Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?

Grækenland har kurs direkte mod en rodet bankerot. En del af diskussionen i medierne er, om man ikke kan undgå en bankerot, hvis Syriza-regeringen i Athen går med til liberaliserende reformer af græske reguleringer og den offentlige sektor. Diskussionen er dog misforstået: Den burde ikke handle om, hvorvidt grækerne går bankerot, men hvordan de kommer til at gøre det. For en bankerot er uundgåelig med en gældsbyrde på 180 % af BNP, økonomisk stagnation og Europas måske ringeste embedsværk. Oveni det kan man lægge det historisk nok mindst ansvarlige politiske system i den demokratiske verden. Det tekniske spørgsmål må derfor i virkeligheden – og er nok også bag lukkede døre – om man kan navigere Grækenland mod en nogenlunde ordne bankerot.

Men en anden del af diskussionen, der ikke foregår, burde være hvorfor Syriza-regeringen agerer som den gør. Udefra ser det aldeles idiotisk ud, om end idiotisk på en tydeligt vulgærkeynesiansk og marxistisk måde. Pointen i dag er dog, at der er en måde at finde rationalitet i Tsipras og Varoufakis strategi. Rationaliteten er klassisk public choice – man behøver ikke andet end at regne med, at græske politikere fra Syriza gør det, der er bedst for græske politikere fra Syriza, uanset hvad der er bedst for vælgere, befolkning, eller Grækenlands fremtid.

Man bliver derfor nødt til at spørge, hvad der er Syrizas bedste strategi for at vinde det næste valg i Grækenland. Normalt ville man sige, at et parti, der fører et land ud i økonomisk kviksand, burde blive straffet hårdt. Sådan spiller klaveret bare ikke i denne situation. Fordi man fra såkaldt europæisk side effektivt har socialiseret omkostningerne ved en græsk bankerot – en ganske stor del af den græske regning skyldes til andre eurolande – er der ikke længere blot tale om en økonomisk krise, men også effektivt om en politisk krise (se f.eks. Mats Persson om krisen).

Den politiske overtagelse af størstedelen af den græske statsgæld har sat regeringen i Athen i en situation, hvor Syriza og andre partier udenfor magten før 2009 kan skyde skylden for problemerne på andre. Tsipras og Varoufakis rejser således rundt i verden og i Grækenland med budskabet om, at det ikke er grækernes skyld – verden skylder dem et eller andet for civilisation og for at have været besat under anden verdenskrig – og at enhver liberaliserende reform af landet vil gøre krisen værre. Deres narrativ er således vulgærkeynesiansk i den forstand, at den græske krise ikke skyldtes årtiers horribel politik – deres land har trods alt haft objektiv kurs stik mod luksusfælden i et par årtier – men nedskæringer og privatisering af statsejede selskaber. Den er også konsistent med partiets rødder, der skal findes i den yderste, kommunistiske venstrefløj, der tabte magtkampene i landet efter anden verdenskrig og også spillede en martyrrolle under militærdiktaturet.

Syrizas politik er derfor rationel på den måde, at den handler om at fortælle grækerne, at partiet faktisk beskytter dem. Tsipras sagde for eksempel i en tale til parlamentet for få dage siden, at ”denne fiksering på nedskæringer er en del af en politisk plan om at ydmyge et helt folk, der uden egen skyld har lidt i fem år. IMF har et kriminelt ansvar for den nuværende situation.” Andre græske regeringspolitikere har forsøgt at sælge en historie om, at det er Merkel og Tysklands skyld, at de – i en klassisk nulsums- lagkagetænkning – skader Grækenland ved et være ’for’ konkurrencedygtige, eller at det hele skyldes anden verdenskrig og naziregimet. Adfærd, der internationalt er det samme som at skyde sig selv gentagne gange i foden, giver således god mening i en national kontekst.

Tsipras-regimet følger ret perfekt Jim Vreelands syndebukteori (formuleret overfor IMF her): Man ved, at reformer vil forbedre økonomien, men underminere ens egen magtbase, medmindre man totalt kan frasige sig ejerskab for dem. Syrizas bedste chance for at blive genvalgt er således paradoksalt, at Grækenlands problemer forværres, samtidig med at man kan skyde skylden på IMF og tyskere, hollændere eller andre onde nordeuropæere, som ikke ser landets storhed. Giver man efter og indfører egentlige reformer, underminerer man sin magtbase og agerer imod ens egne valgløfter og ideologi. Indrømmer man officielt, at det er ens egne problemer, skaber man modvilje blandt græske vælgere. Den eneste politiske vej for Tsipras og hans folk er den økonomisk mest destruktive. Politik trumfer til enhver tid økonomi og ansvarlighed.

3 tanker om "Hvem vinder et græsk valg i afgrunden?"

  1. Paideia

    Hvad siger Public Choice om antagelsen, at græske vælgere ikke selv kan gennemskue Tsipras’s strategi? Er vælgerne irrationelle?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er et godt spørgsmål. De kan sagtens være fuldt rationelle og tro, at Syriza er deres bedste eller måske eneste chance for at slippe for at betale gæld tilbage / ende i en total bankerot. Men der er også andre dele, der peger på, at de kan være rationelt uvidende. Det er traditionen tilbage til Downs og Tullock, der argumenterede, at siden den enkelte vælger praktisk taget ingen chance har for at påvirke et valgresultat, er det irrationelt at bruge tid og kræfter på at søge information om, hvad de forskellige partiers konsekvenser ville være. Så stemmer man efter noget andet. Ikke mindst har folk som Colin Jennings arbejdet meget med såkaldt ‘ekspressive vælgere’ – ideen om at folk stemmer for at sende et socialt signal i stedet for at påvirke valget som sådan.

      Svar
  2. Uffe

    Tak til Christian for en god analyse og herlig læsning om den græske basket-case 🙂

    Svar

Skriv et svar