Embargo eller ej?

Obama-administrationen, i et sjældent klart øjeblik, har besluttet at løfte dele af embargoen på fødevareeksport, bygge- og kommunikationsudstyr overfor Cuba, og de to lande har aftalt at udveksle ambassadører. Den amerikanske regering har således taget det første skridt siden Kennedy mod at normalisere forholdet til det kommunistiske diktatur i Cuba. Dette skridt har udløst en voldsom debat om politikken overfor den sydlige nabo. Debatten står om, hvorvidt man skal vente på at Cuba bevæger sig mod demokrati og en vis respekt for menneskerettighederne, før man løfter embargoen – dvs. tilgangen i Helms-Burton-loven fra 1995 – eller om man bør begynde at løfte embargoen og regne med, at den friere handel, rejser og udveksling af information gør sit til at gøre Cuba demokratisk.

Problemet som de fleste, om end modvilligt for nogens vedkommende, er enige om, er at embargoen har været en ekstrem fiasko. Som Businessweek skrev forleden: ”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S” Fidel Castro var præsident fra sin magtovertagelse indtil 2008, hvor hans bror Raúl overtog og landet er stadig en af kommunismens sidste ‘bastioner’ i verden. Omvendt har handel, turisme og mere generelt information om resten af verden været en væsentlig del af forklaringen på, at nogle lande bliver demokratier og vel at mærke forbliver demokratiske (se f.eks. her eller her).

Den omvendte tilgang er at kræve, at et land tydeligt bevæger sig mod demokrati og menneskerettigheder før man åbner op for handel med landet. Argumentet er en blanding af et moralsk argument – vi burde ikke ’belønne’ afskyelige regimer – og et kausalargument, der handler om at en politisk gulerod i form af øget handel og investeringer kan få politikere til at opføre sig mere demokratisk og mindre undertrykkende. Problemet med dette argument er, at det implicit antager, at regimets selektorat – de særinteresser, der er knyttet til regimet – vil få gavn af handelen.

Det er i min optik på ingen måde klart, at det er tilfældet i andet end et meget begrænset antal særtilfælde, men det er et a priori validt argument. Empirisk er der dog ikke alt for meget støtte til dette synspunkt, mens det omvendt hos den sanktionerende part kan være politisk opportunt at begrænse handelen med Cuba. Amerikanske sukkerproducenter har for eksempel en ret stærk og indlysende interesse i at holde ved embargoen.

Tragedien uanset hvordan man ser på embargoen er, at Cuba inden Castros overtagelse var et af Latinamerikas rigere lande inden det blev kommunistisk. Sundhedsvæsenet var i særklasse og øen tiltrak ganske mange tilflyttere. Som Niels Westy tidligere har påpeget, lå der ved den kommunistiske magtovertagelse 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom. Cuba havde også i 1950erne omtrent samme levestandard som Portugal og Spanien, havde Latinamerikas højeste middellevealder og havde indtil 1952 været et relativt velfungerende præsidentielt demokrati. Uden Castro og hans ’revolution’, var Cuba da blevet til den Dominikanske Republik eller Barbados? Det kan ingen sige, men stort set ethvert alternativ er at foretrække for det kommunistiske Cuba.

3 Comments

  1. Jeg læste her for nogle uger siden en artikel i Weekendavisen, om at den første som Obama tilkaldte da Ukraine krisen brød ud var en ekspert i økonomisk krigsførelse. Sanktionerne mod Rusland kommer vel lidt i samme skuffe som Embargoen mod Cuba. Spørgsmålet er så hvor godt det virker, Rublen har i hvert fald taget en ordentlig rutsjetur. Forskellen er vel dog, at Cuba i 1950’erne ikke var en FIAT økonomi, men det er Rusland i dag.

  2. Christian Bjørnskov

    28. december 2014 at 10:19

    Man kan tydeligt se de økonomiske konsekvenser af sanktionerne mod Rusland, ligesom de også er ramt af faldende oliepriser. Spørgsmålet er blot, om det på nogen måde svækker Putin. Det tror jeg faktisk ikke bliver tilfældet. Man kan under alle omstændigheder observere ham i hans forsøg på at overtale russerne til, at det er ondskabsfulde vestlige regimer, der prøver at vippe ham af pinden. Måske er en del af problemet, at man stort set altid sanktionerer regimer, der har kontrol over nyhedsstrømmen?

  3. Interessant pointe med nyhedsstrømmen. Rusland er dog ikke de værste på det felt, internettet er f.eks. ikke censureret.
    Men jeg tror at det gør ondt, har bl.a. hørt at hans olievenner ikke er særligt begejstrede for olieprisen.

    Og så skal vi ikke glemme at priserne kommer til at stige, hvorfor pensionerne ikke slår til og derfor må han til at trykke flere penge, og så kører møllen.
    Årsagen til at jeg nævner pensionerne er at disse betyder meget for den russiske befolkning, og ikke mindst de militære pensioner har en stor betydning for Putins militære maskineri.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑