Hvor homogene er danskerne egentlig?

En af de særligt stærke forestillinger, som danskerne har om sig hinanden, er at de er meget homogene. Nok ser vi ret ens ud og fordi vi på visse punkter er tydeligt anderledes end folk i de fleste andre lande, tror vi derfor, at vi er homogene på alle punkter. Det passer dog dårligt med min erfaring, og det passer dårligt med den evidens, vi har fra bl.a. internationale spørgeskemaundersøgelser. Så da jeg i weekenden underviste i public choice og i den forbindelse også tog diskussionen om, hvordan offentlige monopolydelser håndterer større præferencediversitet, tog jeg igen et kig på data.

Tager man den europæiske værdiundersøgelse som udgangspunkt, er her nogle eksempler. Jeg har taget 13 spørgsmål ud: Folks vurdering af vigtigheden af arbejde, familie, politik og religion, deres grad af accept af at snyde med offentlige ydelser, skat og stjæle biler for sjov (joyriding), og af homoseksualitet og skilsmisse, deres syn på konkurrence, offentligt eller privat ejerskab, og hvem der har ansvaret for folks forsørgelse, og deres egen placering på en politisk højre-venstre-akse.

Ser man først på vigtigheden af politik eller accepten af homoseksualitet, skilsmisse og biltyveri, er vi blandt de mest homogene i Europa. Vores diversitet på de spørgsmål er henholdsvist nummer 46, 43, 45 og 43 af 47 lande. På en række af de andre spørgsmål ligger vi meget tæt på de europæiske gennemsnit – vi er altså lige så diverse i vores værdier som andre europæere – mens vi på særligt vurderingerne af vigtigheden af religion og arbejde er forbløffende diverse. På disse to spørgsmål er vi nummer 18 og 13, henholdsvis, og (målt på varianskoefficienten) 12 procent mere diverse end det europæiske gennemsnit.

Danskerne er således slet ikke så homogene, som vi går og tror. På centrale værdispørgsmål, og ikke mindst spørgsmål der går på arbejdsholdninger, er uenigheden betragtelig. Så måske er det egentlige spørgsmål, hvorfor uenigheden ikke skiller folk socialt, som den ser ud til at gøre i andre lande?

7 tanker om "Hvor homogene er danskerne egentlig?"

  1. QWERTY

    Kære Christian

    Jeg tror ikke danskerne er nær så dumme/tåbelige som du går og tror. Eller måske nærmere, som du er nødt til at antage for at du kan påtage dig rollen som den sandhedssøgende intellektuelle der på empirisk grundlag flår tæppet væk under fødderne på de godtroende men tåbelige ideer som danskerne går rundt med. Økonomiens pendant til Ole Bornedal – store intellektuelle der revser os.

    Det er ikke første gang du herinde ønsker at tage livtag med ideen om danskernes homogenitet – sidste gang var det med pinlige statistiske fiskfakserier i forbindelse med grænseflytninger i forhold til Tyskland.

    For det første – når der i debatten tales om homogenitet er det vist først og fremmest i forhold til indvandrings/multikultur temaet. Altså er det først og fremmest spørgsmålene om “race”, etnicitet, religiøst tilhørsforhold og “Kultur” (svært at definere, men har sikkert en del at gøre med hvad folk selv primært identificerer sig som og med hvem). Her kan der ikke herske meget tvivl om at Danmark historisk har været meget homogent.
    I forhold til “Multikulturalismen” som ideologi giver det ikke meget mening at tale om Danmark som andet end monokulturelt suppleret med bittesmå minoritet (lidt jøder, sigøjnere osv.)

    For det andet. Hvem har nogensinde hævdet at alle danskere skulle være “homogene” i den forstand du nu omtaler – altså som i politisk enige om f.eks. skat, privat vs. offentligt og andre politiske spørgsmål. Alle voksne mennesker er da klar over – om ikke andet så ved et kig på folketingets sammensætning i dag og de foregående mange mange årtier – at der er politiske uenigheder om hvordan staten skal være indrettet og deraf naturligvis også f.eks. deres syn på “vigtigheden” og “grad af accept” af forskellige emner.

    For det tredje. Bare den smule data du opsummerer kunne du vist ligeså godt vinkle med modsat fortegn; danskerne er også på utroligt mange politiske spørgsmål/værdi spørgsmål utroligt homogene sammenlignet med de fleste andre europæiske lande, bortset lige fra emnerne xxx og xxx.
    En mere besindig analyse ville nok også finde den vinkel mere passende – den angivelige enorme diversitet giver ikke just udslag en i vildt stor politisk afstand mellem partierne eller krav om dramatiske politiske reformer. Konsensus hersker i stærkt omfang, hvilket vel kunne indikere at dine spørgeskemaer måske ikke er verdens bedste værktøj til at måle og sammenligne “diversitet”. En anden vinkling/perspektiv på dine data, ville måske også kunne lede dig godt på vej i forhold til afsluttende spørgsmål;
    “hvorfor uenigheden ikke skiller folk socialt, som den ser ud til at gøre i andre lande?”

    Nuvel, hvis det kan gøre dig glad at “aflive” en stor myte (der givetvis er et produkt af den ondsindede velfærdsstat) så fred være med det. Det som bare kan undre er, at du vælger at præsentere din dataanalyse som om du gør om med en herskende debat/forestilling om “homogenitet vs. diversitet” selv om din analyse tager udgangspunkt i noget helt helt andet.
    Hvorfor ikke bare præsentere det som “public choice”, en analyse af danskernes politiske holdninger og derudfra diskutere offentlige ydelser og forskelle i præferencer og hvilke problemer der opstår dermed.

    Det er naturligvis lovligt at bruge “homogenitet” i andre sammenhænge end “indvandringsdebatten”, men da du er naturligvis ikke ubekendt med konteksten for den øvrige samfundsdebat (også sammenholdt med din tidligere analyse af “homogenitet”) så kommer indlægget ærlig talt til at virke lidt fjollet. Det er synd, for diskussionen af konsekvenserne af præferencediversitet er både spændende og relevant.

    Svar
  2. Lars R. Hansen

    Goddag Mand Økseskaft – min bror og jeg er ganske uenige om en række værdipolitiske emner – hvad ikke ændrer ved min bror og jeg udgør homogen del af den homogene danske befolkning.

    Når det ofte bemærkes, at den danske befolkning er – eller nærmere var – homogen, da tænkes der typisk næppe på ensartethed af værdipolitiske synspunkter, men det konstaterbare forhold, at Danmarks befolkning er – eller nærmere var – etnisk homogen med blot små nationale mindretal og endnu mindre fremmede diasporaer.

    Den selvpåførte liberale blindhed for etnicitet virker mere end almindelig tung her.

    Svar
    1. Johannes Polemicus

      Ikke helt så underligt, som du lader tro.

      Argumentet mod etnisk diversitet går på, at det medfører uoverstigelige kulturelle forskelle, fordi det ikke er comme-il-faut mere at pege på rent racemæssige forhold – du taler da også selv om “etnicitet”, altså et kulturelt fænomener, fremfor race.

      Hvis der virkeligt grundet denne etniske forskellighed er så stor værdiheterogeneitet – altså, at de fremmedes kultur er uforligneligt med vores – så må det jo kunne ses i undersøgelser af denne art. Ellers er vi tilbage til, at problemet ikke skyldes folks værdier, men et eller andet biologisk ved dem, fx deres hudfarve eller lignende.

      Svar
      1. QWERTY

        Polemicus plejer at være skarpere herinde. For det er netop mere underligt end som så, for det er jo tydeligt at Bjørnskov lader som om han fremfører empirisk dokumentation i mod argument X, selvom Bjørnskov i virkeligheden overhovedet ikke beskæftiger sig med argument X. Det er en anelse fjollet, for manden er jo ikke dum. Så Lars har selvfølgeligt ret – det virker anstrengt og tung at overvære den påtagede blindhed.
        Og det ændres ikke ved mere eller mindre åbenlyse associationstrick.

        Du misfortolker (bevidst) en del mere end du behøver, og din første sætning giver således heller ikke megen mening; “Argumentet mod etnisk diversitet går på, at det medfører uoverstigelige kulturelle forskelle, FORDI det ikke er comme-il-faut mere at pege på rent racemæssige forhold..”

        Argumentet om “kulturforskelle” har INTET at gøre med racemæssige forhold. Du kan roligt droppe dit “fordi”.

        De kulturelle konflikter opstår ikke fordi man ikke må snakke om race”. men derimod fordi der ofte er store kulturforskelle og forskelle i identitetsdyrkelsen.
        Selv i de tilfælde hvor disse kulturforskelle ikke udmønter sig i dramatiske forskelle i Jeres spørgeskemaer, kan alene gruppe-identifikationen medføre konfliktpotentiale. Selve dyrkelsen af etnicitet er jo udtryk for en art “os og dem” – øget etnisk diversitet medfører øget fokus på “gruppe-interesser”. Det kan næppe være i liberales interesse. Der skal en særlig påtaget blindhed til for ikke at observere sådanne “konflikter” ude i verden.

        Du har naturligvis helgarderet med “undersøgelser af denne art” der lyder som en temmelig bred kategori, men;
        1) kulturforskelle behøver naturligvis ikke komme til udtryk i spørgsmål om “ønsket skattetryk” eller andre teknikaliteter og detailspørgsmål i forhold til velfærdsstatens indretning. Dertil er der naturligvis også “indenfor en kultur” modsatrettede interesser i forhold til den mange spørgsmål f.eks. klasseinteresser, aldersbetingede interesser osv.

        2) der er ofte en verden til forskel på hvad folk “tilslutter” sig i spørgeskemaer, og så deres faktiske adfærd.

        3) “kultur” kommer ikke kun til udtryk i “værdier”. Kultur er vist også summen af vaner, traditioner, normer, menneskesyn, de bærende tanker og ideer om dit og dat i en befolkningsgruppe.
        Al den slags varierer selvfølgeligt fra individ til individ, men der kan naturligvis generaliseres på tværs af befolkningsgrupper – hvad er de typiske/dominerende/legitime osv. osv.
        Det er naturligvis ikke noget som kan opsamles i en liste af “værdier” (hvor alle jo kan tilslutte sig en lang række af plusord) eller spørgsmål om hvilken vægt man tillægger dit og dat (der som nævnt også kan påvirkes af mange andre forhold).

        Værdihomogenitet medfører ikke at det ikke giver mening at tale om forskellige kulturer og omvendt er værdiheterogenitet ikke udtryk for at en gruppe mennesker ikke kan være del af samme kultur.

        Svar
        1. Johannes Polemicus

          Jeg skal naturligvis beklage hvis jeg er faldet af på den 🙂

          Mere to the point: argumentet har i indvandringsdebatten i høj grad gået på, at der blandt indvandrere er andre værdier, end dem der gælder i Danmark (1,2). Såfremt dette argument står til troende, er det jo netop værdiheterogeneitet der er problemet. Man kunne dog argumentere for, at den værdiheterogeneitet der er mellem danskere og indvandrere er kvalitativt anderledes end den, der er danskere imellem – jeg har dog svært ved at se, at det ikke skulle kunne opfanges af spørgeskemaer (dog ikke nødvendigvis det, der er refereret i undersøgelsen).

          Det er en interessant påstand, du fremhæver: at indvandrere (og her vel specielt muslimer?) skulle være knyttet til en anden identitet, eksempelvis deres ummah, fremfor det nationale fællesskab. Der er nogen evidens for, at identitet er anderledes forankret blandt indvandrere: eksempelvis ser vi klart, at de er mere bundne til deres lokale identitet end til den nationale: der er flere “københavnere” end “danskere” blandt indvandrere bosat i København, eksempelvis.

          Det store dyr i åbenbaringen er således hvorvidt disse andre fællesskaber end det rent nationale er mere eller mindre inkluderende overfor personer med dansk afstamning. Jeg er således ikke sikker på, at “københavner” er mere etnisk ekskluderende end “dansker”, men det er jo et empirisk spørgsmål.

          (1) http://www.danskfolkeparti.dk/Udl%C3%A6ndige
          (2) http://www.bt.dk/politik/soeren-pind-indvandrere-truer-svensk-kultur-og-demokrati

          Svar
          1. QWERTY

            Alt forladt.

            1) Værdier er naturligvis en del af debatten, men der næppe mange der vil ophøje det til det eneste element. Dertil kommer at begreber som kultur/værdier er svært definerbare, så når f.eks. politikere i en hurtigt vending i tv eller et kort læserbrev skriver “værdier” tror jeg ikke det er rimeligt at betragte det som et snævert begreb løsrevet fra kulturelle normer/traditioner/osv.

            Jeg ved ikke hvor gode spørgeskemaer du kan konstruere, men jeg tror det er ret svært. Som nævnt er der en verden til forskel på hvad folk hævder at gå ind for og hvordan deres adfærd er i praksis. Det er let at gå ind for “ytringsfrihed” i en gallup undersøgelse, det er sværere at tolerere en muhammedtegning i praksis.
            Dertil kommer at spørgsmålene skal være virkeligt godt sammensat for at opfange kulturforskellene, f.eks. i forhold til ligestilling mellem kønnene. En somalier og en dansker kan muligvis svare identisk på mange spørgsmål i Bjørnskovs skemaer, men i praksis se vidt forskelligt på det (er et tørklæde undertrykkende eller frigørende – begge synspunkter er fremført i debatten).

            2) Det er vel evident at der findes “identiteter” hvor folk dyrker et fællesskab uanset at dette fællesskab rummer stor værdiheterogenitet.
            Problemstillingen er ikke udelukkede et muslimsk fænomen, selvom de nok udgør et særligt problem i kraft af deres religiøse ideer.
            Det kan være sproglige, religiøse, etniske fællesskaber eller såmænd som i f.eks. USA mellem “racer”

            Jeg er ikke overbevidst om at “tribalism” er et gode for et samfund. Der er ingen grund til at liberale skal lukke øjnene for den banale konstatering at de fleste mennesker verden over har andre “identiteter” end deres juridisk statsborgerskab og at disse “fællesskaber” spiller en rolle for samfundsudviklingen, heriblandt som en årsag til konflikter.

            Og det medfører såmænd bare at du ikke havde ret i din afsluttede påstand at der ENTEN måtte være stor værdiheterogenitet ELLER også måtte problemer kunne henføres til noget biologisk.

            Eksempelvis Belgien;kun få eksperter benægter at opdelingen af landet i to grupper har betydelige konsekvenser for det politiske liv. Uden at have noget nærmere kendskab til belgien, kan man da sagtens forestille sig at værdiheterogenitetet er større indenfor hver gruppe end mellem de to befolkningsgrupper.

            Svar
  3. Lars R. Hansen

    Den af Bjørnskov anførte svarforskellighed på de få værdipolitiske spørgsmål – der som hr. Q. rammende anførte ikke burde overraske – er ikke en påvisning af kulturforskelle – man er lige så kulturelt dansk uagtet om man er liberal eller socialist. Deres tilhørsforhold til det danske folkeslag – altså deres fælles etnicitet – og det erfaringsmæssigt dermed følgende indbyrdes sammenhængskraft eller gensidige solidaritet – berøres ikke af deres forskellige svar på disse få spørgsmål.

    Gentager – med en homogen befolkning tænkes der på andelen af befolkningen, som tilhører samme folkeslag – ikke en total politisk ensretning i en befolkning.

    Og det forholder sig rigtig nok sådan – at visse afgørende værdipolitiske synspunkter eller kulturelt betingede verdensbilleder og præferencer vil være mere fremherskende blandt visse folkeslag end andre – til et folkeslag høre en partikulær kultur med et bestemt organisk kompleks af fremherskende normer og værdier.

    Det forholder sig ligeledes sådan – at et folkeslag har højere indbyrdes sammenhængskraft eller solidaritet end mellem kulturfremmede – ønsker man samfund med høj social sammenhængskraft, stor statsloyalitet, herunder tilslutning til institutioner som Folketinget, retsvæsenet, folkeskolen eller Forsvaret, i det hele taget et stærkt, meningsfuldt og gensidigt forpligtende fællesskab, da er etnisk homogene samfund at foretrække – ønsker man samfund med lav social sammenhængskraft, ringe statsloyalitet, ringe folkelig opbakning til retsvæsen, politiske institutioner og et svagt, diffust og uforpligtende fællesskab, da er etnisk heterogene samfund at foretrække – hvorom alting er, har etnicitet og den etniske befolkningssammensætning mærkbar betydning.

    Svar

Skriv et svar