Vi vinder når vi vågner

Titlen på dagens post er også titlen på Anders Krab-Johansens nye bog, der udkommer i dag. Krab-Johansen, der er chefredaktør på Børsen, har været en drivkraft bag debatten om velfærdsstaten de seneste par år, har præsteret en meget fin og tankevækkende bog. Ligesom Børsens serier om ”Hvad kan vi danskere?” og ” Det næste Danmark” er den også omhyggeligt veldokumenteret og fakta er – med et par uundgåelige svipsere – stort set uangribelige.

Børsen lancerer bogen i dag på forsiden med lidt af et scoop. Krab-Johansen har fået Danmarks Statistik til at lave en særkørsel, der viser danskernes faktiske arbejdstid. Mens han viser i bogen, at de fleste tror, at de arbejder lidt mere end almindelig arbejdstid – der pt. er 36,2 timer – er det faktiske tal for gennemsnitsdanskeren kun 31,2 timer om ugen. Den egentlige arbejdstid er endda faldende! Afsløringen om arbejdstiden er blot et af mange klare og dokumenterede problemer i det danske samfund, som Krab-Johansen stiller knivskarpt på.

Der skal naturligvis være en enkelt flue i suppen, og det er at forfatteren desværre falder for Ældresagens påstand fra sidste år om, at Danmark er verdens syvenderigeste land. Helt snævert set er det rigtigt, at vi er nummer syv på Verdensbankens liste over BNP per indbygger i løbende, nationale priser. Han overser desværre (uanset at jeg gik i rette med de skrupelløse lobbyister i Ældresagen i hans egen avis i september), at vi kunne have været endnu højere på listen, hvis bare vores priser var endnu højere! Når man tager hensyn til, at Danmark er et usandsynligt dyrt sted at bo – det danske prisniveau er EU’s højeste – er vi omkring nummer 20.

Det er heldigvis noget, der både kan ordnes til næste udgave og heller ikke skal skygge for, at Anders Krab-Johansen har skrevet en bog om alle de udfordringer, som vores samfund står overfor. Bogen diskuterer også en lang række enkeltløsninger på enkeltproblemer i stedet for at have en ’stor vision’ om hvad man bør gøre. Den fungerer derfor både som en debatbog, vi har savnet slemt de senere år, og et idekatalog for det næste Folketing. Med andre ord, den er stærkt anbefalet til alle punditokraternes læsere.

6 thoughts on “Vi vinder når vi vågner

  1. Uffe

    Christian, du får et stort plus herfra for teksten:

    ” (uanset at jeg gik i rette med de skrupelløse lobbyister i Ældresagen i hans egen avis i september)”

    Svar
  2. Johannes Polemicus

    Jeg har ikke læst bogen, men kun avisernes omtale; uanset hvor enig jeg er med Krab-Johansen i hans overordnede tese, så irriterer det mig når han fx påstår at Danmark er en outlier ift. andre europæiske lande. Dertil kommer, at han – som så mange andre – overdriver forskellen i faktisk arbejdstid mellem den offentlige og den private sektor, hvilket formentligt skyldes observationsbias.

    Bum bum. Siden 1964 er den gennemsnitlige faktiske arbejdstid faldet fra 43 til 33 timer om ugen. Omvendt var det i 1960 kun 43,6 pct af alle 18-69-årige kvinder der havde erhvervsarbejde , mens det i 2007 var 70,8 pct, står det slet ikke klart at den mængde faktisk erhvervsarbejde familieenheden leverer til samfundet er faldet…

    Svar
    1. Uffe

      Din opdeling af arbejde ved at kalde en del af det for erhvervsarbejde gør at du forsøger at negligere arbejdet som kvinderne udførte i hjemmet før de kom på arbejdsmarkedet.

      En af effekterne af at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet er at de opgaver de varetog før, varetager de nu som “erhvervsarbejde” i din terminologi.

      Jeg mener ikke det er meningsfuldt at splitte arbejde op i “hjemmearbejde” og “erhvervsarbejde”. Det som giver velstand er produktion, om arbejdet foretages i hjemmet eller på arbejdsmarkedet kan være lige meget.

      Svar
      1. Johannes Polemicus

        Det var sådan set hele min pointe! Når man kigger på faktisk arbejdstid, som Krab-Johansen, overser man værdiskabende aktiviteter der ikke er integreret i markedet, fx husarbejde (eller frivilligt arbejde, for den sags skyld). Når man så laver en gennemsnitsbetragtning, vil det se ud som om et samfund hvor manden arbejder 80 timer om ugen og kvinden går hjemme har en gennemsnitsarbejdstid på 80 timer og dermed er langt mere produktivt end et, hvor manden og kvinden begge arbejder 40 timer om ugen og deles om husarbejdet.

        Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.