Bistandsbranchens falske profeter.

I sidste uge offentliggjorde engelske Oxfam en rapport udarbejdet i samarbejde med Lars Koch fra danske IBIS, som Otto Brøns kort omtalte i dette indlæg. Den følger jeg i dag op med en kronik i Børsen, “når bistand bliver til modstand“.

IBIS finansieres primært af offentlige og institutionelle midler. I 2013 stammede kun 7 procent ud af indtægter på små 278 mio. kroner fra private. Du og jeg er altså tvungne til at finansiere en organisation, som ret beset arbejder mod reduktion af fattigdom og i lighed med en del andre “NGO’ere” har mere end svært ved sobert at forholde sig til de seneste årtiers glædelige udvikling i levevilkårene, ikke mindst for verdens fattige.

Som jeg påpeger i dagens kronik:

Trods de seneste par års lave vækst er den væsentligste historie om menneskehedens udvikling da heller ikke en fortælling om uretfærdig stigende fattigdom, hvor de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er derimod fortællingen om, hvorledes globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme har øget velstanden til historisk uhørte højder for en stadig større del af jordens befolkning.

Hæver man sig lidt op i helikopterhøjde, og ser på udviklingen blot de seneste årtier, har den været intet mindre end forrygende. Så sent som i begyndelsen af 1980erne levede hver anden fortsat i ekstrem fattigdom. I dag gælder det “kun” 1 ud af 9. Alene de seneste 25 år er andelen faldet med 2/3.

Alle med succes er undtagelser

Den primære forklaring er naturligvis den større globale udbredelse af markedskapitalisme, ikke mindst i Kina. Alene i perioden 1981-2010 faldt antallet af absolut fattige i Kina således med 680 mio. Hvad man ellers kan have af forbehold overfor Kina kommer man ikke uden om, at det er en fantastisk bedrift.

Af samme grund bliver man som fortaler for globalisering og “budbringer” af det glade budskab om, at markedet er godt i gang med at få bugt med den værste fattigdom, nu mødt med argumentet om, at man ikke skal medtage Kina.  Det er et “særtilfælde” ( et som altså dækker ca. 20 procent af jordens befolkning).

Hermed træder Kina ind i en historisk tradition på venstrefløjen, hvor alt “væmmeligt” fra virkeligheden, der kan forstyre deres forestillinger om hvordan verden fungerer (og det er jo rigtigt meget), blot er noget man skal se bort fra.

Oplever et land øget vækst og velstand via mere marked, skal det altså fjernes fra “ligningen”. Det indebærer reelt at alle succesfulde økonomier skal holdes udenfor, da verden til dato har til gode at opleve en økonomi, der varigt klarer sig bedre via mindre markedsøkonomi.

Tidligere blev man mødt med, at man ikke skulle tage Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong med, for de var også alle særtilfælde. Deres historie kunne ikke gentages. Men det blev den så. I Kina,

Heller ikke Chile må man nævne, for de er jo verdens største kobberproducent. Nu er Peru ved at gentage Chiles kunststykke. Det ender sikkert med, at man heller ikke må medtage dem på grund af landets naturrigdomme.

Og nej, det hjælper ikke hvis man nævner, at der ikke ligefrem er den store globale sammenhæng mellem at være rig på naturressourcer og sikre en fornuftig levestandard for sin befolkning. For så bliver man naturligvis mødt med argumentet om, at disse landes fiasko naturligvis skyldes multinationale selskaber og vestens udnyttelse af fattige lande og deres befolkninger. Ak ja.

Tilbage står, at hver  gang et land gør noget rigtigt i forhold til at sikre varig velstandsfremgang, skal det åbenbart skrives ud af den fortælling som venstrefløjen helst vil have. Nemlig at verden er uretfærdig, at det går af pommern til og det hele naturligvis skyldes markedet og den uretfærdige ulighed. Således også med det seneste tiltag fra Oxfam og Ibis.

Begge steder kører man en kampagne under titlen “Inequality out of control”. En meget mærkelig kampagne af flere grunde.

For det første bør netop organisationer, som beskæftiger sig med globale fattigdomsproblemer vel tage udgangspunkt i, at  den globale ulighed, hvis man finder at det er en vigtig parameter, rent faktisk er faldet de seneste 35 år. Se også Otto Brøns-Petersens indlæg her.

For det andet sætter man lighedstegn mellem ulighed og fattigdom. En sammenhæng der ikke er empirisk belæg for. Førnævnte Kina oplevede således stigende ulighed i præcis samme periode ,hvor man bragte næsten 700 mio. mennesker ud af fattigdom. Uligheden steg alene fordi nogle oplevede en større indkomststigning end andre. Væsentlig er at alle fik det bedre.

For det tredje bruger man nettoformue som udtryk for fattigdom. Nettoformue er defineret som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt ikke-finansielle aktiver (primært boliger og jord) minus gæld. Der er mange problemer i at anvende dette begreb, ikke mindst hvorvidt det reelt siger noget om ens levevilkår.

Når en del boligejere i disse år er teknisk insolvente på grund af faldet i boligpriserne, har de så fået forringet deres levevilkår i en grad, at de er del at de 10 procent fattigste i verden? Hvis man bruger fordelingen af nettoformue, som de fremgår af Credit Suisse data, er det rent faktisk tilfældet.

Ud af de ca. 470 mio. voksne mennesker, som udgør verdens 10 procent fattigste målt på nettoformue, er mere end 1,2 mio voksne danskere, mens der kun er ca. 400.000 kinesere i denne gruppe.

Formuefordeling siger ikke noget fornuftigt om levestandard.

Reelt må Oxfam og Ibis fælles rapport afvises som det den er, ren og skær propaganda og tom luft uden faglig substans overhovedet. Der er reelt tale om misbrug af Credit Suisse årlige rapport om udviklingen i borgernes velstand i form af nettoformuer. Denne årlige rapport er der sådan set ikke noget galt i, så længe man ved hvad der måles på og ikke mindst, hvad tallene ikke siger noget om, nemlig levestandard. Og det er præcis hvad Oxfam og IBIS forgøgler os.

Og så er der den manglende vederhæftighed, grænsende til det bevidst løgnagtige. Således advarer Oxfam og IBIS mod, at de 1 procent rigeste i 2016 vil eje mere end resten af verden, se “reklame nedenfor”.

1

 

Det kommer man frem til ved at tage de sidste 4 års udvikling, og frejdigt påstå, at den bare vil fortsætte, se figuren nedenfor. Her er der tale om manipulation af den groveste slags.

wealth2

At tage 4 år, hvor udgangsåret er lige efter kollapset i boligpriser og aktiekurser giver ingen mening. Det fremgår også tydeligt, hvis man ser på udviklingen siden årtusindeskiftet. Det rent faktisk mere sandsynligt, at den ene procent rigeste ikke vil eje mere end de resterende 99 procent tilsammen i 2016. Se også nedenstående figur, som viser udviklingen siden 2000

wealth

Tendensen set over hele perioden er derimod, at den ene procent rigestes andel er svagt faldende.

Piketty og neomarxistiske forestillinger.

Og hvad er så det egentlige formål med Oxfams og IBIS notat? Ja, det er at argumentere for en øget beskatning af kapital og formue. Logikken er funderet i de forslag som senest den franske økonom Piketty har slået til lyd for i sin bog, “Capitalism in the 21. century”. Den er omtalt her på bloggen i flere indlæg af  bl. a. Erik Winther Paisley og Christian Bjørnskov, se f. eks. her, her og her.

Hvad det har med IBIS oprindelige formål, nemlig at øge fattiges adgang til uddannelse, står lidt hen i det uvisse. Der er tale om politisk propaganda, som ret beset intet har at gøre i en bistandsorganisation der er fuldkommen afhængig af offentlig finansiering.

Efter jeg over flere dage via twitter debatterede med Lars Koch fra IBIS (og på et tidspunkt også Trine Partou March fra Mellemfolkeligt Samvirke), hvor han forsøgte sig som ekspert og postulerede at “der var anvendt videnskabeligt anerkendte metoder”, hvilket ikke var tilfældet, måtte han til sidst erkende sin opsigtsvækkende ringe viden om det område han beskæftiger sig med.

Således er han ikke klar over at den globale indkomstulighed har været faldene i årtier. Det fremgår af nedenstående Screenshot af en ordudveksling på Tweeter:

påtilbageløb

Nok så væsentligt erkender Lars Koch dog at formueuligheden ikke har direkte betydning. Den er altså kun indirekte gennem øget politisk indflydelse for de allerrigeste. Man må så spørge om det betyder, at IBIS og Lars Koch mener at det står særligt slemt til i Danmark? Af Credit Suisse rapport fremgår, at Danmark er et af de  lande der falder i kategorien “Høj ulighed”.

meget_skæv

Kilde : Credit Suisse

Med deres “analyse” i hånden, argumenterer Oxfam og IBIS herefter naturligvis for, at formuer og kapital skal beskattes hårdere,.

Således skriver Lars Koch i Politiken den 19.1 under overskriften “skat på formuer kan få alle verdens børn i skole“, bl. a. at

Afviklingen af skatter og fremkomsten af den markedsfundamentalistiske model siden 1980’erne har øget den ekstreme ulighed.

Analyser fra Oxfam og Ibis viser, at de 85 rigeste i verden har samme formue som den fattigste halvdel af verdens befolkning.

Det fører ikke bare til dårligere velfærd og underminerer den sociale sammenhængskraft. Studier fra Verdensbanken og OECD indikerer også, at ekstrem ulighed hæmmer væksten.

Bortset fra at Lars Koch ikke har forstået OECD rapporten, som alene  problematiserer udviklingen for de 40 procent laveste indkomster (i OECD lande), er det åbenbart gået hen over hovedet på ham, at den globale fattigdomsreduktion har været langt kraftigere siden 1980erne end i perioden før, lige som den globale indkomstulighed har været faldende.

Med udgangspunkt i Piketty, foreslår Lars Koch herefter en formueskat på 1,5 procent af f.eks. formuer over 10 millioner kroner.

Ifølge Koch kunne en skat på 1,5 procent af “dollarmilliardærernes formue” (uha, de er nogle farlige nogle), kunne finansiere at få alle børn i skole i hele verden og sikre basal sundhed til alle i verdens fattigste lande.

Han burde nok have tilføjet, at det som minimum kræver, at den amerikanske stat er parat til at opkræve formueskat (USA er uden sammenligning den del af verden med de største formuer og dermed det største beskatningsgrundlag) og herefter fordele indtægterne ud i resten af verden. Næppe sandsynligt.

Noget andet er, at formueskatter reelt vil have en negativ velstandseffekt.

Som Mads Lundby fra Cepos påpegede et par dage senere i samme avis:

En formueskat vil indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomheder at investere i ny teknologi, maskiner og forskning. Det vil indebære lavere produktivitet og velstand.

Den Europæiske Centralbank har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at højere kapitalskatter i Danmark giver et provenutab. Det skyldes, at de negative velstandseffekter af højere kapitalskatter er så betydelige.

Det skal også bemærkes, at Nyrup i 1996 afviklede den danske formueskat, i erkendelse af at den skadede dansk økonomi. Heldigvis er andre forsøg på øget kapitalskat på retræte.

Vi ved hvad der virker og det er markedet

Vil man hjælpe verdens fattige handler det om mere vækst og det gøres bedst gennem mere frihandel. Ikke mere, men mindre skat på kapital. Mere marked og mindre stat. Stort set det modsatte af hvad IBIS og Lars Koch står for.

IBIS og Lars Koch er falske profeter, som prædiker et budskab, der ikke vil lede til mere velstand og mindre fattigdom. Konsekvensen vil, alt andet lige, være mindre velstand og øget fattigdom. Det viser eksperimenterne gennem tiden med radikale former for omfordelingspolitik med alt tydelighed.

Derimod viser de sidste 200 års udvikling – ikke mindst de sidste årtiers – udvikling, hvor effektiv markedskapitalisme er til at øge velstand og mindske fattigdom. Udviklingen i Østasien siden 1980 viser dette med al tydelighed. For 35 år siden levede 2 ud af 10 i den dybeste fattigdom. I dag er det 1 ud af 10.

På den anden side kan man med god ret stille spørgsmålstegn ved hvor meget godt organisationer som IBIS har gjort (ud over de som får deres løn ved at arbejde i ornganisationerne).

Tæt på 250 mio. kroner om året modtager IBIS. Gud vide hvor meget fattigdomsreduktion vi kunne få for de penge, hvis vi f.eks. købte smartphones, tøj eller computere eller legetøj eller….. for pengene i stedet.

Formentlig en hele del mere end ved fortsat støtte til organisationer som bla. IBIS. Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.

14 tanker om "Bistandsbranchens falske profeter."

  1. Hans Und

    Efter for et par år siden eller mere, at have kigget i især Mellem Folkeligtsamvirkes årsrapporter kom jeg frem til der gælder en særlig 2/3 del regel. 2/3 af de samlede indtægter går til løn i organisationen, af resten går 2/3 til lokalt ansatte, resten bruge så til kapitalophobning og på dem der gav anledning til bevillingen fra det “offentlige”.

    Nu vil jeg så kigge lidt på IBIS for at se om 2/3 dels reglen gælder der også.

    Det er så ikke meget bedre i idenlandske projekter. I advokatundersøgelsen om Vilhelmsens forvaltning (Her er en million til dig), skrev advokaten at det som tommelfingerregel var acceptabelt at, pr. min hukommelse, 70% af en bevilling gik til projektdrift i sig selv. – Det var vidst hvad Clausewitz kaldte “indre friktion”. Friktion kræver som bekendt smørelse.

    Senest har jeg så haft fat i Reden Københavns (KFUK, not kidding) driftsregnskab 2010. Offentlige bevillinger 8.500k. lønninger 7.000k, brugt på “klienter” 244k, hvilket er en anelse mindre end kontorholdet på 282k.

    Svar
  2. Hans Und

    Nå så fik jeg kigget lidt.

    Umiddelbart kan man bare se, at i 2013 blev der umiddelbart brugt 27+ mil på rejser, møder og løn, hvilket allered får kæden til at hoppe af i forhold til IBIS påstand om, at de bruge 5,2% på “administration”.

    Vil man videre i dybden med IBIS skal man nok have fat i deres bogholderi og selv lave et brugbart regnskab fra bunden. Men mindre kan sandsynligvis gøre det, nemlig gennem aktindsigter efter offentlighedsloven hos Udenrigsministeriet. Man behøver ikke redegøre for en særlig interesse med sådan en aktindsigt, man sige bare man vil have det, hvis nogen skulle have mod på opgaven.

    Sagen er, at de interessante tal gemmer sig i regnskaber for de enkelte projekter.

    Noget andet der springer i øjnene i regnskabet er advocacy som der går 14,7 mil til. Jeg tænker det bl.a. omfatter Lars Kochs løn for twitteri med Westy.

    Så hermed en opfordring: Niels du må omgående holde op med, at bruge Lars tid på den slags. Det er simpelthen tyveri fra de alller alller fattigste i denne verden.

    Noget helt andet i denne forbindelse. Ovre i Amerika, beretter min ven Vietnam veteranen, er det frivilligt, at bidrage ved direkte træk lønnen. Man kan endda selv udfra en “rider” bestemme til hvad og hvilke organisationer man vil bidrage. Der er dog det aber da bei, at der simpelthen er jobs (og kontrakter) man bare ikke får, hvis man ikke bidrager, ned til niveau hvor det er bestemte organisationer man skal bidrage til. (Homo og race organisationer skulle være de dygtigste på det punkt).

    Svar
      1. Hans Und

        Jeg burde have inddraget det aspekt. Der er jo også det forhold, at jo mindre IBIS er i de varme lande, desto mindre ødelægger de dem, og folk der bor der får ikke ødelagt deres udviklings muligheder.

        Svar
  3. Mikkel

    Tak. Var begyndt at tvivle på det var mig der var galt på den sådan som den danske mediebranche stort set uden undtagelse er løbet ukritisk med historien. Det står jo alt sammen sort på hvidt i hovedkilden Credit Suisse.
    Et par detaljer yderligere er at data ikke er for al værdi i verden men “kun” den del der er privatejet. Offentlig ejendom er ikke inkluderet. En væsentlig nuancering.
    På samme vis er offentlig gæld ikke medregnet. Det er jo helt vild når man sætter den i relief til alarm-påstandene. Det er vel ikke kontroversielt at påstå at øget offentlig gæld kan påvirke ejendomspriserne positivt?

    Svar
  4. Lars R. Hansen

    Rent bedrageri af offentligheden for offentlige midler – med medgerningsmænd i pressen – dybt forstemmende.

    Svar
  5. Ramon Harud

    “Også selv om hovedparten af midlerne ender i “fæle kapitalisters” lommer. De er jo ofte “grådige”, hvorfor pengene sikkert hurtigt ville blive investeret igen i forsøget på at tjene endnu flere penge. Og det er faktisk ikke så skidt endda.”

    Jeg vil hverken kalde dem fæle eller grådige. De er sikkert blot dygtige. Men jeg forstår i høj grad tvivlen om det hensigtsmæssige i den fortsatte værdiakkumulation i den absolutte top. Og her taler jeg ikke top-1%, men en noget mindre andel, der har set deres multidollarmilliardformuer vokse. For nok, som Westy frejdigt skriver, vil en stor del blive investeret igen (“og det er faktisk ikke så skidt endda”), men sker der ikke også en betragtelig passivisering af værdier?

    Den anden del af bekymringen er den, der luftes af Nick Hanauer i en af berlingskes artikler i dag. “Pas på, kære rigmandsfæller, de er på vej med høtyvene”. Uagtet at fattige i store dele af verden oplever stor vækst i velstand, kan skellet stadig være så stort, at der opstår sociale uroligheder eller direkte opstand.

    http://www.b.dk/nationalt/jagten-paa-de-rigeste-er-sat-ind

    Det er i øvrigt sjovt, at den Berlingske-artikel har stort set samme indhold og vinkel som en artikel, Information bragte for halvandet år siden (http://www.information.dk/468657). Det siger noget om, at ulighedsdagsordenen vinder frem. Alligevel overrasker det, at en tynd analyse som Oxfam/IBIS’ får så meget vind i sejlene (Lars Kochs svar på twitter er pinlige!).

    Forhåbentlig bliver der snart lidt mere spalteplads til kritikken af analysen og til at glæde sig over, at det går hastigt fremad i store dele af verden. Jeg synes, Westy gør et godt job her, men kan ikke undgå at blive lidt irriteret over 1989-retorikken. Jeg tror ikke, at verdens Christine Lagarde’r og andre, der tillader sig at sige, at ulighed kan være “excessive”, betvivler, at markedskapitalisme har bragt øget velstand overalt. De er blot af den opfattelse, at spørgsmålet om frihandel ikke er så simpelt som enten-eller.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      Da jeg så EB’s spiseseddel i dag med Folketingets madleverandør var solgt til en kapitalfond i skattely, så konkluderede jeg at der altså er en kamp der som er tabt til globaliseringen (for de røde altså), som så mange andre.

      Svar
  6. Pingback: » Global ulikhet øker ikke

  7. Pingback: Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister - Punditokraterne

  8. Pingback: verdens (Netto) velstand 2015 ifølge Credit Suisse | Punditokraterne

  9. Pingback: Oxfam og IBIS – bevidst manipulation, uvidenhed eller …… ? | Punditokraterne

Skriv et svar