Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld

Lov om Udbetaling DanmarkJyllands-Posten skriver i dag om, hvordan Udbetaling Danmark med et lovforslagudkast (læs det her) vil komme til at lave endnu mere dybde-gående registersammenkørsel om folks private forhold.

Sammenkoblet med den meget brede adgang Udbetaling Danmark i forvejen har til at videregive oplysninger til andre myndigheder, som så kan snuse sig frem til snavsen, er der inviteret til en “fisketur” af de helt store.

For mit eget vedkommende er jeg temmelig forunderet over den brede formulering i Udbetaling Danmark-lovens § 7 nedenfor, om “anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde”. Kommunerne har som bekendt et sagsområde, der er noget bredere end bare det sociale, og forarbejderne er i realiteten tavse: “Anden opfølgning af sager omfatter andre typer forskellige administrative forpligtelser, som kommunen har ansvaret for efter lovgivningen, som ikke er nævnt i eksemplerne i bestemmelsen”.

§ 7. Udbetaling Danmark skal uden samtykke fra borgeren videregive oplysninger, herunder oplysninger om rent private forhold, til kommunen om borgere, der søger om eller modtager kontante ydelser og økonomiske tilskud fra Udbetaling Danmark, hvis oplysningerne er nødvendige for at foretage efterregulering, omberegning, fradrag eller modregning, for at frakende eller stoppe kontante ydelser og økonomiske tilskud eller for at foretage anden opfølgning i sager på kommunens sagsområde.

Det er en blankocheck, og det er love som denne, mine tyske kollegaer ikke ville være bange for at kalde “stasi”-agtige. Med det seneste lovforslag, der er i høring, bliver den karakteristik ikke mindre rammende. Det tragiske er tilmed, at man med loven end ikke søger at værne om statens sikkerhed, eller menneskers liv og legeme. Den handler ganske enkelt om at effektivisere. Se for eksempel hvordan Liberal Alliances Thyra Frank anpriste Udbetaling Danmark-loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget i 2012:

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, skal den offentlige sektor være moderne og tidssvarende, og LA støtter alle initiativer, der samtidig effektiviserer og udnytter ressourcerne bedre.

I JPs artikel beskriver Jacob Mchangama Udbetaling Danmark som “en slags velfærdsstatens NSA.” At det er en meget rammende beskrivelse, må alle kunne være enige i.

Bare fordi omkostningerne ved at bedrive overvågning på en nyere og mere smart måde vha. en bid data-tilgang betydet det ikke, at den besparelse er værd at indkassere. Det kan og bør være et mindstekrav, at staten og kommunerne ikke bedriver overvågning uden at kunne dokumentere en konkret mistanke om ulovligheder.

3 tanker om "Masseovervågning – for velfærdsstatens skyld"

  1. Kjeld Flarup

    Det vil jo altid være sådan, at skal der udbetales nogle penge efter et princip om positive rettigheder, så vil det nødvendigvis skulle ledsages af en kontrol. Og skal der udbetales mange penge, vil det skulle ledsages af en stor kontrol. Så når hver anden krone i Danmark bruges af det offentlige, så er det helt uundgåeligt at vi lever i et kontrolsamfund.

    Jeg tror at det er de færreste som gør sig det klart at staten faktisk blander sig i 70-80% af vores liv, og følgelig derefter også kontrollerer det.

    Jeg ser intet problem i kontrollen, den er helt efter bogen i følge grundloven. Problemet er at skatten er så høj, at vi alle er nødt til at suge af de offentlige kasser og dermed underlægge os kontrollen.

    Svar
    1. Nikolaj Stenberg Forfatter

      Registreringsgraden er betydelig i Danmark og jeg ser udviklingen, som et resultat af på den ene side en uhæmmet begejstring fra forvaltningens sige til at indhente big data-gevinster, på den anden et folkestyre, som har glemt, at registrering, indsamling, opbevaring, behandling og fortolkning af data, fra statens side, udgør standarddefinitionen på overvågning. Dermed sagt, at jeg ikke mener, at det er skattes skyld, og at jeg ikke mener, at borgerene, som de er flest, positivt vælger at underlægge sig den form for overvågning. Min opfattelse er ganske enkelt, at de fleste ikke har nogen idé om, at det sker.

      Det er helt rigtigt, at hverken overvågningen eller den efterfølgende kontrol er omtalt i grundloven.

      Jeg mener at kontrol er en naturlig del af myndighedsopgaven, og at kontrol altid må forudsætte, at der er en sag – og dermed en konkret, begrundet formodning for, at der er noget at komme efter.

      Overvågningen er for mig at se det virkelig problematiske. I eksemplet ovenfor har vi en myndighed, der skal stille sine data til rådighed for andre myndigheder, så de kan gå på fisketur og på baggrund af dét arbejde foretage en kontrol. Jeg bryder mig ikke om, at Udbetaling Danmark kan lave en dossier-sag på mig og give den til Aarhus Kommune, så ad den vej får ammunition mod mig i en hvilken som helst sag, der måtte versere mellem den og mig. Jeg mener dét er uproportionalt og en mistillid mellem borger og myndighed, som ingen bør være tjent med.

      Grundloven burde indeholde en overvågningsregel. Ikke nødvendigvis et forbud, men en regel, der satte klare principper for registrering, indsamling, opbevaring, behandling og fortolkning af data, som domstolene kunne anvende.

      Svar
  2. Erik Winther Paisley

    Det værste er, at det ud fra den ydelsesstruktur der er idag rent faktisk er velbegrundet. Man kommer ikke udenom det ved at kritisere overvågnings- og kontrolindsatsen, men ved at gøre ydelserne mindre kontrolkrævende, dvs. mindre målrettede.

    Jeg har i øvrigt engang skrevet nogle ord om det til Berlingeren en gang: http://www.b.dk/kronikker/naar-den-sociale-faelde-klapper-i

    Svar

Skriv et svar