Individuel- og gruppe-rationalitet

En læser undrede sig forleden over, hvordan vi kunne påstå, at grækerne opfører sig individuelt rationelt. Hvordan kan rationel adfærd føre til så absurde og destruktive konsekvenser for et helt samfund? Tanken var, som mange før vores læser har argumenteret, at hvis man ser åbenbart irrationelle eller skadelige konsekvenser på gruppeplan, må de skyldes irrationel adfærd på det individuelle plan. Økonomisk og politologisk teori har dog særligt siden 1950erne vist, hvordan den populære ide ikke passer. Elendige udfald på gruppe- og samfundsplan kan sagtens skyldes fuldstændigt rationel adfærd på individplan.

John Nash formulerede i Fangernes Dilemma en situation, som David Hume havde peget på allerede i 1740. To røvere er blevet fanget af politiet og sat i separate celler. De får at vide, at hvis de holder mund, får de hver to måneder i fængsel. Hvis de begge fortæller sandheden, får de hver ni måneder, mens hvis én af dem sladrer, mens den anden ikke gør, får sladrehanken kun én måned mens den anden får ti måneder. Det er tydeligvis grupperationelt at begge holder mund, så ’skaden’ begrænses til to gange to måneder; men for fangerne er det ikke individuelt rationelt. Hvis den ene holder mund, er det rationelt for den anden at sladre – sladrehanken slipper med én i stedet for to måneder. Hvis man tror, den anden sladrer, vil man begrænse sin skade til de ni måneder, man får hvis begge sladrer. Under alle omstændigheder er den ’dominerende strategi’ at sladre.

Situationen, der beskrives i Fangernes Dilemma, er således en hvor det ikke er rationelt for de to fanger at koordinere deres adfærd. Hæver man sig op på samfundsplan, ligner mange problemer Fangernes Dilemma, men et med mange i stedet for blot to individer. Man får dermed det, der kaldes Kollektive Handlingsproblemer – situationer, hvor alle sådan set kender den bedste løsning, men hvor individuelt rationel adfærd hurtigt kan forhindre alle i at nå den. Problemet er ’free-riding’- på dansk kaldet gratistadfærd. Alle ved for eksempel, at det er ubehageligt, hvis midtbyen i Aarhus lugter af urin (ikke mindst hvis man har tømmermænd og skal gå gennem lugten). Men når Egon går hjem, betyder det stort set intet, at han – isoleret set – tisser i en port. Det gør hverken fra eller til fordi hans tis er en dråbe i havet. Det kan derfor sagtens være individuelt rationelt for ham at tisse, men fordi alle andre tænker på helt samme måde, kommer Aarhus til at stinke søndag morgen.

I hvilket omfang individuelt rationel adfærd fører til gruppe-rationel adfærd afhænger derfor af, i hvor høj grad samfundet kan løse dets kollektive handlingsproblemer. Som Mancur Olson indså i 1960erne, gælder de samme problemer nemlig civilsamfundets organisationer. Har folk samme mål og er de ikke alt for mange, er det ikke svært at koordinere dem – de betaler til organisationen, eller bidrager på anden vis. Olsons indsigt var dog, at jo større gruppen bliver og jo mere forskelligartet, jo sværere er det at begrænse free-riding, så en for stor og / eller forskelligartet organisation kan ikke fungere: Den kan ikke løse det kollektive handlingsproblem. Fagforeninger og andre forsøger derfor at fastholde medlemmer ved at tilbyde dem noget andet de kun kan få gennem foreningen andet end det kollektive gode.

Ser man ud over samfundet, er der en lang række kollektive handlingsproblemer, som skal løses før man med rette kan kalde sig et ordentligt ’samfund’. En stor del af den ideologiske diskussion de sidste 150 år har i et vist omfang handlet om, hvem der skal håndtere disse problemer – markedet, staten eller civilsamfundet (i Ostromske, private løsninger). Men et definerende karakteristika ved de nordeuropæiske samfund og deres børn – Australien, Canada, New Zealand og USA – er hvor godt de løses. Skatteopkrævning er for eksempel et kollektivt handlingsproblem, ligesom et velfungerende retsvæsen er det. De løses glimrende i Sverige og Storbritannien, men nærmest ikke i Grækenland. I alle landene opfører folk sig tilnærmelsesvist individuelt rationelt, men hvordan dén rationalitet i samspillet mellem mennesker fører til kollektiv rationalitet eller absurditeter som Grækenland, Rusland eller Congo, skyldes noget helt andet. Meget mere om det en anden dag.

10 thoughts on “Individuel- og gruppe-rationalitet

  1. Uffe

    Hej Christian, Tak for indlægget 🙂

    Der er stadig nogle ting som undrer mig (og siden problemet er gammelt og kendt, er svaret sikkert forholdvis let at give):

    Rationel adfærd i fangernes tilfælde er et resultat af strukturen de ligger under for. Fangerne ved med andre ord, at strukturen giver dem incitamenter til at sladre. Hvis der ikke var en gulerod indbygget i systemet der opildnede individet til at sladre, ville ingen af dem gøre det.

    Prisoners dillemma er et ganske fremragende eksempel på hvordan man sikrer sig at fangerne røber sandheden for ordensmagten: Man sørger for at skabe en struktur af incitamenter der i alle tilfælde fører til reduceret straf for at sladre.

    På samme vis med urineringen i Århus midtby – der er for den enkelte meget lille risiko for at blive fanget. Vejet op mod den store trang til at tisse, og manglen på urinaler, betyder det at for den enkelte leder det til at man tisser i en skjult port. Porten giver skjul for individet der føler sig uset, et fremragende incitament til at tage chancen når blæren er fuld.

    Grækerne har samme problem som fangerne – indbygget i systemet er der incitamenter for at bedrage og høste egen gevinst. Prisoners dillemma men også Tragedy of the commons ser begge ud til at spille ind for grækerne.

    De får gevinsten selv hvis de kan reducere deres skattebetaling, og i stemmeboksen får de mulighed for at sikre egen indkomst i det offentlige ved at stemme socialister til magten. Politikerne står også med et lignende incitament: Giv folket gaver og lån pengene hos ECB der så nødig vil se grækerne forlade euroen.

    Grækernes situation er yderligere forværret fordi de har haft ECB og Tyskland til at “hjælpe” dem med at bygge en større gæld op end de ellers ville have bygget op. Problemet kan efter min mening ikke udelukkende beskrives som et prisoners dillemma, men man må også pege på tragedy of the commons af ECB og dermed en socialiseret risiko – lavere risiko for Grækenland selv.

    Græske politikere har kunnet låne penge for billigt med ECB og Tyskland i ryggen. Grækerne ville med markedets incitamenter, “regulering” og reduktion af moral hazard haft strengere vilkår for optagelse af lån, og var ikke kommet så dybt i gæld på egen hånd. En faktor der ville medvirke til at styre politikernes incitamenter til at være mere varsom med at optage gæld.

    Uden snablen nede i ECBs uendelige pengekasse, og Tysklands implicitte garanti for bailouts, ville grækerne ikke have kunnet opbygge så stor en statsgæld. Spørgsmålet er dog om det havde forhindret en græsk tragedie med finanskrisen i mente … det er nok sværere at svare på, det forekommer mig at svaret ligger tættere på et nej end et ja.

    Svar
  2. Christian Bjørnskov

    Uffe: Der er helt klart også elementer af en tragedy of the commons og moral hazard i hele det spil, Grækenland har haft med EU og senere IMF. Det spil er også rationelt,men ganske skadelig, og for mig er det egentlige spørgsmål, hvorfor f.eks. Tyskland og Holland gik med til at lukke grækerne ind i euroen. Men måske er det blot endnu en situation, hvor politisk kapital og prestige var vigtigere end skatteborgernes penge… Så længe det ikke påvirker hvor mange der stemmer på dem, hvorfor skulle de så bekymre sig om andet end deres internationale prestige?

    Svar
  3. Uffe

    Hej Christian,

    Jeg tror især politikernes incitamenter bygger på at befolkningens opfattelse, og problemet med den demokratiske beslutningsproces betyder at de har svært ved at fravælge et overforbrug. Politikerne ved magten har incitamenter til at foregive at kunne trylle – skabe velstand ud af ingenting, og befolkningen har på mystisk vis også et personligt incitament til at tro hvad autoriteterne siger til dem – alternativet gør ondt.

    Hvis europæerne alle havde en stærkt værdi indbygget i at undgå store stater, og indså problemet i at give en håndfuld mennesker magt over dem, ville mange af de mystiske demokratiske valgproblemer ændres. Ikke forsvinde, men antage en anden form (en jeg ikke lige kan tænke mig frem til).

    Det er dog tydeligt at udvalget af europæiske politikere ved magten hjælper til med at skubbe på for troen om at hvis pengene opkræves i skat og håndteres politisk, så er samfundets situation forbedret. Denne bagvedliggende tankegang præger de fleste mennesker, og den ses tydeligt eksemplificeret ved indignationen over at selskaber reducerer deres skattebetaling, jævnfør mobilselskabet 3’s popularitetsproblem efter “afsløringen” om at de ikke betalte skat (årsagen var at de havde fradrag for store investeringer).

    Så længe befolkningerne (det politiske marked, så at sige) værdsætter en stærk stat og stor omfordeling, så vil disse besynderlige “gældstendenser” fortsætte i bedste Keynesianske stil. Med en stærkt stat ved roret der med sit størrelse ensretter meget af tankegangen og nyhedsstrømmen, er det sværere at få alternative idéer ud i den brede befolkning.

    Man mindsker desværre også på den måde konkurrencen mellem ideerne hos befolkningen.

    Det tror jeg har en stor betydning for de dårlige beslutninger som befolkningen går med til, ved at genvælge politikere der har truffet upopulære valg (bailout af grækerne). Jeg tror ikke at befolkningen kan gennemskue at statsløsninger på samfundsproblemer har dårlig succesrate. Desværre.

    Svar
  4. Christian Bjørnskov

    Jeg må faktisk erklære mig delvist uenig. Jeg tror, at du har ret for nogle vælgeres vedkommende. Problemet med argumentet er, at folk sagtens kan indse problemerne og have en ide om konsekvenserne. Det give dem bare ikke noget_incitament_til at stemme efter dem. Viden om konsekvenser løser på ingen måde det kollektive handlingsproblem. Se bare på Fangernes Dilemma: Begge fanger er fuldt informerede om konsekvenserne, men løse ikke dilemmaet. Sagt på en anden måde: Hvis man tror på, at alle andre stemmer pro-socialt og efter den sandsynlige politiks konsekvenser skal man da næste være idiot, hvis man ikke stemmer med sin egen tegnebog – medmindre der selvfølgelig er andre forhold,der dominerer ens privatøkonomiske incitament.

    Svar
  5. Uffe

    Christian, har du noget på i hvor høj grad befolkningen kan gennemskue økonomiske konsekvenser af deres valg? Jeg har ikke selv, men det vil være meget interessant at få lidt input på det.

    Jeg stiller det måske lidt sort-hvid op:

    Er den enkelte klar over hvad en bankerot for en stat betyder for deres egen økonomi?

    Nu var det forhenværende eksempel Grækenland, fordi det er tragikomisk det der foregår dernede. Men for indeværende har Danmark lige så høj gæld målt i BNP som i 1980 da Heinesen talte om at afgrundens rand var synlig og vi var på vej imod den. Det er renteniveauet der udgør forskellen fra i dag og til 1980erne – vi har også underskud på finanserne i disse år og mange år frem.

    Det forekommer mig ikke i enhver vælgers viden at dette er tilfældet. Altså de stemmer rødt fordi de tror der er mere at komme efter (egen pengepung, eller idealisme). Men realiteterne er nogle helt andre.

    Det jeg mener er at det ikke er ubetydeligt at vælgerne i høj grad ikke er klar over, at kassen er tom, fordi problemerne allerede er så store, at det er uundgåeligt at reformere og/eller privatisere – staten har ikke indtægter til at betale sine udgifter med. Og efter min ringe overbevisning kan staten ikke trække flere penge ud af befolkningen med højere skatter – “Lafferkurven” er udnyttet til maksimal skatteindtægt.

    “Hængekøjen” i fremtiden og den grønne omstilling gør heller ikke problemerne mindre.

    Jeg tror ikke at vælgerne er klar over hvor meget de politiske løfter må ændres indenfor de næste 10 år, og derfor stemmer de som de gør.

    Du mener måske ikke at denne viden, hvis vælgerne havde den, ville udgøre et incitament for dem? Det er jeg nok tilbøjelig til at medgive også betyder noget. Nogle mennesker er ikke så følsomme overfor dårlig økonomi som andre.

    Svar
  6. Christian Bjørnskov

    Jeg tror ikke, at der er mange, der kan sætte kroner og ører på det, men nok at de fleste er udmærket klar over, at det vil påvirke dem meget mærkbart. Min pointe er dog, at de ikke har et_individuelt-incitament til at gøre noget ved det! Det er igen forskellen mellem individet og individernes opførsel som gruppe, hvor individuel rationalitet overhovedet ikke fører til grupperationalitet.
    Mht. Danmarks gæld lyder det helt og aldeles forkert. Måske har vi samme gæld i kroner og ører, men den er stadig meget, meget mindre som andel af nationalindkomsten end i 1980. Hvis du mener noget andet, må du dokumentere det.

    Svar
  7. Uffe

    Hej Christian,

    Jeg ved ikke hvordan jeg kunne glemme det, men da jeg står her og snitter grøntsager ved køkkenbordet slår det mig, at du er professor i nationaløkonomi. Jeg havde håbet på at du ville servere solide tal og sætte fakta på plads, det ville gøre det let for mig at erkende nederlaget 😉

    Nu bliver jeg jo sat i arbejde…

    Jeg har fundet et tal der siger at gælden er 45pct af BNP på dst for 2014, tabel “EDP3”: Danmarks ØMU-gæld og ØMU-underskud efter funktion (% af BNP)

    På nationalbankens hjemmeside står der dog at gælden er 24pct af BNP:

    http://www.nationalbanken.dk/da/statsgaeld/statens_gaeld/Sider/default.aspx

    Hvilke tal kan man bruge til at sammenligne med?

    For 1980 er tallet 38pct, det har jeg fundet to steder.

    http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/danmarks-udlandsgaeld-1945-2010/

    http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/1999/02/slog98.pdf (side 12)

    Men det ser ud til at jeg tager fejl, hvis vi bruger Nationalbankens tal, så er det for 2014 på 24pct, og i toppunktet i 1984 var den 58pct. Det er tydeligvis ikke i nærheden af hinanden.

    Jeg tror jeg har kommet til at sammenligne ØMU gæld med Nationalbankens tal, for så passer det med min vildfarelse ca 38pct i 1980 (45pct i 1981) vs 45pct i 2014. Men det er ikke samme gæld de to tal repræsenterer.

    Det er jo sådan set rart at blive klogere, selvom det gør ondt 🙂

    Svar
  8. Christian Bjørnskov

    Hej Uffe. Ja, man bliver klogere, ikke mindst når der sniger sig særlige begreber som ØMU-gæld ind. Men at lave fejl er helt fint, når man som dig indrømmer og informerer andre om det! Tak for korrektionen.
    Christian

    Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.