobel pris er det ikke – den blev indført af økonomer for økonomer!

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Tema af Anders NorenOp ↑