Murens fald – og harens sejr over skildpadden

I dag fejrer vi Murens Fald for 25 år siden. Det var en fantastisk begivenhed. Planøkonomien – som så mange havde troet på i 1970erne – brød sammen. I løbet af få år fulgte Sovjetunionens sammenbrud.

Først og fremmest betød det frihed. Dernæst betød det en chance for, at befolkningerne kunne få del i den velstand, som markedsøkonomierne i Vest havde nydt godt af. Men hvordan kom man bedst til det?

Min egen opfattelse på det tidspunkt var præget af Vesttysklands skæbne efter krigen. Ikke alene var tysk økonomi på hælene efter sønderbombningen og krigsnederlaget. Da de allierede militærmagter overtog administrationen, var det med industriplaner og central økonomisk styring. I 1948 var ifølge Wilhelm Röpke: “Tyskland tilintetgjort i en sådan grad og forvandlet til sådan et kaos, at ingen, som ikke har set det med deres egne øjne, vil kunne forestille sig det”. Citatet stammer fra Ludwig Erhards “Velstand for alle”. Erhard greb som ny økonomiminister chancen og gennemførte totalt gennemgribende reformer: En valutareform, som indførte den snart så stærke D-mark og lave inflation, liberalisering af prisfastsættelsen, skattereform og reduktion af den offentlige økonomi. Det skete ikke med det engelske og amerikanske militærs gode vilje, men Erhard udnyttede sit mandat til at foretage de lempelser i prisreguleringen, han fandt nødvendige, til “så hurtigt som muligt [at] likvidere så mange regulerings- og prisbestemmelser som muligt”. Resten af reformerne fulgte straks efter trop. Tyskland rejste sig meget hurtigt – allerede i løbet af 1949. I løbet af 50erne kom det tyske “wirtshaftswunder” med mere end en fordobling af produktionen i løbet af årtiet.

Derfor var mit synspunkt ved Murens fald, at de postkommunistiske lande burde lære af de tyske erfaringer. Reformerne burde gennemføres hurtigst muligt.

Men var det klogt? Det har været omdiskuteret. I et nyt arbejdspapir har økonomen Andrei Shleifer fra Harvard og politologen Daniel Treisman fra UCLA forsøgt at gøre status. De er bemærkelsesværdigt klare i mælet:

From early on, critics claimed that reforms had failed in certain Eastern European states
because they had been pursued in too radical a manner. Countries that proceeded more
slowly and methodically were said to have fared better.

As Nobel laureate Joseph Stiglitz put it: “gradualist policies lead to less pain in the short
run, greater social and political stability, and faster growth in the long [run]. In the race
between the tortoise and the hare, it appears that the tortoise has won again.”

This view appealed to those in the East whose privileges were threatened by
liberalization and those in the West who distrusted market forces or felt excluded from
the debate. But it was wrong. By the mid-1990s, countries that had embraced radical
reform were outperforming those that had delayed.

Og hvordan gik det med ambitionerne om frihed og højere levestandard?

The transition has had its disappointments. Central Asia hardly inspires emulation. Russia
and Hungary have taken political wrong turns. But, overall, the changes since 1989 have
been a remarkable success.

In most postcommunist states, life has improved, often dramatically. Citizens enjoy
higher living standards, broader political rights, greater autonomy and personal dignity.

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.