“Laced with factual error”: Mere om kritikken af Piketty

Punditokraterne har efterhånden lagt side til en omfattende samling af kommentarer, kritik  og links til forskning om 2014’s store, noget uventede økonomiske bestseller, Capital in the Twenty-First Century, ved Thomas Piketty. Da værket udkom, var der knap nogen der havde bladret den igennem, før den blev udråbt til det mest skelsættende bidrag til samfundsdebatten i senere år.

Ikke mindst har man udvist største respekt for hans empiriske arbejde, uanset betragtninger om hans vidtgående skattepolitiske program. Som før omtalt her på siden er der imidlertid fremkommet en del indvendinger mod hans metoder, hvoraf den mest omtalte kom fra Financial Times’ Chris Giles. Den empiriske kritik af bogen går navnlig på Pikettys tendens til at udglatte mellem manglende datapunkter eller sjusse sig til de manglende tal, samt hans løse omgang med årstal. Kort sagt: Sjusk og cherry-picking.

Da Piketty siden offentliggjorde datagrundlaget for bogen (ikke bare den PowerPoint-præsentation, som han indledningsvis henviste til), kunne arbejdet med at regne artiklens kilder igennem begynde. Punditokraterne har omtalt Phil Magness’ kritiske arbejde med Piketty før, (direkte link til Magness’ første artikel). Det er netop udgivet som arbejdspapir, som er værd at dykke ned i. Magness og Murphy går især i kødet på Pikettys fremstilling af amerikansk historie:

“At its most basic descriptive level, Piketty’s presentation of major historical events at the
center of his argument is laced with factual error. In addition to suggesting an inattentiveness to detail, a recurring problem of factual inaccuracy with historical events indicates that interpretative extrapolations from these errors, as well as more sophisticated data claims that appear throughout the book, may suffer from a basic fault in their underlying historical assumptions. While we will not endeavor to pick apart his most extensive historical recounting – the 20th century French economy – it is fair to note that he struggles, and struggles mightily at that, in almost every instance he takes up the economic history of the United States.”

På den historiske front er der årstal der gengives forkert, præsidenter der forveksles, kilder som overses (f.eks. tal for mindstelønninger, skattesatser og formueskatteindtjeninger). Der er ikke alen tale om trykfejl, men manglende kendskab til eksistensen (!) af amerikansk formuebeskatning før det 20. århundrede. På eksempelvis den økonomiske front finder man en vidtgående ekstrapolering, eksempelvis så 1810 og 1870 repræsenterer hele det 19. århundrede, men også mystiske skud fra hoften. Vil han eksempelvis gerne sammenligne udviklingen mellem Europa (læs: England og Frankrig) og USA, men mangler de amerikanske tal, lukker han hullet med gennem en usædvanlig manøvre:

“His claimed numbers for these three decades appear not to have been obtained from any actual source, but rather through the alternating addition or subtraction of 0.5 percentage points projected backwards from the 1900 average. He evidently filled the gap in his own data collection – needed to bring the U.S. time series into line with his European records – by constructing it ex nihilo.”

Som forfatterne anfører, hviler Pikettys kritik og forudsigelser — det erklærede grundlag for hans policyanbefalinger — på hans historiske arbejde. Og det lader til at være behæftet med graverende fejl.

Reference:
Magness, Phillip W. and Murphy, Robert P., Challenging the Empirical Contribution of Thomas Piketty’s Capital in the 21st Century (December 26, 2014). Journal of Private Enterprise, Forthcoming. Available at SSRN: http://ssrn.com/abstract=2543012

17 Comments

  1. Fint nok, at der er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved Piketty, og gennemgår hans datamateriale.

    Men hvad er konklusionen så for os almindelig dødelige? Kan hans forskning nu helt afvises på det foreliggende grundlag, eller er der blot tale om krusninger, således at man som læser bare skal have en sund skepsis?

  2. Erik Winther Paisley

    3. januar 2015 at 16:49

    Hans udlægning af amerikansk historie fremstår tendentiøs og mangelfuld og modsiges af bedre kilder. Det giver anledning til langt større skepsis ikke kun til hans policyanbefalinger, hvor alle har været skeptiske hele tiden, men også til empirien, som er grundlaget for det hele.

  3. Christian Bjørnskov

    3. januar 2015 at 19:36

    Min holdning er, at Piketty i det store og hele kan afvises nu. Se f.eks. også Mankiws korte papir, som blev præsenteret tidligere idag i Boston: http://gregmankiw.blogspot.dk/
    Når både teorien er nonsens og hans data ser ud til at være skabt på et enten tvivlsomt eller helt ikke-eksisterende grundlag er der vel ingen grund til at tage ham alvorligt?

  4. Erik Winther Paisley

    3. januar 2015 at 19:42

    The American Economic Association skal diskutere emnet i næste uge; det lader ikke til, at modtagelsen bliver særligt varm. (Og AEA er mildest talt ikke et organ, der flyder over med frådende frimarkedsfundamentalister).

    http://www.businessweek.com/articles/2015-01-02/french-economist-thomas-piketty-faces-trial-by-peers

    https://www.aeaweb.org/aea/2015conference/program/preliminary.php

  5. Jeg siger tak for svarene til Paisley og Bjørnskov. Det var netop en form for konklusion, jeg savnede i teksten.

  6. Jeg vil erklære mig let uenig i Bjørnskov og Paisleys svar; og svaret må under alle omstændigheder være forskelligt for hans (1) empiriske arbejde, (2) teoretiske model og (3) policy advice.

    Ad 1: Det er rigtigt, at Pikettys data er fejlbehæftede, ligesom det i øvrigt gælder for mange historisk anlagte bøger af økonomer (“When Nations Fail” er et godt eksempel). Man kunne være spydig og påpege, at arbejdsdelingens største fortalere åbenbart ikke ser værdien af det indenfor universitetets mure, men – at skrive historie er svært, og det er reelt nok at lave fejl. Selvom der er en del fejl hos Piketty (M&M overdriver efter min mening hvor graverende de er), er det vigtige at huske, at hans bedrift består i at have givet os data på nogle områder, vi stort set ikke havde data på før. Og som bekendt er dårlige data bedre end ingen data. Alene arbejdet med at indsamle disse data og gøre det muligt at sammenligne kapitalindkomst-ratioer over tid er beundringsværdigt.

    Ad 2: Den teoretiske kritik er lidt en blandet pose bolsjer, synes jeg. Nogle af kritikkerne – Mankiws og Acemoglu & et al. – er efter min mening ikke specielt kvalificerede. Mankiw tager udgangspunkt i, at de eneste intergenerationelle transfers er arv under beskatning. Acemoglu et al. kritiserer ham for at være enøjet, hvilket er temmelig morsomt, deres egen agenda in mente. Mere substantiel er Krusell & Smiths kritik, som har interessante momenter. Sjovt nok finder de kvalitativt samme tendens som Piketty, om end størrelsesestimaterne er forskellige. Endelig kan det selvfølgelig undre, at kritikken først er kommet nu, hvor Pikettys pointe populariseres, og ikke da han kun skrev for fagfolk i fagets bedste tidsskrifter…

    Ad 3: Piketty har roterende fis i kasketten, men det er ingen nyhed. Uanset at han slet ikke kvalificerer hvorfor vi egentligt skulle bekymre os om, at rigdom bliver mindre meritokratisk fordelt (Hume’s guillotine), så er hans foreslåede løsning – en global formueskat – så utopisk at man skal være franskmand for at tro på den.

    Summa summarum: (1) Hovedpræstationen i værket er et empirisk nybrud. (2) Den teoretiske model der driver forudsigelserne er i sit udgangspunkt en almindelig makroøkonomisk model, men der er usikkerhed om størrelsen på effekterne. Og endelig, ad (3), så er Piketty den samme franske trotskist uden føling med virkeligheden, han altid har været.

  7. Christian Bjørnskov

    4. januar 2015 at 22:26

    Nej, det er den gamle kritik. Magness of Murphy er – som jeg læser papiret – meget grundigere og langt mere ødelæggende. Piketty er ikke god til at svare på kritik og har forholdt sig nærmest fuldstændigt tavs omkring den teoretiske kritik fra bl.a. Smith og Teorell.

    • Hvor meget mere nyt er det Magness og Murphy kommer med? Har Pikketty ikke forklaret, hvorfor han konstruerer data som han gør i det overnævnte link. Må indrømme at da Magness og Murphy starter deres papir med at snakke om minimumslønningernes udvikling, som er en meget lille del af Pikkettys argumentation, og nærmest ubetydelig for hans arbejde, gad jeg ikke rigtig læse papiret. Da jeg tænkte, at de ikke kom med nogen ny kritik, som Pikketty ikke allerede havde svaret på. Når det er sagt, så er Pikkettys mikroøkonomiske fundament meget svagt, men det empiriske arbejde lader til at være i orden(der er dog en enorm usikkerhed)

  8. Christian Bjørnskov

    5. januar 2015 at 09:06

    Jeg er ikke enig. Hvis du havde læst videre, havde du set hvordan Piketty blandt andet opfinder data og der er også en mere konceptuel kritik af hans skift mellem forskellige metoder.

    • Okay, så vil jeg læse deres papir, og se om jeg er enig. Så vil jeg håbe på at deres fokus på minimumslønningerne kun er en underlig prioritering, og ikke et udtryk for, at de ikke rigtig har nogen god kritik.

  9. Nu har jeg så læst papiret, og jeg kan ikke forstå hvorfor dette skulle være en betydningsfuld kritik af Pikketty. De data som Magness og Murphy beskylder Pikketty for at opfinde, er data for henholdsvis Britisk arveandel i forhold til BNP fra før første verdenskrig og for hvor stort et skatteprovenu USA havde fra 1870-1900. Dette er mildest talt ikke væsentlige ting, og samtidig er der den mulighed at det er Magness og Murphy der tager fejl.

    Så er de utilfredse med hvordan Pikketty vægter BNP i de tidligere kommunistiske lande(som Sovjet og Kina) i forhold til verdens samlede BNP, mens disse stadig var kommunistiske. De kommer dog aldrig selv ind selv på hvordan den optimale vægtning vil være og hvordan man optimalt opgør den samlede kapital i verden ift. BNP, så igen ikke rigtigt en stor kritik

    Så har de en kritik af udviklingen af formueuligheden i USA. Her bruger Pikketty data fra Saez og Suchman(2014), og Magness og Murphy utilfredshed begrunder de med, at de ikke passer sammen med to lidt ældre undersøgelser, hvor en er lavet af Saez. Magness og Murphy kommer aldrig ind på, hvorfor Saez og Suchman(2014) tager fejl.

    Så jeg kan ikke se, hvordan denne kritik skulle betyde noget. Meget af kritikken går på nogle meget små og ubetydelige data(og jeg er langt fra sikker på, at det er Pikketty, der tager fejl). Så er der noget kritik af Saez og Suchman(2014), som ikke er særlig grundig.

  10. Christian Bjørnskov

    8. januar 2015 at 12:30

    Jeg læser det meget anderledes end du gør. For mig er den stor anke den måde, Piketty skifter mellem forskellige datakilder og metoder som det passer ham, og det indtryk det efterlader af, at det bestemt ikke er tilfældigt, hvad han bestemmer sig for at bruge. Der er også ganske store fejl forbundet med den måde, han ændrer timingen af data på. Auerbach og Hassetts nye papir (på samme session i Boston som Mankiw) viser lignende uoverensstemmelser som Magness og Murphy.

  11. Jeg syntes du dømmer Pikketty ekstremt hårdt, og på et lidt tyndt grundlag, hvor du aldrig lader tvivlen komme ham til gode. Da mange af Pikkettys data er dårlige, bliver han nødt til at lave modifikationer og bruge statistiske metoder på dem, så der er stor usikkerhed om noget af hans data, men syntes nu stadig at han har ret i nogle af sine konklusioner. Så som at stigende ulighed er en realitet.

    Usikkerhed om skatteprovenu og arveandel fra før første verdenskrig er underordnet for hans samlede værk, så at disse skulle gøre at hans arbejde skulle kunne afvises, mener jeg ikke holder(samtidig er jeg langt fra sikker på at Pikketty har lavet nogle fejl her).

    Så er der formueuligheden i USA(gætter på at det er her du mener Pikketty har problem med data skift), og her er data meget usikre(hvilket Pikketty også siger), og derfor skal konklusioner tages med et gran salt. Så der er stadig usikkerhed om formueuligheden er steget i USA, men Saez og Suchman(2014)(som Pikkettys tal bygger på) ligger deres metode åbent frem, så ser ingen grund til at deres arbejde uden videre skulle kunne afvises. Må indrømme at jeg ikke har læst papiret, men det er lavet af anerkendte økonomer, så jeg tvivler ikke seriøsiteten af deres arbejde.

    Så jeg kan ikke se hvorfor, at Pikkettys empiriske arbejde uden videre kan afvises. Han viser jo ganske tydeligt at uligheden er steget de sidste årtier, og at denne stigning hovedsageligt er sket i USA og England, hvad årsagen dertil er, er så der, Pikkettys svar kommer til kort. At ignorere den stigende ulighed tror jeg ikke der kommer noget godt ud af, for Pikketty har vist at den er reel, og folk interesserer sig hvorfor uligheden er steget.

    Usikkerhed i Pikkettys data gør ifølge mig ikke, at man kan ignorere hans arbejde.

  12. Christian Bjørnskov

    10. januar 2015 at 11:48

    Nu skal det ikke udvikle sig til et længere skænderi, men… Usikkerhed som sådan ville ikke gøre, at jeg på nogen måde afviste historisk arbejde. Data fra meget fattige lande og fra perioder langt tilbage i historien er_altid_usikre. Mine grunde til at være så afvisende overfor Piketty er: 1) At hans behandling af dem ikke rigtigt reflekterer den usikkerhed, der selvfølgelig er er; og 2) at den måde han behandler de usikre data på – særligt når der er flere mulige kilder – på ingen måde er tilfældig. Når man ser på hans valg, er de alle valg, der understøtter hans specifikke historie. Det gælder særligt den måde han tidsfastsætter data (gennemsnit 1992-98 der giver hans 1990-tal osv).
    Derudover er det rigtigt, at uligheden er steget i UK og USA, men han ignorerer en lang række lande, hvor ulighedsudviklingen slet ikke passer på hans påstande om_generelle_love om kapitalistisk udvikling. At det teoretiske prisme, han ser sine ting igennem, er rendyrket nonsens, er så et helt andet element i kritikken.

  13. Jeg ønsker heller ikke et længere skænderi. Jeg holder dog på, at den empiriske stigning i uligheden som er Pikkettys hovedpointe, er reel. Hvis han ikke har ret, så burde det jo være enkelt at vise det, men indtil videre er der ikke kommet noget, som viser at uligheden ikke er steget.

    Den stigning som Pikketty finder i formueuligheden i USA, er den samme som Saez og Suchman(2014), så han er ikke den eneste, der finder en stigende formueulighed. Så jeg syntes kun, det er en usikkerhed om, hvordan formueulighed i USA og England har udviklet sig, og ikke andet som der kan stilles væsentlige spørgsmålstegn ved. Jeg mener ikke, at tal før første verdenskrig er særlig relevante for Pikkettys arbejde. Denne usikkerhed om formueuligheden syntes jeg slet ikke er nok til at totalt afvise Pikketty.

  14. Peter Bjørn Perlsø

    1. februar 2015 at 15:55

    Pikettys opr. svar på Giles kritik er her:

    http://piketty.pse.ens.fr/files/capital21c/en/Piketty2014TechnicalAppendixResponsetoFT.pdf

    Han forklarer direkte at datakilderne netop ER hullede, hvilket *nødvendiggør* at man sammenlapper de tilgængelige kilder samt udfører den del interpolation.

    En ting er at borgerlige+liberale debattører er så utilfredse med at Piketty stak hovedet frem sidste år. Fair nok, det er hvad man kan forvente når folk vil forsvare deres holdninger pr. automatik.

    Men at samme borgerlige+liberale dels ikke har noget alternativ til Piketty’s data (og hvis der kom noget kunne man formode at det var masseret tilstrækkeligt til at vise at økonomisk ulighed ikke var et problem, men det er spektulation som må vente til kontra-Pikketisterne viser noget data de selv finder passende, frem), men i det hele taget ikke forstår at adskille hans statistiske arbejde fra hans politiske anbefalinger, er sigende.

    Hans arbejde er udmærket, hans anbefaler er mindre udmærkede, hvilket Georgisterne, samt Galbraith Jr. samt Joseph Stiglitz har påpeget.

    Iøvrigt kan jeg intet se om at Piketty skulle være eller have været Trotskyist. Den eneste poltiske forbindelse han har haft var til det Franske “Socialist” (dvs. Socialdemokrat) parti under Hollandes forgænger.

    Iøvrigt, fra Wikipedia:

    “In January 2015, he rejected the French Legion of Honour order, stating that he refused the nomination because he did not think it was the government’s role to decide who is honourable.[18][19]”

    Det lyder som om der er en lille anarkist i ham – hvorfor klapper ancap’erne ikke i hænderne?

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑