I går blev det annonceret, at årets Nobelpris (helt formelt, Sveriges Riksbanks pris i økonomisk videnskab til Alfred Nobels minde) gives til Jean Tirole fra Universitetet i Toulouse. Tiroles arbejde har handlet om, hvordan man håndterer firmaer med særlig markedsmagt – monopoler og oligopoler – men også, hvordan reguleringer bør se ud og hvilke faldgruber der er i forbindelse med at vælge reguleringer.

Hans arbejde sammen med Jean-Jacques Laffont fra sidst i 80erne viste for eksempel vigtigheden af asymmetrisk information. Skal man sætte prisreguleringer eller beskatning af den monopolgevinst, et firma der er alene i markedet kan få, må man nødvendigvis vide noget om firmaets omkostninger. Det er ikke offentligt tilgængelig viden, men skal afsløres af firmaet. Et af problemerne, Tirole pegede på, var at hvis et reguleret monopol gør som det bør gøre – agere som om der var konkurrence og forbedre dets produktivitet – falder omkostningerne. De regulerende myndigheder (læs: Politikerne) får dermed et stærkt incitament til at ændre reguleringerne ved, f.eks., at sænke prisloftet eller øge beskatningen. Hvis monopolfirmaet indser det, er incitamentet til at investere i produktivitetsfremmende ændringer forsvindende småt. Dårlige reguleringer kan dermed forstærke monopolproblemer. Det er finurligt tænkt og med store implikationer for, hvordan man håndterer markedsfejl. Man må heller ikke glemme, som flere har peget på, at hans lærebog fra 1988 om industriøkonomi bragte spilteori ind i tusinder af studerendes forståelse af emnet.

Mange har allerede skrevet om Tiroles pris. Nogle af de bedste er Tyler Cowen på Marginal Revolution, Alex Tabarrok samme sted om platformmarkeder, Justin Wolfers i New York Times, eller Nobelkomiteens eget sammendrag.