Elinder et al. om tegnebogsstemmer

En meget lang diskussion i politisk økonomi og statskundskab handler om, hvorvidt folk primært stemmer egotropisk eller sociotropisk ved valg. Med andre ord, stemmer de med tegnebogen eller overbevisningen? Der er forskellige skoler i feltet, der bliver ved med at diskutere heftigt om, hvem der har mest ret. En af grundene er, at det er ganske svært at finde ud af, hvad der konkret er egotropisk og hvad der er sociotropisk. Med andre ord har man et næsten permanent identifikationsproblem.

Mikael Elinder, Henrik Jordahl, og Panu Poutvaara havde forleden en artikel i European Economic Review om dette emne (hattip: Nonicoc). Det svensk-finske team har fundet eksempler fra svenske valg i 90erne, der løser identifikationsproblemet på en ret elegant måde. Før 1994-valget, der blev afholdt i økonomisk trange tider, hvor alle vidste at det offentlige måtte stramme op, foreslog de svenske socialdemokrater at man reducerede den offentlige støtte til familier med små børn. Før det efterfølgende valg i 1998 foreslog samme parti derimod at lægge et loft på familiernes udgifter til børnepasning osv. Elinder et al. udnytter, at begge forslag retter sig mod familier med børn i 0-4 årsalderen. De kan derfor udnytte, at begge forslag vil have markant anderledes konsekvenser for denne gruppe end for familier med børn mellem 6 og 11.

’Tricket’ er, at teamet først kan vise, at i valgene 1985, 1988 og 1991 stemte disse to grupper ekstremt ens. I 1994, derimod, var dem med børn mellem 0 og 4 12,5 % mindre tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk, mens de i 1998 var 13,5 % mere tilbøjelige til at stemme socialdemokratisk. De to forslag ser derfor ud til at have rykket cirka 1,5 % af stemmerne, og mens det ikke fik klare konsekvenser i de to valg, bemærker Elinder et al. at det kunne have gjort det. I 6 ud af 20 valg efter anden verdenskrig var margenen mellem de to blokke mindre end 1,5 %. Privatøkonomiske overvejelser betyder ikke blot noget, men kan i nogle tilfælde flytte flertal.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.