Rivalerne Friedman og Samuelson

Hvis nogen kan siges at have skabt moderne makroøkonomisk teori, er det Paul Samuelson og Milton Friedman. De blev økonomer under den store depression og begge influeret af keynesiansk tænkning. Men de blev også rivaler. Det var Samuelson (og ikke Keynes), som skabte det matematiske modelapparat bag keynesiansk makroøkonomi og formulerede den såkaldt neoklassiske syntese – den udgave af keynesiansk makroteori, som kom til at præge efterkrigstiden, og hvor finanspolitisk styring syntes at kunne gøre konjunkturbevægelser til fortid. Og det var Friedman, som kom til at lede opgøret med denne tænkning over en bred kam: Metodisk, historisk, empirisk og økonomisk politisk.

Den fremragende økonomiske journalist David Warsh, der driver Economic Principals, har skrevet et medrivende essay om de to rivaler. Det er også fremragende. Han portrætterer både personerne og deres ideer, så man har svært ved at lægge hjemmesiden fra sig (hvis man da kan sige det om en hjemmeside). Den bør man altså ikke snyde sig selv for. Læs f.eks. om, hvordan den ene tilbringer sommeren på stranden, mens den anden tjener til studierne bl.a. ved at servere på en restaurant.

Warsh fører historien frem til det tidspunkt i 1960erne, hvor de to har fået etableret henholdsvis MIT og Chicago Universitetet som kraftcentre for hver deres tilgang til økonomi, og hvor de begynder at blande sig i den offentlige debat ved på skrift at skrive klummer i Newsweek.

Men hvis vi prøver at spole tiden frem til i dag, hvem af rivalerne kan så siges at have præget moderne makroøkonomi mest? Ser vi på den grundlæggende måde at modellere makroøkonomier på, er der stadig tydelige spor af Samuelson. Men det er nok primært Friedman, som kom til at sætte de største fodaftryk. I moderne teori spiller forventninger og individuel økonomisk ageren en central rolle, modsat Samuelsons model baseret på relationer alene mellem makrostørrelser. Ud af Friedmans monetarisme voksede den rationelle forventningsrevolution, som ligger bag de vigtigste makroøkonomiske tilgange i dag – fra nykeynesiansk til real business cycle-teori. Friedmans vægt på pengepolitik og ikke finanspolitik som det mest potente redskab på kort sigt, på økonomisk politiske regler frem for diskretionær økonomisk politik og på empiri er også fremherskende.

Efter den store recession i 00erne har der dog været en fornyet interesse i finanspolitik, men den har foreløbig været noget teoriløs og ad hoc-præget. Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. De store quantitive easing-programmer først hos den amerikanske centralbank og siden den europæiske har dog trængt denne opfattelse noget tilbage igen. Og ellers har institutioner som IMF været i gang med rent statistiske målinger af finanspolitikkens effekter (den såkaldte multiplikator) uden rigtig at hægte dem op på en teoretisk forklaring.

Men ét sted lever den simple udgave af Samuelson-modellen i bedste velgående. Og det er i den måde, politikere, journalister og gymnasielærere ofte præsenterer og diskuterer økonomiske problemstillinger på.

10 Comments

  1. “Dels har fokus været på, om renter omkring nul medfører et skifte, så finanspolitik overtager rollen som det mest effektive redskab fra pengepolitikken. ”

    Det forekommer jo intuitivt rigtigt, hvis man har skruet rentereguleringsknappen ud i et maksimum, så forsvinder den mulighed simpelthen. Lidt på samme måde med skatten, den har man også skruet i maks.

    Problemet med den politiske regulering er at den har tendens til at maks’e ud, og så virker alle de fine teorier ikke.

    Et godt eksempel som jeg lærte på ingeniørstudiet, var at man matematisk kunne lave en regulering, som kunne få en supertanker til at accelerere som en speedbåd. Jeg tror end ikke jeg behøver bevise noget der, for at enhver kan se at der er noget som ikke holder.

  2. Du rører ved et ømt punkt hos denne gymnasielærer, Otto. Det er desværre sådan, at når man læser de foreliggende gymnasiale lærebøger (den mest udbredte er formentlig Kåre Clemmesen & Per Henriksen: Økonomi – principper, praksis og perspektiver), sidder man tilbage med en opfattelse af samfundsøkonomi som en mekanisme, der kan holdes på rette kurs ved passende dosering af de makroøkonomiske politikker. Beskrivelsen af Friedman er overfladisk. Jeg leder med lys og lygte efter en velskrevet og nuanceret dansksproget kritik af Keynes til undervisningsbrug.

  3. Ulrik, selvom bogen ikke er dansk, så bør en keynes-kritiker overveje at læse Henry Hazlitts “The failure of the new economics” – den fås ikke på dansk så vidt jeg ved. Man bør dog ikke forvente en positiv behandling af Keynes General Theory fra Hazlit.

    Bogen kan læses i pdf form her: https://mises.org/system/tdf/Failure%20of%20the%20New%20Economics_4.pdf?file=1&type=document

    Min egen samfundsfagslærer talte varmt om multiplikatoreffekten. Jeg mener ikke det kan forsvares rent økonomisk at der findes en sådan multiplikatoreffekt.

    Det er ganske givet at man med gældsoptagelse og offentligt forbrug kan skabe aktivitet – men det er ikke det økonomi går ud på. Økonomi går ud på at udnytte resurserne optimalt, og det er absolut ikke statens opgave at forsøge at gætte på hvad forbrugerne vil have.

  4. Jamen det er jo den, Kenneth linkede til ovenfor (pdf-udgaven).

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑