Den nye vismand

Forleden skiftede det Økonomiske Råd ud i sit formandskab. Det sker med jævne mellemrum, og begivenheden er vigtig, da formændene – i populær tale de økonomiske vismænd – tegner en del af den økonomiske debat i Danmark. Det er derfor ikke uden betydning, hvem der bliver valgt. Og i denne omgang har DØR taget et glimrende valg. Pilen har peget på professor Carl-Johan Dalgaard fra Københavns Universitet.

C-J er ikke bare mindre ortodoks i sin fremtoning og emnevalg end mange tidligere vismænd, men også både internationalt fremtrædende og en af de få, der har et klart fokus på konsekvenser på rigtigt langt sigt. Så mens DØR stadig kommer til at producere konjunkturanalyse, har man formået at bringe en vismand ind med reel indsigt i langsigtede udviklingsprocesser og produktivitetsudvikling. Hans faglige status er der ingen, der stiller spørgsmål ved. Med adskillige artikler i Journal of Economic Growth, The Economic Journal, og Review of Economics and Statistics, er han en af de bedst publicerede danske økonomer.

Ikke nok med det, har C-J – som en af de meget få danske vismænd nogensinde – egentlig kompetence i politisk økonomi, public choice, eller hvad man foretrækker at kalde feltet. Modsat en perlerække af ellers dygtige vismænd, burde han derfor ikke lide af en forestilling om, at bare man fortæller de flinke politikere hvad, der er op og ned, skal de nok gøre det rigtige. Uden at regne med, at institutionen ændrer retning med det samme, er udnævnelsen af C-J et skridt i den rigtige retning.

Skriv et svar