Ytringsfrihed uden “men”

Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København lørdag den 14. februar samt angrebet på det satiriske, franske magasin Charlie Hebdos redaktion den 7. januar understreger på alvorlig og tragisk vis, at debatten om ytringsfrihed og hensyn til religiøse følelser er alt andet end blot en strid om ord. Ytringer kan koste menneskeliv.

Denne debat er mindst lige så vigtig nu, som den var i tiden, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af en serie tegninger af profeten Muhammed den 30. september 2005 — vigtigere end nogensinde, faktisk. For vi møder stadigvæk igen og igen “ytringsfrihed, men”-synspunktet i den offentlige debat — altså udsagn af typen: “Naturligvis er ytringsfriheden vigtig og ukrænkelig, men derfor kan man godt tage hensyn til folks religiøse følelser.” Eller: “Ja, vi har fuld ytringsfrihed i Danmark. Men derfor kan man godt opføre sig ordentligt.”

Formuleringer af denne type er dybt problematiske af flere grunde. Det handler dels om sammenblandingen af rettigheden (ytringsfrihed) og måden, den bruges på, dels om gradbøjning eller indskrænkning i anvendelsen af ytringsfriheden af hensyn til de krænkelser eller skader, en ytring angiveligt kan forvolde andre mennesker.

I den vestlige, liberale forståelse af grundlæggende menneskerettigheder er ytringsfrihed negativt defineret. Ytringsfrihed er retten til, at andre ikke blander sig i, hvad man ytrer, og hvordan man ytrer sig. Ytringsfriheden er altså per definition uindskrænket og fuldstændig afkoblet fra, hvad den bruges til og hvordan. For at bøje det i neon: Ytringsfriheden er, ligesom de øvrige liberale frihedsrettigheder, en ret til ikke-indblanding fra andre — i ytringsfrihedens tilfælde i hvad og hvordan man ytrer sig.

I det øjeblik ytringsfriheden begrænses — ved lov eller i praksis — har vi ikke længere ytringsfrihed i liberal forstand. Så har vi i stedet en positivt defineret, statsligt eller socialt sanktioneret ytringsfrihed, der forstås som retten til at ytre sig, forudsat man bruger denne ret på en bestemt måde eller afholder sig fra at bruge den på en bestemt måde. Dette er ikke ytringsfrihed. Det er statsligt (lov) eller socialt (praksis) sanktioneret ytringskontrol.

Denne erkendelse af, hvad ytringsfrihed som rettighed betragtet egentlig er for en størrelse, er helt afgørende for at forstå, hvorfor “ytringsfrihed, men”-synspunktet er så problematisk. En afgørende implikation heraf er, at spørgsmålet om ytringsfrihedens status som rettighed og spørgsmålet om menneskers konkrete brug af denne ret reelt er to vidt forskellige diskussioner, der bør holdes skarpt adskilt. Hvad ytringsfrihed er i politisk-teoretisk forstand, og hvordan den kan beskyttes gennem lovgivning, er én ting — hvad en person mener om en anden persons forvaltning af sin egen ytringsfrihed er noget helt andet.

“Ytringsfrihed, men”-synspunktet er en fatal sammenblanding af disse to diskussioner, der kæder retten til at ytre sig frit sammen med brugen af rettigheden. Dette er en eklatant fejlslutning, når det kommer til de mest grundlæggende rettigheder i et frit samfund, herunder retten til sit eget liv og legeme, retten til privat ejendom og retten til at tænke, tro og ytre sig frit. I den vestlige, liberale tradition er ingen af disse rettigheder knyttet op på, hvordan de i praksis forvaltes eller udnyttes af den enkelte. Hvis jeg — fuldstændig hypotetisk — købte et flygel for en mindre formue og derefter huggede det i stumper og stykker med en økse, ville folk næppe sige til mig: “Ja, vi har privat ejendomsret i Danmark. Men derfor kan du godt tænke dig om.” Folk ville (forhåbentlig) fortælle mig, at det, jeg gjorde, var vanvittigt. Men mit gæt er, at det ville blive efterfulgt af: “Men det må du selv om.” Eksemplet er bizart, men det er mange ytringer også. Og det, at en persons ytring er bizar i andres øjne, er lige så dårligt et argument for indskrænkning af ytringsfriheden, som øksemord på et flygel eller lignende galskab er for indskrænkning af den private ejendomsret.

“Men analogien holder jo ikke!”, vil nogen måske indvende. Der er jo ingen, der vil føle sig krænket eller såret på deres musikalske eller kunstneriske følelser som følge af ovennævnte ødelæggelse af et vellydende, smukt og dyrt flygel, hvorimod hadefulde, hånende eller latterliggørende ytringer på helt anderledes vis kan krænke og såre andre menneskers religiøse følelser — kunne modargumentet lyde.

Fejlslutningen her — i hvert fald i et liberalt perspektiv — handler om definitionen af begrebet “skade” — eller mere præcist: hvornår en persons adfærd skader andre. I Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder fremsat i forbindelse med den franske revolution i 1789 lyder det, at retten til frihed består i at kunne gøre det, som ikke skader andre, forudsat at andre borgere sikres samme ret. Det understreges videre, at disse grænser kun kan bestemmes ved lov. Den britiske filosof John Stuart Mill — der undertiden nævnes som socialliberalismens og/eller De Radikales husfilosof — hyldes blandt andet for at have videreført denne ide og formuleret den som princip i sit hovedværk ”On Liberty” (1859). Mills skadesprincip fastslår, at den eneste legitime begrundelse for magtudøvelse over for en borger i et civiliseret fællesskab imod borgerens vilje er at forhindre skade på andre.

Det er vanskeligt at se, hvordan skadesprincippet skal kunne omfatte krænkelser af religiøse følelser — og potentielt andre følelser, vel sagtens? — uden at blive udvandet til meningsløshed. Det er i sagens natur nødvendigt at trække en grænse et eller andet sted i forhold til, hvad der defineres som “skade”, og hvad der ikke gør. Hvor den grænse går, er ikke nødvendigvis let og lige til at definere, men det er ret så åbenlyst, at det at krænke andres religiøse følelser – eller nogen som helst andre slags følelser – ikke kan sidestilles med fysisk skade og derfor ikke meningsfuldt kan omfattes af skadesprincippet.

Man bevæger sig ud på en glidebane, når man åbner for begrænsninger i ytringsfriheden. For det er umuligt at give en nærmere definition af, præcis hvordan ytringsfriheden bør indskrænkes eller gradbøjes, som alle i et samfund kan være enige om, og som derfor kan opnå bred legitimitet i samfundet — for slet ikke at tale om global legitimitet på tværs af nationale samfund. Dertil kommer, at ingen gradbøjning af ytringsfriheden kan være tilstrækkelig konsistent på tværs af forskellige steder og over tid til, at den giver mening og ikke bliver et arbitrært udtryk for skiftende politiske luner hos dem, der råber højest.

Terrorangrebet på Charlie Hebdos redaktion i Paris den 7. januar var abstrakt set et angreb på ytringsfriheden og konkret et angreb på magasinet Charlie Hebdo. I de store, danske dagblade blev angrebet kaldt for “et angreb på os alle” og “et angreb på demokratiet”, mens andre lod sig inspirere af hashtag’et #jesuischarlie og erklærede: “Vi er Charlie”. Angrebet på debatmødet i Krudttønden og på den jødiske synagoge i Krystalgade i København var ligeledes “anslag mod vores samfund og vores demokrati” ifølge Politiken, mens Berlingske mener, at vi nu “desværre alle er Charlie”.

Præcision er vigtigt her. Charlie Hebdo blev angrebet, fordi magasinet turde insistere på ubegrænset ytrings- og trykkefrihed, uanset risikoen derved. Det samme gælder debatmødet på Østerbro. Disse angreb handler om ytringsfrihed og religiøse følelser — ikke om demokratiet i bred forstand med alt, hvad det indebærer af frie parlamentariske valg, folkestyre, lighed for loven og andre grundpiller. Et angreb på ytringsfriheden er ikke et angreb på hele og selve demokratiet — det er et angreb på ytringsfriheden, hverken mere eller mindre. At påstå andet bidrager blot til yderligere udvanding af begreberne ”ytringsfrihed” og ”demokrati”.

Hykleriet er udtalt i danske medier. Mange har i ord ønsket at stille sig på Charlie Hebdos side, og tomme erklæringer om, at vi ikke må lade os kyse eller kue, går igen. Men der er en afgrund mellem hvad de siger, og hvad de gør. For de følger kun Hebdo, Hedegaard, Rose, Rushdie, Vilks, Westergaard og andre, der rent faktisk tør at udfordre ekstreme islamisters voldelige intolerance overfor andres ytringer, så længe det ikke for alvor bliver farligt for dem selv. Eksempelvis illustreret ved det redaktionelle synspunkt, at man kun vil bringe en kontroversiel, satirisk tegning såfremt det er nødvendigt som “dokumentation”, hvorefter man vælger ikke at bringe nogen af Charlie Hebdos tegninger efter angrebet på magasinet eller ikke at bringe Lars Vilks’ omstridte tegning af Muhammed som hund efter angrebet på debatmødet i Krudttønden. Relevansen af at trykke disse tegninger som dokumentation synes ellers åbenlys.

Den første halvanden måned af 2015 har gjort det endnu mere ubehagelig klart, end det var i forvejen, at risikoen ved at trykke sådanne tegninger desværre er reel. Frygten er derfor fuldt forståelig. Det var ærligt og tragisk på én og samme tid, da Jyllands-Posten efter angrebet på Charlie Hebdo på lederplads indrømmede, at man afholdt sig fra at genoptrykke Hebdos tegninger af frygt for egen sikkerhed.

Ytringsfriheden er truet. Og den forsvarer ikke sig selv.

En tanke om "Ytringsfrihed uden “men”"

  1. Jørgensen

    Præcis. Hvis man er tilhænger af ytringsfriheden i liberal forstand er det meningsløst overhovedet at have en holdning til om noget bestemt bør ytres. Det er hele pointen med den negativt definerede ytringsfrihed, at der ikke er noget normativt element i forhold til hvordan ytringsfriheden skal bruges.

    Folk der advokerer “ytringsfrihed, men” betyder grundlæggende set en totalt indskrænkelse af en af vores mest grundlæggende frihedsrettigheder. Der er ikke grænser for, hvad folk kan påstå de føler sig stødt over og derfor ikke grænser for den censur som “ytringsfrihed, men”-synspunktet åbner op for.

    Hvis man er tilhænger at den liberale ytringsfrihed er det derfor nonsens at udtale: “Jeg vil ikke forhindre dem i at ytre sig, men…”. Som Casper skriver kan ytringsfriheden ganske korrekt ikke gradbøjes. Det er med min gamle fodboldtræners ord “100% eller ingenting”.

    Svar

Skriv et svar