Ham der ikke delte Nobelprisen i år

Jean Tirole, der bliver tildelt Nobelprisen i økonomi i år, skrev nogle af sine vigtigste bidrag sammen med en anden fransk økonom, Jean-Jacques Laffont. Nobelpriskommitteen antyder, at Laffont også havde været en værdig prismodtager – hvis han altså stadig havde været i live (men i så fald kunne han have fået den allerede, da den blev givet for mechanism design i 2007) .

Det er der god grund til. Laffont må endda siges at være forløberen af de to. Et af hans – efter min opfattelse – vigtigste resultater stammer fra 1977 og er skrevet sammen ikke med Tirole, men Jerry Green. Det handler primært om kollektive goder. Og den centrale problemstilling er den samme som i arbejderne sammen med Tirole og i Tiroles arbejder i øvrigt.

Denne problemstilling er, at myndighederne ikke som udgangspunkt kender til alle de informationer, som borgere og virksomheder sidder inde med. Vores præferencer kender vi som udgangspunkt kun selv. Problemet kaldes asymetrisk information.

En vigtig konklusion i økonomisk teori er, at priser og grænsenytte bør svare til hinanden. Hvis jeg værdsætter en ekstra gaffel til 100 kr. – dvs. er parat til at betale 100 kr. for den -, men den koster 50 kr. at fremstille, bør jeg have en ekstra gaffel. Og jeg bør blive ved med at få flere, lige til min nytte af en endnu en ekstra gaffel er faldet til 50 kr.

En gaffel er et såkaldt privat gode. Derfor findes der en simpel måde at finde ud af mine præferencer på. Lad der være et privat marked for gafler, og jeg vil blive ved med at købe, indtil min grænsenytte svarer til prisen. Faktisk behøver myndighederne slet ikke opsamle oplysninger om min grænsenytte. Hvis de blot tillader et frit marked for gafler, vil der decentralt og spontant blive allokeret gafler efter reglen om pris og grænsenytte.

Men konklusionen om spontan optimal markedsallokering gælder ikke for alle goder. Såkaldt kollektive goder bliver forbrugt i fællesskab med andre. Forsvaret er standardeksemplet. En ekstra enhed forsvar (f.eks. et ekstra kampfly) vil beskytte ikke bare den enkelte forbruger, men også alle andre under den fælles paraply. Ved kollektive goder er reglen, at prisen skal svare til summen af alle individers grænsenytte. Altså bør forsvaret indkøbe kampfly op til det punkt, hvor prisen svarer til grænsenytten for samtlige danskere.

Hvis forsvaret skal leveres af et almindeligt marked, vil det ikke levere dette resultat. Vi vil hver især købe, indtil prisen svarer til vor personlige grænsenytte. Sandsynligvis vil det betyde, at der ingen kampfly bliver købt. Man kunne i stedet indsamle frivillige bidrag, så der blev skillinget sammen. Men i så fald har vi et incitament til at skjule vores sande præferencer og lade som om, vores grænsenytte er nul, så andre kommer til at betale. Når indsamleren til forsvaret kommer rundt, vil jeg fortælle ham, at jeg er pacifist og sende ham videre til naboen (som gør det samme).

Slå nu op i en simpel lærebog i økonomi. Den vil sige, at kollektive goder er argumentet par excellence for at have en stat. Markedet kan ikke levere et tilstrækkeligt omfang af kollektive goder, så derfor må staten gøre det.

Men det er en postgang for tidligt at konkludere sådan. Staten kan kun løse opgaven, hvis den kender alle borgernes præferencer. Og det gør den som udgangspunkt ikke. Det gør kun borgerne selv. Staten kan selvfølgelig spørge, men her er problemet at få borgerne til at tale sandfærdigt. Antag at borgernes individuelle betaling for det kollektive gode er uafhængigt af, hvad de svarer. Så har de en interesse i at overdrive. Tror jeg, at danskerne i gennemsnit ønsker et lavere forsvarsbudget end jeg selv, kompenserer jeg ved at overdrive min betalingsvillighed. Eller omvendt. Man kan også lade folks betaling afhænge af, hvad de svarer. Men så løber man ind i samme problem som ved en frivillig indsamling.

Er der en løsning? Svaret er tjaaa. Og svaret skyldes Green og Laffonts artikel.

Hvad går løsningen ud på? Jo, man kan betjene sig af et snedigt udformet skattesystem, Clarke-Groves-skatter. Ideen er groft sagt følgende. Antag vi har to projekter over for hinanden. Det kunne være en pakke med et lille og en pakke med et stort luftvåben. Borgerne bliver bedt om at fortælle, hvor meget de værdsætter den lille og den store pakke. Myndighederne tæller sammen, og den mest værdsatte pakke bliver valgt. Nu udskrives der så en særlig skat. Hvis jeg har stemt på vinderpakken, og hvis vinderpakken ikke var blevet valgt uden min stemme, skal jeg betale en skat svarende til forskellen mellem, hvor meget de to pakker blev værdsat af alle andre, uden min deltagelse. Jeg kommer altså kun til at betale, hvis mine præferencer gør forskellen, og højst hvad svarer til hvor meget jeg værdsætter den ene pakke frem for den anden. Man kan nu vise, at borgerne har et incitament til at tale sandt om deres præferencer, når de ved, at de bliver beskattet på denne måde. Er de for fedtede, risikerer de, at det ikke foretrukne bliver valgt, hvor de kunne have fået det mest foretrukne for en pris, de gerne vil betale. Overdriver de, risikerer de at komme til at betale for meget i skat i forhold til, hvad det er værd for dem, at deres foretrukne løsning bliver valgt.

Green og Laffont påviste, at alene varianter af dette skattesystem “tvinger” borgerne til at afsløre deres sande præferencer. Det er et vigtigt resultat af flere grunde, som jeg vender tilbage til straks. Men først er det værd at notere sig, at denne måde at tænke på gennemsyrer Laffont og Tiroles arbejder. Nobelprisen blev ikke mindst motiveret med deres fælles arbejde om regulering af virksomheder under begrænset konkurrence. Her designede de to et særligt system af kontrakter, som aftvinger profitsøgende virksomheder sandfærdige svar.

Men tilbage til kollektive goder og Clark-Grovesskatten. Den er det eneste mulighed for at finde et optimalt udbud af et kollektivt gode som det fælles forsvar. Det ved vi fra Green og Laffonts bevis. Der er bare nogle hager ved dette system. For det første er det en kompleks omgang at køre alle alternativer igennem, indtil man finder smørhullet, hvor pris og grænsenytte svarer til hinanden (medmindre man kan få borgerne til at indrapportere deres præferencer som en matematisk funktion). For det andet holder konklusionen kun, hvis man smider indtægterne fra den særlige skat væk. Selve det kollektive gode må finansieres via det almindelige skattesystem. For det tredje og måske mest problematisk: Systemet er sårbart over for, at to eller flere borgere rotter sig sammen om at overdrive.

Det er da også sigende, at der er meget få konkrete eksempler på, Clark-Groves-skatter benyttes i praksis. Hvordan størrelsen af det danske forsvar relaterer sig til borgernes præferencer ved ingen, og ingen forsøg bliver gjort på at finde ud af det.

Implikationen af Green og Laffont er altså, at vi er henvist til imperfekte systemer til at håndtere kollektive goder. Det er ikke længere sådan, at valget står mellem et imperfekt marked og en perfekt statslig løsning. Og så har vi ikke engang taget hul på de problemer, der knytter sig til, at staten også – som markedet – består af aktører, der ikke automatisk bare er ude på at maksimere den kollektive velfærd. Man kan bl.a. vise, at alle andre end diktatoriske beslutningsmekanismer er sårbare over for manipulation.

Et forsøg måske det mest ambitiøse hidtil på at opstille et imperfekt privat alternativ til statslig forsyning af kollektive goder er Anthony de Jasays “Social Contract, Free-ride” (se her for min vurdering af det). Andre veje er James Buchanans klubløsninger.

Der er ingen tvivl om, at Laffont og Tiroles inklination var og er at søge at finde på statslige løsninger på problemerne med asymmetrisk information – også selv om de måtte være langt fra idealiserede first-best løsninger, hvor det antages, at staten har perfekt information og ingen mangel på god vilje. Og skal staten endelig løse problemer, bør den da gøre det så godt som muligt. Men det er påfaldende, at der er så få historiske eksempler på f.eks. forsøg med Clark-Grovesligende mekanismer eller de kontraktsystemer, Laffont og Tirole pegede på som det bedste redskab til konkurrenceregulering. Og at de har afdækket så mange eksempler på, at regulering har gjort mere skade end gavn. Forklaringen skal givetvis findes i, at de er ekstremt komplekse at føre ud i livet. Men også at nissen har det med at flytte med, når man går i gang med at løse såkaldte “markedsfejl” – som forekomsten af kollektive goder – med statslige midler.

2 Comments

  1. Jeg tror ikke bare der er en tendens til at overdrive, for at opnå det niveau man ønsker, når man skal give udtryk for sine præferencer. Der er sikkert også en større tendens til at give udtryk for præferencer som man egentligt ikke har brug for, fordi det jo er naboen der betaler.

    I Danmark burde vi måske i stedet bruge mere tid på at definere hvad der er kollektive goder. Lægehjælp, børnepasning, uddannelse…
    Tror at de fleste af Punditokraternes hurtigt kan blive enige om at størstedelen af de offentlige udgifter ikke går til kollektive goder, men til goder som ligesåvel kunne have været brugerfinansieret.

    Hvis der ryddes op, så tror jeg at hele denne problemstilling er meget lettere at tage stilling til.

    • Johannes Polemicus

      20. oktober 2014 at 11:18

      Argumentet for offentlig lægehjælp eller uddannelse har ikke noget med offentlige goder i en økonom-faglig betydning at gøre. Det handler om fordelingsvirkninger.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑