Parastatalen SAS

Mens Norwegians piloter strejker i protest over at blive flyttet, gjorde kabinepersonalet hos SAS endnu gang vrøvl. Denne gang var det over planen om, at flytte en række stillinger til datterselskabet Cimber. En del af problemet er, at kabinepersonalet hos Cimber er organiseret i en anden fagforening end hos SAS og derfor har en anden gældende overenskomst. Men SAS-problemerne stikker væsentligt dybere end det og man må ofte undre sig over, om fagforeninger og andre slet ikke har indset, at selskabet faktisk kan gå konkurs.

Det helt basale problem er, at SAS stadig er en såkaldt ’parastatal’ – et halvoffentligt selskab. SAS er et gammelt statsligt monopol, som de tre stater, der ejede selskabet – Danmark, Norge og Sverige – for år tilbage besluttede skulle udsættes for almindelig konkurrence. Det blev derfor halvoffentligt, og med ganske sædvanlige halvoffentlige problemer. Ikke mindst har SAS problemer været et miks af monopolets efterladenskaber og en stædig insisteren på, at dets budgetbegrænsning er ’blød’: Hvis det går alt for galt, skal de tre stater nok understøtte budgettet.

Det gør det naturligt nok lettere at være både topleder og fagforening, fordi der dukker politiske krav op ind imellem de almindelige økonomiske betingelser. Så længe, man kan blande et rent politisk argument ind i en forhandling, kan man komme afsted med at ignorere økonomiske realiteter. Det store problem er dog, at det i dag er sværere at støtte parastataler end før pga. EU-regler, og at den norske stat helt åbenlyst ønsker at afhænde dens SAS-aktier. Spillets regler har derfor ændret sig til det bedre, men øjensynligt uden at centrale aktører har erkendt (eller vil erkende) det.

SAS er i en elendig økonomisk forfatning – se blot figuren nedenfor, der illustrerer deres overskud før skat (i % af omsætningen) fra 2003-2014. Aggressive fagforeningskrav kan ende med at blive dråben, der før det økonomiske bæger til at flyde over. Men foreløbig synes det som om, både kabinepersonalets og piloternes fagforeninger tror, at nogen nok skal redde deres arbejdspladser. Det kommer ikke til at ske: Mange politikerne har trods indset, at der hverken er rationel grund eller stemmer i at redde SAS, og andre selskaber er ikke interesserede i at købe et så dysfunktionelt firma. Topledelsens hovedpine burde således med andre ord blot være, hvordan man kan få SAS i en stand, hvor det kan sælges.

SAS regnskaber

Skriv et svar