Tullock-tabet

Som redaktøren har bekendtgjort, døde Gordon Tullock i går. Tullock var ikke uddannet økonom, og måske derfor var han derfor i stand til at få øje på vinkler, andre ikke så.

Han var sammen med James Buchanan – som døde tidligere i år – medforfatter til “Calculus of Consent” og en fædrene til public choice-disciplinen. Selv om Tullock leverede mange forskellige bidrag, er hans bedst kendte nok teorien om “rent-seeking” (eller “gevinstsøgning”). I grunden er ideen simpel – når man først får øjnene op for den. Og når den er kommet ind under huden, opdager man ”rent-seeking” allevegne (jeg har selv brugt ideen her).

Rent-seeking beskriver en grundlæggende mekanisme i ikke mindst politik og forklarer, hvorfor politiske beslutninger så ofte har store samfundsøkonomiske omkostninger.

Først lidt forhistorie. Økonomer har længe vidst, at monopoler tager højere priser end virksomheder på et konkurrencepræget marked. Det giver dem en såkaldt monopolrente eller monopolfortjeneste. I standardmonopolmodellen er der også et samfundsøkonomisk tab. Det er bare ikke særlig stort, som den amerikanske økonom Harberger viste. Det kaldes Harberger-trekanten.

Men det slog Tullock, at der også kunne være et andet samfundsøkonomisk tab ved monopoler. Og et der kunne være meget større. Forklaringen er følgende: En monopolrente trækker konkurrenter til. Under normale markedsforhold konkurrerer man ved at sætte prisen ned. Men i takt med, at virksomhederne sætter prisen ned for at tiltrække kunder eller holde på dem, de har, forsvinder monopolrenten. Virksomhederne taber, men kunderne vinder. Og nettoresultatet er en samfundsøkonomisk gevinst, fordi Harberger-trekanten også forsvinder.

Antag imidlertid, at monopolisten i stedet for at svare igen med priskonkurrence vælger at gå til f.eks. politikerne og bede om lovens beskyttelse. Monopolet og monopolrenten opretholdes. Men det er ikke gratis at forsøge at påvirke politikerne. Det koster udgifter til lobbyister og konsulenter (som kan udarbejde rapporter med påvisning af de mange vigtige sociale, kulturelle eller lignende grunde til, at monopolet bør opretholdes). Man må dog samtidig forvente, at konkurrenterne stadig vil være tillokket af monopolrenten. De vil derfor også blive draget til at afholde udgifter for at påvirke myndighederne til at give dem en del af kagen (eller måske overtage eneretten helt).

Tullocks pointe er, at denne konkurrence om ”renten” medfører et ressourcetab. I modsætning til de ressourcer, virksomhederne mister ved priskonkurrence – og som ikke er tab for samfundet, men overførsler til forbrugerne – er ressourcetabet ved rentseeking samfundsøkonomisk dødvægt. Ligesom Harbergertrekanten er det. Dette tab lagde Tullock navn til og hedder nu Tullocktabet.

Hvor stort er Tullocktabet? Hvis der er mange kombattanter, kan det ende med et tab svarende til hele monopolrenten. Tænk på et lotteri. Så længe der er solgt lodder for mindre end præmiesummen, vil der være en forventet gevinst ved at købe et lod mere. Og sådan er det, lige indtil der er solgt lodder svarende til gevinstsummen (kan man vinde 100 kr. og der er solgt 100 lodder af en krone, er den forventede præmie 0,01×100 kr. = 1 kr., svarende prisen på et lod). Nu er rigtige lotterier ikke rentseeking, fordi betalingen for lodderne ikke går tabt. Men hvis lotteriet i stedet blev afgjort ved at slås, ville krigsomkostningerne være reelle omkostninger. Eller tænk på 100 kommuner, der hver bruger 100.000 kr. på at få andel i en pulje på 10 mio. kr. Netto går puljen tabt i omkostninger.

Hvis der kun er to kombattanter i et rentseekingspil, vil Tullocktabet ”kun” være halvdelen af renten (under standardforudsætninger). Selv det kan være meget i forhold til Harberger-trekanten. Tullock pegede på, at tabet under visse (omdiskuterede) forudsætninger endda kan være mere end 100 pct. af renten.

Det er som sagt let at få øje på Tullocktab allevegne. F.eks. virksomheder der konkurrerer om at komme først med et patent. Forbrydere der konkurrerer indbyrdes og i kamp mod politiet om ofrenes penge. Partier og andre politiske aktører der konkurrerer om skatteydernes penge. Interessegrupper som konkurrerer om statens penge. I modsætning til de ressourcer, der går til ved produktive handlinger, kommer der ikke nye goder ud af det, men kun omfordeling af de eksisterende ved rentseeking. Vi kan langt hen ad vejen se det politiske system som et virvar af rentseeking-spil.

Derfor er der også en pointe i at gøre rentseeking så lidt attraktiv som muligt og til gengæld gøre produktive handlinger så attraktive som muligt. Det kan man bl.a. ved at skabe asymmetri mellem de potentielle kombattanter. En af de mest effektive asymmetrier hedder privat ejendomsret. Hvis ejendomsretten var så stærk, at den slet ikke kunne omtvistes, ville det afholde andre fra at forsøge sig med at tilrane den private ejendom. Ejererne vil omvendt være sikre på at kunne høste frugten af at anvende deres ressourcer produktivt. Men mindre end fuld sikkerhed kan også gøre det.

En anden mulighed for at begrænse rentseeking er at begrænse adgangen for et flertal til at tilegne sig på mindretallets bekostning. Det kan være med forfatningsregler som dem, Tullock og Buchanan analyserede i ”Calculus of Consent”.

Så indsigten i rentseeking-mekanismen er både stærk som analyseredskab og instrument til forbedringer. Den er en gave til enhver, som interesserer sig for politik og politisk filosofi.

Gordon Tullock var selvsagt ikke den første til at indse problematikken. Men han skabte en hidtil uset klarhed om dens mekanik og konsekvenser.

1 thought on “Tullock-tabet

  1. Pingback: Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af? – Punditokraterne

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.