Hvorfor er et liv uden børn suspekt?

Jeg oplever ofte, at mens venstrefløjen hylder mangfoldighed, er folk på højrefløjen som individer mere tolerante overfor livsvalg, der ikke ligner deres. Men der synes at være et bestemt livsvalg, hvor venstre- som højrefløj ofte er lige intolerante og fordømmende: Valget af et liv uden børn. Dagens spørgsmål – eller måske mere dagens undren – er hvorfor et liberalt verdenssyn ikke udstrækker sig til netop valget om børn.

Det grundlæggende er, at jeg opfatter det som en central del af et liberalt verdens- og menneskesyn, at man lader det være op til den enkelte at vælge hans eller hendes eget liv. Så længe man kan forsørge sig selv og ikke i sine livsvalg urimeligt begrænser andres livsvalg – gennem kriminelle valg og andet – er min holdning, at der ingen valide grunde er til at lægge grænser for livsvalgene. Det samme gælder andres behandling af ens valg. Man har ingen krav på andre menneskers respekt for dem – respekt er som bekendt noget, man gør sig fortjent til – men man har et liberalt krav på deres tolerance og dermed deres implicitte accept af ens ret til at træffe de pågældende valg.

De fleste danskere er da også ganske liberale i deres syn på personlige valg. Homoseksualitet er almindeligt accepteret udenfor små, religiøse kredse, kun meget få regner med, at børn bør vælge deres forældres karrierevej eller deres ægteskabsvalg for børnene, og valget af både hvor man bor og hvordan er fri for tabuer. Men når det gælder valget ikke at ville have børn, er danskerne helt anderledes. På netop dét punkt mener mange øjensynligt – på trods af at de ellers erklærer sig liberale – at der kun er et rigtigt liv: Find en kæreste og få mindst et barn. Så hvorfor er valget af børn – eller mere specifikt fravalget af at få børn – så kontroversielt?

Taler man med folk om emnet, er ufrivillig barnløshed en tragedie, mens frivillig barnløshed er dybt suspekt. Som Lone Frank fortæller i Berlingske i dag, opfattes det ofte som et meget egoistisk og koldhjertet valg. Argumentet at man ikke har lyst til et liv med børn affærdiges ofte med, at det ved man da ikke, før man har fået dem. Andre opfatter det tydeligvis som en pligt at få børn, men en pligt overfor hvem og hvorfor?

En første undren er, hvordan det kan være et egoistisk valg ikke at få børn. Argumentet synes at hvile på en antagelse om, at folk primært får børn af altruistiske årsager. Er det korrekt? Det tror jeg næppe, det er. Mange mennesker synes at få børn fordi de mener, det på en eller anden måde giver dem en status – nogle fine præmiebørn, der kan paradere foran venner og familie. For det andet er hele argumentet, at det er egoistisk ikke at få børn, ret forvirret. Robinson Crusoe var ikke egoistisk og kunne per definition ikke være egoistisk – han var alene på sin ø. Egoistisk adfærd som begreb giver kun mening, når adfærden har konsekvenser overfor andre mennesker.

Så hvem er de andre mennesker, man angiveligt er egoistisk overfor? Der er to muligheder: Børnene og andre voksne mere generelt. Her falder argumentet igen, for man kan ikke være egoistisk overfor nogen, der ikke eksisterer. Med andre ord er valget, ikke at få børn, et valg der netop ikke kan være egoistisk, medmindre man mener at de mulige, fremtidige børn – dem man åbenbart er egoistisk overfor – allerede eksisterer i en metafysisk forstand. Men så har dem, der argumenter imod frivillig barnløshed som validt valg jo placeret deres holdning i en quasi-religiøs position, som er immun overfor et hvilket som helst argument.

Gælder det omvendt, at man er egoistisk overfor andre voksne, synes argumentet at hvile på, at man enten har eller bør have et atavistisk instinkt om, at alle bør gøre deres ’pligt’ overfor gruppen og få børn. Men i argumentet om, at andre i en gruppe, som de andre mener at man enten tilhører eller bør tilhøre, har et automatisk krav på ens livsvalg, er vel næppe særligt liberalt? Det er nærmere et proto-kommunistisk syn på folks ret.

Et sidste synspunkt, som jeg og andre venner uden børn har mødt, er at folk uden børn ikke kan være til ’gavn’ for andre. Ideen synes at være, at det er til gavn for andre mennesker, at man får børn. De har altså igen en form for krav på ens livsvalg, men her nogle gange formuleret som et krav på, at vi får børn som kan finansiere andre menneskers pension. Det argument er der to problemer med. For det første finansierer en generation kun den forrige generations pension i et rent pay-as-you-go system – som Danmark har været på vej væk fra i snart mange år. I et fuldt fundet pensionssystem, hvad enten det er drevet privat eller statsligt, finansierer hver generation sin egen pension. Så medmindre dem, der formulerer argumentet, simpelthen ikke forstår diskussionen, må der ligge en normativ vurdering af pensionssystemer bag. Og så er vi tilbage i et ganske illiberalt udgangspunkt. For det andet må man spørge om, hvem der i et skandinavisk system netto trækker mest på statens – og altså andres tvungent solidariske – udgifter. Får man børn, skal børnene i ’gratis’ skole, på ’gratis’ hospital, osv. Er det billigere end de eventuelle pensionskrav, som frivilligt barnløse måtte have i det nuværende system? Næppe.

Som et individ med liberale værdier burde der ikke være noget suspekt i et livsvalg uden børn, men mange opfatter det alligevel som et ’forkert’ valg. Man kan nogle gange få den mistanke, at de er sure over, at de af os der er ’frivilligt barnløse’, ikke deler deres elendighed og bekymringer. Man kan også mistænke dem for, at både det og deres instinktive afvisning af vores livsvalg, er det der får dem til at mene, at vi da sagtens kan blive en ekstra time fredag eftermiddag, eller undervise et ekstra kursus – ’for du har jo ikke børn’. Men børn er hverken en pligt eller en undskyldning – de er et frit valg, som man burde kunne tage selv uden bekymring for andres tabuer.

12 thoughts on “Hvorfor er et liv uden børn suspekt?

  1. Manden uden børn

    Prøv lige at dyrke offerrollen lidt mere, og så vil alt være klar til en kronik i Politiken. Lone Frank får allerede en del opmærksomhed på at fortælle hvor undertrykt en minoritet hun tilhører.

    Jeg er ikke bekendt med at nogen hverken højre- eller venstreorienterede er tilhængere af at tvinge folk til at få børn. Hvori består intolerancen. Tolererer de ikke netop Jeres valg?

    De undrer sig derimod. Men ærlig talt, har jeg svært ved at tro at der er mange der er specielt “fordømmende”. Du tror ikke at de bare undrer sig rigtig meget, fordi det trods alt er normalt at få børn, og at de fleste der har børn betragter det som den største begivenhed/gave i deres liv. Så kan det være svært at forstå andres fravalg.

    Men “fordømmende”, det har jeg – der selv er barnløs – aldrig oplevet fra nogens side. Jeg har altid betragtet det som forundring, nysgerrighed om hvorfor, osv.

    Måske dig og Lone Frank bare skulle drikke en kop kaffe og slappe lidt af.

    Svar
  2. Lars R. Hansen

    Hvad taler du om?

    Hvem er det, der ikke tolererer, du ikke vil sætte unger i verden – men sikkert desuagtet gerne vil have nogle andres unger til at passe dig, når du bliver gammel og pasningskrævende – jeg kender ikke til nogen, som ikke kan tolerere folk er frivilligt ureproduktive, men jeg medgiver da, at sådanne folk, de frivilligt barnløse, ofte forekommer mig at være mennesker, der ikke vil blive voksne og påtage sig et naturligt og menneskeligt berigende, ja, fuldstændiggørende, ansvar for at videreføre nationen ved at sætte sin del af den næste generation i verden – og give faklen, der er ført fra generation til generation gennem tiderne videre – og det er ikke metafysik.

    Mere jordnært – så bliver tidligere venner og bekendte, frivilligt som ufrivilligt barnløse, mindre interessante at pleje omgang med, når man selv har stiftet familie – hvad blandt andet skyldes, at der er så stor og altafgørende en del af livet de intet begreb har om – deres erfaringsverden er altså afgørende indskrænket i forhold til ens egen – hvortil kommer nogle mere praktisk forhold, hvor børnefamilier svinger bedre (kan lave flere aktiviteter sammen) med andre børnefamilier end end ungkarle eller barnløse par.

    Under alle omstændigheder har barnløse ikke krav på noget som helst – ud over deres frihedsrettigheder respekteres som loven nu lyder – men sgu ikke nogens social tolerance, selskab eller lignende – hvis nogen ikke gider pleje social omgang med barnløse par eller singler – så bliver man ikke mindre liberal af den grund.

    Svar
  3. Kjeld Flarup

    Jeg må nok sige at jeg læste den klumme med åben mund og polypper. Det er noget som jeg ikke på nogen måde kan genkende, og jeg bor trods alt i Vestjylland. Jeg kender mange som ikke har børn, inkl mine søskende. Jeg har i hvert fald aldrig betragtet nogen af dem som suspekt eller kritiseret dem. Den eneste kritik vil jeg tro kommer fra de forsmåede bedsteforældre.

    Når det så er sagt, så vil jeg da helt klart erklære mig skyldig i at bringe emnet op, men derfra og til intolerance er der et stykke vej.

    Det at få børn er dog en så grundlæggende drift ved mennesket at det pirrer til vores normalitetsbegreb. Så hvis et par vælger ikke at få børn, ja så er de ikke normale, det kan man selvfølgelig ikke komme udenom. Fra psykiatrien vides det at mange lidelser har grund i at patienten ikke føler sig normal, og når vi rent faktisk har en situation hvor man ikke er normal, så kan der godt opstå lidt sensitivitet overfor omverdenens reaktion.

    Der er dog et men i din argumentation. Hvad hjælper er fuldt fundet pensionssystem, hvis alle vælger ikke at få børn. Ved godt det er et tænkt eksempel, men udbud og efterspørgsel vil udhule den fulde funding, hvis der ikke er nok i den efterfølgende generation til at producere de behov som pensionisterne måtte have. Vi ved også at ingen kan klare sig alene, vi er afhængige af at der er andre mennesker. Derfor har vi også et incitament til at naboen også får børn.

    Denne historie kan bestemt ikke afkobles fra homoseksualitet. Kan man ikke acceptere at naboen ikke får børn, kan man heller ikke acceptere homoseksualitet. Ved ikke om der er nogen som bar bemærket det, men homoseksuelle kan altså ikke få børn – i hvert fald ikke på den naturlige måde. Så hvis der var noget i denne historie, så burde homofobien stadigt leve i aller bedste velgående. Det gør den så ikke, og spørgsmålet er så om det er fordi der har kørt store kampagner for de homoseksuelle – eller om det er fordi de homoseksuelle har fundet måde at få børn på.
    Eller om der ikke er noget i historien.

    Svar
  4. Lars R. Hansen

    News flash – homoseksuelle kan godt få børn – det kræver dog de finder sammen om akten på tværs af deres seksuelle orientering, subsidiært inseminationen sker assisteret.

    Ellers enig i dine betragtninger, Flarup.

    Svar
  5. Uffe

    Det er fint med mig at man fravælger at få børn. Det er op til en selv.

    Men så ønsker jeg også larmende stilhed den dag man sidder alene og mangler selskab som ældre. Den dag man har behov for pasning.

    Det danske system beskriver du som et hvor generationerne ikke tager fra hinanden – er det korrekt opfattet?

    Jeg deler i så fald ikke den opfattelse, jeg mener i høj grad at den tidligere generation pålægger næste generation store byrder, der accelererer i væksthæmmende bureaukrati, regeltyranni, skattetryk, for få nye skatteborgere (hint hint) og gældsættelse.

    Kan du ikke forklare en stakkels ingeniør hvorfor de nævnte samfundsproblemer ikke driver fra generation til generation?

    I tiden omtales ofte “hængekøjekurven” som udtryk for at statens finanser fra 2020 ud til 2050 ikke hænger sammen og kræver massiv gældsættelse medmindre man ønsker at reformere de politiske løfter afgivet i 70erne. Jeg mener at det er et tegn på generationsoverførte byrder som beskrevet ovenfor.

    Svar
    1. Kyed

      Sjovt. Hvis dit krav om larmende stilhed skal tages alvorligt, Uffe, skal jeg så også bede forældre om at lukke gabet, når de engang imellem beklager sig over manglende søvn pga. skrigende børn? Nej vel. Sådanne ytringer bør vi nok begge kunne tolerere. Selv helt forventelige udfordringer kan vi mennesker have brug for at få afløb for.

      Svar
  6. Jens Emil Eistrup

    Den moralske status af ikke-eksisterende individer? Det er da meget spændende, selvom det nok ligger lidt udenfor dette indlægs sigte. Alle utilitaristiske teorier, der indeholder en diskontering af fremtidig lykke/nytte, giver ikke-eksisterende individer moralsk betydning.
    Desuden så er spørgsmålet om den ontologiske status af ikke-instansierede objekter (det gyldne bjerg, enhjørninge etc.) ikke et uvæsentligt eller religiøst spørgsmål. Bertrand Russells ‘On Denoting omhandler bl.a. dette spørgsmål. Så kan der vist heller ikke koges mere suppe på det lille afsnit.

    Svar
  7. Kyed

    Efter at have læst tråden føler jeg behov for at støtte Bjørnskov.
    Jeg møder ikke sjældent det samme. Det er fint nok, når der bare er tale om undren. Men i andre tilfælde er ‘suspekt’ et rammende udtryk. Jeg overlever det nok, men tolerant kan ikke kalde det.
    Og når jeg bliver konfronteret med mit “egoistiske valg”, har jeg ofte spurgt, om det ikke er forældreskabet, der er det egoistiske valg. Der er vel ikke ligefrem mangel på børn i verden. Så hvorfor bringe flere til verden, hvis ikke for egen skyld? Hvis forældre handlede ud fra ren altruisme (hvilke enkelte har dristet sig til at fremføre), så burde de vel i stedet adoptere eller blive plejeforældre.
    Behøver jeg at nævne, hvor dårligt det budskab bliver modtaget?

    Svar
  8. Caroline Kofahl

    Bliver man betragtet som suspekt, fordi man ikke har børn? Eller er problemet, at danskere generelt gerne vil kommentere barnløshed, og finde en “løsning på problemet”. Hvilket man så må finde sig i, uanset om det i virkeligheden ikke er et problem, og man ikke ser det som sin pligt at forklare sig for mere eller mindre fremmede, eller det opleves som ens livs sorteste nedtur, hvilket de færreste vil have udbasuneret for gud og navnlig hvermand.

    Det jeg ser som problemet, er den omsiggribende mangel på respekt for privatliv. Alt er åbent (måske en af årsagerne til visse menneskers barnløshed), og man accepterer ikke andres blufærdighed og krav om, at det private er privat.

    Svar
  9. Jo Carlsen

    Hej,
    Vi er to studerende fra Danmarks Medie- og journalisthøjskole, som leder efter mænd i alderen 40+, som ikke har fået børn. Efter at have researchet en del på emnet barnløshed blandt danske mænd og kvinder, er det blevet klart, at det nærmest udelukkende er kvinders stemmer, man hører i debatten om emnet. Vi er nysgerrige på den mandlige version af historien og hvilke tanker, der ligger bag en sådan beslutning. Dette gælder både barnløshed som et frivilligt, bevidst valg og ufrivillig barnløshed.
    Hvis nogen har lyst til at lade sig interviewe om dette, vil vi blive meget glade for at høre fra jer på mail: jocarlsen@hotmail.com.

    Venlig hilsen Mona Sørensen og Jo Carlsen

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.