Næste skridt mod bankerotten

Bloomberg (læs her) rapporterede forleden forlydender om, at forhandlere og højtstående embedsmænd i både IMF og det tyske finansministerium er ved at have fået nok af Grækenland. IMF-ansatte kaldte uofficielt Grækenland for ”det mest uhjælpsomme land” organisationen har haft med at gøre i de 70 år, de har eksisteret. Anonyme kilder fortalte, at trojkaen i en samtale sidste uge klagede over at ”Greek officials aren’t adhering to a bailout extension deal reached in February or cooperating with creditors.” Bloombergs kilder rapporterede også, at embedsmænd fra det tyske finansministerium havde sammenlignet dét at få den græske regering til at sætte et troværdigt og tydeligt økonomisk-politisk program sammen, var ligesom ”at prøve at ride på en død hest.”

De økonomiske realiteter har ofte ikke meget med politiske forhandlinger at gøre, men Alexis Tsipras’s Syriza-regering i Athen har øjensynligt satset på at vinde et spil ’kylling’ – som hans finansminister Varoufakis sikkert ville kende under dets tekniske betegnelse ’the attrition game’ – hvor det gælder om at få modparten til at blinke først. Med meningsmålinger, der peger på at mere end 80 % af tyskerne ikke vil give Grækenland en eneste euro mere, blinker Frau Merkel næppe længere. Det synes også at være gået op for Francois Hollande, at giver man efter for grækerne, er døren åben for andre traditionelt mindre ansvarlige lande, der kunne have lyst til at lege lignende afpresningslege med Nordeuropa og Frankrig.

Så mens Bloomberg også skriver, at eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, er begyndt at tale åbent om at indføre kapitalkontrol for at beskytte den græske økonomi, er toget ved at være kørt for Tsipras. Hans land har betydelige gældsposter, der forfalder de næste uger, og den græske regering kan i princippet allerede om to uger være i en situation, hvor den ikke er i stand til betale de offentlige lønninger. Hvordan han og Varoufakis kan forestille sig, at EU og ECB alligevel kryber til korset og giver det næste lån – læs: Den næste pose afpresningspenge – er svært at forstå. Men som en kollega formulerede det forleden: Lande betaler gæld tilbage for at beskytte deres internationale omdømme, men hvad hvis man i forvejen har det værst tænkelige omdømme? Hvad skulle så få en til at betale sin gæld eller opføre sig fornuftigt? Og derfor, hvad skulle forhindre den regering, Tyler Cowen gentagne gange har omtalt som The Not Very Serious People i at drive dens land ud i den endelige bankerot?

Skriv et svar