Kan grækerne lære af Danmark anno 1982?

På tirsdag afholdes en “Emergency Economic Summit” i Athen om krisen i græsk økonomi. Hovedtaler er Thomas Sargent, og finansminister Varoufakis har meldt sin ankomst.

Jeg er også inviteret til at holde et indlæg. Jeg vil bl.a. tage afsæt i den dramatiske udvikling i dansk økonomi efter det økonomisk-politiske regimeskifte i 1982.

Det er et af de mest kendte eksempler i litteraturen på, at finanspolitiske stramninger ligefrem kan virke ekspansivt på kort sigt. Den finanspolitiske stramning efter regeringsskiftet i 1982 betød et kraftigt omslag i det hidtil eksploderende underskud på de offentlige finanser, men ikke desto mindre gik økonomien ind i et opsving med høj økonomisk vækst – stik mod de daværende prognoser.

Oveni den finanspolitiske stramning kom endda et opgør med den hidtidige devalueringsspiral, som trods høj inflation blev erstattet med fastkurspolitikken. Også en sådan chokkur bør ifølge gængs opfattelse virke kontraktivt (altså dæmpe den økonomiske aktivitet) i en overgangsperiode, indtil inflationen og inflationsforventningerne har tilpasset sig.

Hvordan kan kontraktiv økonomisk politik virke ekspansivt? En vigtig forklaring er, at virksomheders investeringsbeslutninger og husholdningers forbrug er bestemt af deres forventninger til fremtiden. Et regimeskifte, som det vi så i begyndelsen af firserne, kan – hvis det er både uventet og troværdigt – medføre en så kraftig revision af forventningerne, at den positive effekt dominerer (jeg har skrevet mere om den økonomiske politik i firserne her).

Grækerne bør lade sig inspirere af de danske erfaringer. Også andre tilfælde med resolut indgreb over for kritisk voksende offentlige underskud er endt med at styrke de ramte økonomier – om ikke andet så på lidt længere sigt. Sverige og Finlands krise i begyndelsen af 1990erne er eksempler. Udviklingen i EU efter finanskrisen tyder også i retning af, at offentlige besparelser ikke behøver hæmme væksten langvarigt – Storbritannien og Baltikum er eksempler.

En dramatisk ændring kan også på andre måder være med til at flytte økonomien og samfundet til en ny ligevægt. Meget tyder på, at Grækenland i særlig grad er præget af rent-seeking (bl.a. i form af decideret korruption og tjenester til politiske støtter, cronyism). Ifølge dette studie svarer rent-seekingen til over halvdelen af de græske skatteindtægter (mod knap 20 pct. i Euroområdet samlet). Derfor er der et betydeligt potentiale for økonomisk vækst, hvis grækerne kan slippe ud af det rent-seeking spil, de er fanget i nu. I et sådant spil kan ligevægten let blive selvforstærkende – eksempelvis er korruption mindre risikabelt, hvis der i forvejen er meget korruption og alle forventer korruption af alle andre – og kan kun ændres ved markante reformtiltag.

Let bliver det dog næppe. Og hvor er den politiske kraft, der evner at sætte sig i spidsen for at stoppe den græske tragedie?

32 Comments

  1. Du er vel klar over, at det går imod alt økonomisk teori og stort set alt økonomisk empiri, se fx https://ideas.repec.org/p/imk/wpaper/117-2013.html#author-body

    Jeg ved ikke i hvilken økonomisk model hvor austerity er ekspansiv? Desuden kunne grunden til at det måske virkede ekspansiv i Danmark, at vi havde høj inflation(eller blev modvirket af pengepolitikken), hvorimod de i Grækenland har deflation. Grækenland har sparet voldsomt, og haft et kæmpe fald i BNP, så umiddelbart ligner det ikke at austerity vil være ekspansiv

    • Christian Bjørnskov

      17. maj 2015 at 22:16

      Emil,det er faktisk forkert hvad du påstår. Alberto Alesina – bestemt ikke en nobody i nationaløkonomi – har arbejdet med såkaldt expansionary austerity. Man skal sådan set bare have en model med rationel forventningsdannelse for at man uden problemer kan få at austerity kan være ekspansiv på både kort og langt sigt.

      • Christian, nu sagde jeg stort set ;). Fx mener 97% af IGM panel det, og de 3 % er så Alesina. http://www.igmchicago.org/igm-economic-experts-panel/poll-results?SurveyID=SV_5bfARfqluG9VYrP

        Man kan selvfølgelig med en RBC-model få ekspansiv austerity, men så snart man tilføjer nogle nominelle rigiditeter, så bliver austerity skadeligt. Der er ingen, der bruger rene RBC-modeller til at forklare konjunkturer, da disse ikke kan forklare dem, og der er ingen effekt af pengepolitik.

        • Christian Bjørnskov

          18. maj 2015 at 11:15

          Emil, hvorfor baserer du så meget af din tænkning på formelle makromodeller fra for længe siden? Modeller er ikke bedre end deres antagelser, og hvis de ikke er konsistente med virkeligheden, er de ikke meget bevendt. Og helt ærligt: RBC eller nykeynesianske modeller med benevolente politikere? Hvor realistiske synes du, de er?

          • Christian, jeg baserer min tænkning på nye makromodeller, især ny-keynesianske, da disse er de mest brugte. Jeg troede du henviste til RBC, da du nævnte en model, hvor austerity er ekspansiv. Jeg kender ingen nyere model hvor austerity er ekspansiv. I makroøkonomi kommer man bare ikke langt med empiri alene, da der er for mange problemer med kausalitet, endogenitet og manglende variable. Jeg forstår ikke hvorfor du ikke vil forholde dig til, at teori og langt den meste empiri siger, at austerity er skadeligt.

            • Christian Bjørnskov

              18. maj 2015 at 14:28

              Jeg vil meget gerne forholde mig til det, men jeg er faktisk uenig med dig i, at “langt den meste empiri siger, at austerity er skadeligt”. Et af problemerne er, at austerity, defineret ved reduktioner i G, næsten_per_definition_kommer til at se ’skadeligt’ ud. Men det er kun fordi vi har defineret det sådan i nationalregnskabet. Som du sikkert ved, er G-komponenten den eneste, der opgøres ved omkostninger og ikke markedspriser der afslører præferencer og adfærd. Dét problem skal løses før man kan sige noget som helst fornuftigt om de egentlige effekter af austerity. Så man kan uden problemer have en situation, hvor lønninger, beskæftigelse og private investeringer er stabile eller stigende, men hvor ‘undersøgelser’ peger på, at austerity fører til nedgange i Y.

              • Jeg er enig i, at det er et problem at prissætte offentlig forbrug, men at det er det største problem ift. om stimuli virker er jeg ikke enig i. Offentlig stimuli virker gennem øget gæld, som øger inflation, som grundet rigide priser øger outputtet, sådan siger teorien. Så det vigtige her er, at gælden bliver øget, og det er sekundært om det så er skatterne der sænkes eller det er offentlig forbrug der øges. Jeg syntes, at beviserne for at der er nominelle rigiditeter i løn og priser er store, og derfor må stimuli af den ene eller anden slags have en effekt.

                • Jeg ved ikke hvem af jer to der får prisen for bedste underholdning.

                  Christian der vil modellere grækerne som “rationelle agenter” eller Emil der mener at Grækenlands største problem er mangel på gæld.

                • Christian Bjørnskov

                  19. maj 2015 at 09:12

                  Jamen, de modeller fungerer jo stadig uden nogen form for adfærdsrespons på regeringens dispositioner! Hvordan vil du f.eks. argumentere for, at det er helt modelkonsistent at skattebetalingerne faldt da det blev klart, at Syriza ville vinde valget. Du mangler fuldstændigt enhver form for politisk-økonomisk effekt i de nykeynesianske modeller. I dem er politikere benevolente agenter der gør der rigtige, og derfor er der ingen averse adfærdsreaktioner fra økonomiske agenter.
                  Uffe: Du skal skille individuel rationalitet fra systemrationalitet. Det græske ’system’ er bestemt ikke rationelt i den forstand, at det virker, men grækerne reagerer bestemt individuelt rationelt.

                  • Dog er privatforbrug bedre end offentlig forbrug på det marginale i modellerne, det er selvfølgelig en meget simpel måde at modellere effekten af offentlig forbrug. Det syntes at du mener at offentlig forbrug er spild af penge, jeg syntes dog at det er en anden diskussion end om stimuli virker. For hvis det er kun problemerne med at offentlig forbrug er spild af penge, så har det ikke noget at gøre med finanspolitiske stramninger, men et spørgsmål om at staten skal reduceres og skatten skal sænkes. Så hvad med stimuli i form af skattelettelser, er det godt?
                    Uffe: Når Grækenland er en del af Euroen så bestemmes inflationen af værdien af Eurozonens samlede gæld, så det er især Tyskland som skal øge gælden.

                    • For at græske priser skal stige, skal der være købere til de græske produkter til højere priser. En øget gældsætning skal derfor anvendes til at købe de græske produkter, alene gældsoptagelsen i sig selv er ikke bestemmende for græsk inflation, uanset hvor gælden optages.

                      Jeg vil gerne indskyde at jeg ikke mener at løsningen på et lammet arbejdsmarked er at sørge for øget inflation. Jeg mener absolut at inflation er skadeligt og skaber fejlinvesteringer og vildleder virksomhederne til at tro, at de er profitable.

                      Løsningen findes på individ-niveau. Individet skal være sin løn værd for at få et job, man løser ikke individuelle problemer ved at skabe inflation for hele samfundet. Det er kun nødvendigt at lade prissystemet fungere ved at liberalisere arbejdsmarkedet og reducere overførselsindkomster.

                      Det er netop nøglepunktet i den keynesianske tilgang – man forsøger at løse mikroproblemer ved makroløsninger – det er i bedste fald ineffektivt og i værste fald skadeligt.

                  • Christian, grækerne har stemt på de politikere der har kørt landet i sænk. Så langt må du vel medgive, at rationaliteten i græske vælgere måske er lavere end hos andre?

                    • Christian Bjørnskov

                      20. maj 2015 at 11:42

                      Nej, faktisk ikke. Men der kommer nok en post om den slags problemer en af dagene! De er ikke rationelle som gruppe betragtet, men helt individuelt rationelle.

                    • Uffe, når det er staterne der udsteder penge, så er pengenes værdi bestemt af kreditværdigheden af disse stater, da penge bare er et høj likvidt aktiv. Priser og lønninger er ikke fuldt fleksible på kortsigt, derfor gør inflation en forskel. Strukturelle reformer og stimuli udelukker ikke hinanden.

                    • Emil,

                      Den positive effekt af inflation fortager sig, og bliver negativ, når man opgiver en stigning i pengemængden.

                      Derfor er det nytteløst at forøge pengemængden kontinuert. I praksis opnås stigning med forskellige rater afhængig af penge rente vs naturlig rente, da man blot ved en acceleration i pengemængde opnår de illusionære effekter der fremstår positive (BNP stiger, profit i virksomheder stiger, beskæftigelsen stiger) men når accelerationen af pengemængden aftager (gående mod en stagnerende inflationsprocent), og måske bliver negativ (fald i inflationsprocent), opløses den tidligere skabte illusion og aktiviteter afsløres som fejlinvestering i en krise. Da falder igen BNP, profit og beskæftigelse tilbage – netto resultatet bliver at inflationen foranlediger virksomhederne til at forbruge deres kapital til lønninger og inputs, og står efter krisen tilbage med et netto tab grundet den illusionseffekt som stigningen i pengemængden medførte.

                      Årsagen er at det kun er uforudsete inflationseffekter der giver illusionen. Når inflationen er konstant, tages højde for effekterne, men trappes inflationen ned igen, destrueres grundlaget for optimismen og realiteterne indfinder sig – eksempelvis er virksomhedernes profit blevet beskattet uden reduktion for inflationseffekten, og deres kapital er dermed formindsket via beskatning, men undervejs har de også brugt deres tilsyneladende større profit på lønninger, der med nye højere priser på kapitalgoder ikke kan vedligeholde deres produktionsapparat.

                      Derfor anser jeg inflation som netto skadeligt for samfundet.

  2. Austerity begrebet i forbindelse med Sydeuropæiske lande betyder kun offentlig mådehold. Pengene i samfundet bliver ikke gemt i dynerne, men bliver i stedet i større omfang i borgernes, i stedet for statens, lommer.

    Det er den hurtigste måde Grækenland kan komme ud af sin krise. Ved at skære dybt i den groteske offentlige sektor, og frigive resurser til privat anvendelse.

  3. Den store forskel er at Danmark i 1982 som samfund basalt set fungerede… Der var rod i de offentlige finanser, men folk betalte deres skatter, der var minimal korruption, pensionsalder (bortset fra efterløn) var rimelig, folk var ikke ansat i det offentlige fordi de havde støttet et bestemt parti, osv. Det kan man ikke ligefrem sige om Grækenland…

  4. Christian – jeg kan ikke trykke på en knap der svarer dig på din besked ovenover, så det kommer her i stedet 🙂

    Kan du løfte argumentet om at en gruppe kan være irrationel, baseret på rationelle individer?

    Det vil jeg glæde mig til at læse 🙂

    • Jeg flytter lige mit svar her ned. Jeg forstår ikke hvorfor den private sektor skulle leve i en illusion omkring pengepolitik, og slet ikke se at de bliver ved med at blive snydt. Altså den private sektor må på et eller andet tidspunkt gennemskue illusionen, i stedet for at de tager fejl hver gang pengepolitikken bliver lempet. Derudover så hvis der er en forventning om 2% inflation og inflationen er lavere end dette skal den vil hæves, dette gælder også selvom der en illusion om pengepolitik, da denne illusion så må antages at være en om at der kommer 2% inflation ligegyldigt hvad.

      • Hej Emil,

        Som jeg beskriver i indlægget, så er skatteopkræveren ligeglad med inflationsvirkningen på profitten i virksomheden. Han beskatter det fulde beløb, og konfiskerer derfor kapitalen i virksomheden.

        Inflationsforventningerne ændres hele tiden, for nylig, inden ECB annoncerede sit QE program, var de faldet til et niveau man fra centralt hold mente var for lavt. Derfor QE programmet.

        Inflationsforventningerne kunne derfor tage højde for et scenarie hvor den reelle inflation fortsatte på sit lave niveau. I det klima blev kontrakter af både kort men også af længere varighed indgået.

        Når ECB efterfølgende injicerer sin stimulans (som jeg ikke tror på fuldt ud bliver steriliseret, deres købspris bliver højere end deres salgspris af aktiverne) vil de kontrakter der tidligere blev indgået baseret på den gamle forventning, mens de bliver påvirket af det nye program.

        Dette start-stop af eksperimentel pengepolitik er gift for langtidskontrakter. I 1950-1960erne gjorde man netop brug af start-stop pengepolitik i den vestlige verden, med stagflation til følge i 1970erne.

        Hvem ønsker at indgå langtidskontrakter uden en stor buffer, når centralbankerne begynder på monetære eksperimenter?

        • Som du skriver det der, så indgås kontrakterne med udgangspunkt i den forventede inflation, og så få det være optimalt at ramme den forventede inflation. Så når man har en officiel inflationsmålsætning på 2%, og den historisk har været omkring 2%, så må man også antage at inflationsforventningerne er omkring 2%. Så når inflationen falder under 2%, så skal man da forsøge at hæve inflationen til 2%.

          • Hej Emil,

            Jeg var upræcis i mit indlæg, jeg beklager.

            Lange kontrakter der indgås i en periode med lavere inflationsforventninger skades af stigende inflationsforventninger på baggrund af politik. Det var ikke i årene 2010-2014 oplagt at ECB ville indføre QE programmer for at opnå inflation nærmere 2pct, i deres målsætning stod der at de ville forsøge at opnå tæt ved men under 2pct inflation. Hvad er “tæt ved”? 1,9 ja – men hvad med 0,5?

            Formes en langtidskontrakt i perioden hvor inflationsforventningerne falder uden ECB foretager indgreb, vil en ændring af politik påvirke kontrakterne. Havde man i 2010 indgået en 10årig kontrakt vil man givetvis have påregnet lavere inflation end vi får fremadrettet. Halvdelen af perioden vil være påvirket.

            Disse skift i politik hos centralbankerne forstyrrer langtidskontrakter, der i forvejen er naturligt usikre. Hertil kommer at en 2pct inflation ikke påvirker alle priser jævnt. Inflation måles som et gennemsnit af et udsnit af priserne i samfundet, derfor kan en 2pct inflation i forbrugerprisindekset omfatte en “inflation” på 20pct på visse producentvarer (et lidt ekstremt tilfælde, men jeg tror du forstår pointen).

            Inflationen er “gavnlig” for den som sælger denne dyrere vare, og ugunstig for den som køber. Inflationen får en distributionseffekt og ændrer relative priser, som guider markedet til at optimere i nye retninger, baseret på inflationen i sig selv.

            Et eksempel kunne være, at energibesparelser tilsyneladende er mere effektive fordi prisen på varme stiger relativt til prisen på isolering. Det vil øge incitamentet til at bruge flere resurser på isolering end mere effektiv varmekilde, og den slags adfærdsændringer påvirker langsigtet vores velstand når det er varige goder der justeres på.

            • Uffe, jeg må ærlig talt indrømme, at hvis jeg prøver at følge din logik(som jeg langt hen ad vejen er enig med), så leder konklusionen til at prisstabilitet er vigtigst. Når ECB har en målsætning på tæt ved 2%, og historisk har ligget meget tæt på denne, så skal ECB prøve på at øge inflationen, hvis den falder meget under 2%. For hvis ikke den gør det skader det de langtidskontrakter, som er indgået. Det giver ikke mening at inflationsforventningerne pludselig skulle falde fra 2% til 0.5%. Desuden så er de kontrakter, som er indgået, da inflationen var 2% tage skade af, at inflationen skulle falde til 0.5%

              At alle priser ikke stiger med ens procentsats, gør jo ikke at man ikke skal prøve at stabilisere det samlede prisniveau. Det er nok også det samlede prisniveau de fleste kontrakter er indgået ud fra.

              • Hej Emil,

                Du har ret i at en opfyldelse af forventninger er mere stabiliserende end “hovsa” oplevelser. Mit synspunkt er dog, at inflationsmålsætningen for Centralbankerne ikke er gavnlig.

                Jeg mener ikke at det er muligt for Centralbankerne at opnå målet om at holde “prisniveauet” stabilt. De fokuserer på delmængder af priserne ved at måle på indeks og arbejder i brede middelværdier der ikke kan tage højde for relative priser. De kan derfor med rimelighed forsøge at holde et forbrugerprisindeks stabilt – men det er langt fra det samme som et generelt “prisniveau”.

                Den prisstruktur der ville opstå på et frit marked, skubbes væk fra sit balancepunkt med inflation. En “prisstabiliserende” politik fra Centralbankernes side kunne lige så vel skabe relativt store forskelle i priser, som vi så i 2008 hvor huse og aktier var prissat alt for højt. Her så vi ikke noget problem med stigning i forbrugerprisindekset, der lå relativt stabilt omkring 2pct per år.

                Det er pointen i anklagen imod synspunktet at prisstabilitet kan opnås ved at udvide pengemængden. Det er ikke muligt at opnå prisstabilitet ved kun at manipulere pengesiden af transaktionerne (der som bekendt ved prissætning har både en vare-side og en penge-side), man vil uafværgeligt skabe skred i prisstrukturerne og ændre på relative priser.

                De nye penge injiceres i systemet ved diskrete indgangspunkter (bankerne låner ud til virksomheder eller private låntagere), og vandrer herfra videre i systemet, til gavn for de første modtagere, der kan bruge pengene til de gamle priser, på bekostning af de sidste modtagere af pengene på faste indkomster. Disse personer, der først efterfølgende opnår en stigning i deres indkomst, er taberne i spillet, når inflationen er slået igennem på forbrugerprisindekset på baggrund af den nye og større pengemængde.

                • Uffe, nu er centralbanken(staten) den eneste udbyder af penge/statsobligationer, så det betyder noget hvad centralbanken gør. Så jeg ved ikke hvad du ønsker at den skal gøre, hvis det ikke er at sikre prisstabilitet?

                  Jeg gerne holde fast eksemplet med kontrakterne, da 99,9% eller deromkring tager udgangspunkt i et generelt prisniveau og ikke en eller anden form for underindeks eller hvordan nogle relative priser udvikler sig, så igen giver det god mening at centralbanken prøver at stabilisere det generelle prisniveau.

                  I dit sidste eksempel, så kan de sidste modtager af pengene jo gennemskue mekanismen, og dermed bare forlange en kompensation for dette, og de vil derved ikke blive snydt. Så de bliver kun snydt, hvis der sker en ændring ift. den forventede inflation, som fx. at inflationen pludselig bliver lavere.

                  • Hej Emil,

                    Jeg tror vi taler lidt forbi hinanden om emnet, jeg kan se at dine pointer flugter meget godt med mine egne når vi taler om at den forventede inflation og den aktuelle skal matche for at undgå .

                    Problemet opstår ganske rigtigt når forventningen og realiteterne ikke matches, så sker der distributionseffekter i samfundet mellem vindere og tabere.

                    Men i det tilfælde at realiteter og forventningerne matches så er effekten af inflationen blot at manipulere relative priser, der leder til en fejlallokering af kapital. Altså, i mit eksempel vil det få boligejere til at efterisolere i stedet for at udskifte varmekilde. Blot et simpelt eksempel på hvad relative priser betyder for kapitalallokering.

                    Problemet med at anvende ord som “prisniveau” er at vi vildleder os selv til at tro, at priserne justeres i takt med hinanden, op eller ned, mens virkeligheden er at enhver pris er unik og påvirkes unikt af en stigning i pengemængde.

                    Pengesystemet i dag er monopoliseret af staten, og det mener jeg er et dårligt system. Jeg er tilhænger af at penge udvikles på markedet og styres af markedet, for at understøtte personlig frihed og minimere statslig politisk manipulation.

                    Jeg mener at staten bør leve for sine skatteindtægter og afholde sig fra at optage gæld som markedet ikke tror den kan betale tilbage. I det system vi har i dag, gives staterne større tillid fordi de kontrollerer pengesystemet igennem centralbanken. Denne skævvridning af lånemarkedet til statens favør giver staten yderligere magt, der bruges imod borgerne af politiske årsager.

                    Denne kontrol med pengesystemet giver også velfærdsstaten større råderum til at understøtte arbejdsløse og forlænge en vending i konjunkturerne, da lønningerne kunstigt holdes oppe.

                    Det forårsager også en tilbøjelighed til gældsættelse både for private og offentlige personer og virksomheder. Denne kemi gør det særdeles sandsynligt at gælden stiger og systemet gøres yderligere følsomt for negative slag der medfører en udløsning af deflationære kræfter – et problem der ville være uskadeligt i tilfælde af markant lavere gældsniveau.

                    • Hej Uffe,

                      Ja, jeg troede lige var ved at være enige, men det lader det ikke til.

                      Centralbanken handler kun i statsobligationer, så jeg kan ikke se hvordan den forstyrre de relative priser.

                      Et samfund har brug for penge til transaktioner, og da det er staten som har den største kreditværdighed(kan beskatte borgerne), så er det den udsteder dem. Alle kan udstede penge, men sandsynligheden for at folk vil acceptere dem som betalingsmiddel er bare små. Det nærmeste man kommer til private penge er bitcoins, og det er et meget volatilt illikvidt aktiv, og det er absolut ikke egnet til at bruge som penge, da volatiliteten er alt for stor.

                      Nu kan langt de fleste stater betale deres gæld(eller det er i hvert fald hvad markedet tror), da både inflationen og renten er meget lave.

    • Tænk på det velkendte spilteoretiske problem prisoner’s dilemma; selvom alle spiller deres optimale strategi (= er rationelle) er det stadig ikke det pareto-optimale resultat for gruppen, der opnås.

      • Hej Johannes,

        Vil du have den venlighed at beskrive for mig hvordan prisoners dillemma udfolder sig for Grækenland?

        Jeg indrømmer at jeg ikke har sat mig nøje ind i denne teoretiske situation (prisoners dillemma) og forlader mig på din udlægning i det følgende.

        • Christian Bjørnskov

          22. maj 2015 at 14:59

          Uffe: Det bliver min næste post her på stedet – så snart jeg er hjemme fra Luxembourg.

        • Johannes Polemicus

          22. maj 2015 at 15:25

          Hvis alle er ærlige, opnås det bedste resultat. Problemet er imidlertid, at man kan ryge på røven, hvis andre snyder, mens man selv er ærlig. Derfor er den rationelle strategi at snyde, hvis man kan have mistanke om at de andre snyder.

          Man har derfor brug for en sikkerhed for, at andre ikke snyder – fx tillid eller en stærk stat – for at det individuelt rationelle valg også fører til det optimale udfald for gruppen. Ironisk nok var det vel egentligt Hegels pointe om staten!

          • Jeg mener ikke at en stærk stat er garant for ærlighed. En stærk stat er i stedet garant for magtanvendelse til at opnå politiske mål.

            Givetvis skifter disse politiske mål over tid, og derfor kan man i en kortere periode opnå “ærlighed” med magtanvendelse, indtil det bliver tydeligt at de som har mest gavn af uærlighed præcis er politikerne, da disse har magten.

            Politikernes interesse vil i første periode være at gennemføre ærlighed med tvang, men senere vil spillet også gå op for politikerne, hvorefter de selv vil indlede sig på uærlighed. Disse har blot fordelen af statens magt står bag dem, hvilken incitamenter har man derefter for at forsøge at foregive ærlighed, mens man forfølger sine egne mål, muligvis heriblandt ved anvendelse af uærlighed?

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑