Om grækere, danskere, kriser og møntunioner

Underskuddet på betalingsbalancen er imidlertid så stort, at det vil kræve flere års målbevidst indsats at få det elimineret. Denne indsats er nødvendig, hvis vi skal undgå pludselig at blive konfronteret med krav udefra om en så hurtig forbedring, at der bliver væsentlig risiko for en betydelig stigning i ledigheden. I denne periode må det være klart, at den pengepolitiske bevægelsesfrihed er yderst begrænset. Det vil ikke være muligt at foretage væsentlige lempelser i pengepolitikken, og det vil være nødvendigt at opretholde et renteniveau, der er mærkbart højere end i de fleste andre industrilande.

Ordene er daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyers , og citatet er fra de “glade 60ere”, nærmere bestemt 1969.

Det forhindrede dog ikke, at den førte politik fortsatte med at forværre de eksterne balancer op gennem 1970erne,  hvilket i efteråret 1979 fik daværende finansminister, Knud Heinesen, udtalte de berømte ord om at vi var på vej mod afgrunden. Eller som citatet lyder helt korrekt:

Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den

Udlandsgælden steg alene fra 1972 til 1982 således fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner, mens arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976, steg fra fra 30.000 til 134.000 personer.

download

Der skete godt nok en stramning på statens budgetter efter 1976, hvor Hoffmeyer havde truet med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Stramningerne hjalp dog ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Ret beset var det først med kartoffelkuren fra 1987 og frem at vi endelig fik styr på de eksterne balanceproblemer. En tilpasning som kostede en del husejere deres bolig, mens arbejdsløsheden steg og økonomien stod i stampe. Men det lykkedes til gengæld at forbedre de eksterne balancer tilstrækkeligt til, at udlandsgælden begyndte at falde.

Jeg kom til at tænke på dette i forbindelse med de seneste ugers dramatiske begivenheder omkring Grækenland, som Karsten Skjalm på fornemmeste vis redegjorde for i et par indlæg her på bloggen for et par uger siden, se også her og her.

For skulle man tro mange kommentarer, ikke mindst på de sociale medier, så lå grækerne som de have redt. Helt galt gik det, da den danske regering sagde ja til at stille med en mia. kroner Danmark garanterer for ca. 1 mia. kroner ud af et lån på 52 mia. kroner fra EU’s hjælpefond, EFSM.

Ikke fordi jeg mener, at vi, eller andre ikke-euro lande burde deltage i redningsforsøget af Grækenland. Som Liberal Alliances Europaordfører, Christina Egelund, påpegede:

Danske skatteborgere skal ikke finansiere Grækenlands gæld til Euro-landene. Kriser i Eurozonen skal løses i Eurozonen, og sager i EU skal løses af EU-medlemslandene, og derfor skal Danmark ikke finansiere nødlånet til Grækenland.

De danske vælgere sagde nej til at deltage i Euroen i 2000, og den beslutning bør respekteres. Det bliver den ikke, når man tilbyder at deltage i redningsforsøget af Grækenland. På den anden side ligger det fint i forlængelse af skiftende regeringers politik, hvor man har gjort hvad man kunne for at glemme danskernes nej, og på mange måder opfører sig som var vi medlemmer. Altså blot uden at være det.

Men der er langt fra det og så til at afvise at  “låne ud til grækernes forbrugsfest”, som en konservativ kandidat til det seneste folketingsvalg udtrykte det.

Det har jeg skrevet et indlæg til Raeson om (kræver abbonement)

Heri skriver jeg bl.a. at

Jeg har aldrig hørt om nogen, som dengang [1987] blot trak på skuldrene og tænkte ”nå ja, vi har jo haft en forbrugsfest, og den skal jo betales”, mens de forlod huset som var endt på tvangsaktion og var på vej ned til arbejdsformidlingen for at finde et nyt job. Sådan fungerer det jo ikke. Den enkelte dansker følte ikke noget ansvar for gældsproblemerne. Det gør den enkelte græker naturligvis heller ikke.

Sammenligningen mellem Danmark og Grækenland holder naturligvis kun et stykke af vejen. Vi kom aldrig ud i så store problemer som Grækerne nu befinder sig i.

På den anden side er det også et spørgsmål om hvor meget løsning der var i tilpasningen af dansk økonomi. Jovist fik vi styr på de eksterne balancer. Primært gennem undertrykkelse af indenlandsk privat forbrug og investering. Men løsningen indebar hverken store reformer eller en afgørende tilbagerulning af den socialstat som man opbyggede i 1970erne. Hvilket har haft betydning i form af en meget afdæmpet udvikling i BNP og privatforbrug, sammenlignet med andre lande.

Forskellene mellem dansk og græsk økonomi er naturligvis også til at tage og føle på. I Grækenland udgør den sorte økonomi ca. 25 procent af BNP – i Danmark ca. det halve.. Skatteopkrævningen er ekstrem ineffektiv. Udestående skattegæld udgør ca. 90 procent af de årlige skatteindtægter. Suverænt EU’s højeste. Danmark har en af EUs laveste.

Offentlige institutioner er præget af ineffektivitet og korruption osv. osv. Alligevel kan dette ikke i sig selv forklare dybden i den nuværende græske krise. Den må i vid udstrækning tilskrives Grækenlands medlemsskab af euroen (givet indretningen af det græske samfund, dets historie og kultur).

 

Hvis man vil læse mere om sammenhængen mellem euroen og Grækenlands – og Finlands – problemer, anbefaler jeg at man følger Lars Christensens (LC) blog, The Market Monetarist. Vi har gjort opmærksom på den før, men det kan ikke ske for tit. Lars er en af de mest spænende økonomer man kan følge for øjeblikket. Og hans blog er med rette anerkendt internationalt for sin høje standard, Lige som han selv er.

LC har således af flere omgange beskæftiget sig med hvordan det ville være gået, hvis Grækenland ikke havde været medlem af euroen. Se bl.a. “The Euro – A Fiscal Strangulation Mechanism (but mostly for monetary reasons)” og The Euro – A Fatal Conceit.

LC peger bl. a. på, at

…had the euro not be introduced and had we instead had freely floating exchange rates then “European taxpayers would (not) have had to pour billions of euros into bailing out Southern European and Eastern European government”. Said in another way had we not had the euro then there would not have been a European “debt crisis” or at least it would have been significantly smaller.

 

Læs mere her

7 Comments

  1. Underskuddet på betalingsbalancen er et udtryk for at den enkelte borger vælger at bruge sin opsparing på at købe udenlandske produkter der er billigere end ditto nationalvarer.

    Fikseringen på at skabe overskud på betalingsbalancen er rodfæstet i en interventionistisk politik der siger at det er meget vigtigt at danskerne ikke drikker champagne fra Frankrig – de skal drikke øl fra Vestfyen!

    Der er forskellige måder at kvæle forbrugsmønsteret fra centralt hold – enten ved anvendelse af “monetær vold” så forbrugerne gøres fattigere ved valutamanipulation, eller ved at påføre store importsatser der fratager forbrugerne den mest ønskede forbrugsmulighed, den udenlandske.

    Jeg finder ikke nogen af de to løsninger gavnlige for det frie menneskes frie valg. I stedet for at beskæftige sig med quickfixes på ikke-eksisterende problemer* såsom betalingsbalanceunderskud, bør man tage fat i de strukturelle problemer med dårlig konkurrenceevne og de hermed følgende alt for høje indenlandske priser.

    * Problemet med betalingsbalancen er en teoretisk bekymring for at landet skal løbe tør for kapital. Der er kun at sige hertil at forbrugeren vælger at bruge penge på det gode der gør denne mest glad, og er det importvarer der gør forbrugeren mest glad, så bør det være tilladt for forbrugeren at sende kroner i omløb i udlandet indtil det ikke længere er gunstigt at handle i udlandet. Forbrugernes sammenlagte import vil balancere valutakursen, og slide kursen ned indtil det nationale produkt har samme pris som det udenlandske. Valutamanipulationer der modvirker denne dynamik er skadelig indblanding i markedsøkonomien af politikerne, som burde lade frie mennesker handle frit og fredeligt med sine naboer.

    • Christian Bjørnskov

      28. juli 2015 at 09:55

      Uffe, hvor meget jeg end hygger mig med dine kommentarer en gang i mellem, er den her simpelthen vrøvl. Hvis man har udlandsgæld, kan det_kun_lade sig gøre at betale den tilbage, hvis man har overskud på betalingsbalancens løbende poster. Den udenlandske låntagning sker for at finansiere et hul på balancen – gælden er ganske enkelt de akkumulerede underskud på den øvrige betalingsbalance. Der er absolut intet rent teoretisk i det.
      Du blander også opsparing og forbrug hvor det ikke giver mening at man ‘bruger’ sin opsparing på forbrug. Din påstand om, at diskussionen er rodfæstet i en nationalistisk-interventionistisk ide om at vi skal forbruge vores egne varer er heller ikke rigtig, selvom den nogle gange kommer til udtryk på den måde hos idiotiske politikere på begge fløje. Det er ikke et problem, der kan løses gennem højere toldsatser.
      Det rigtige, du skriver, er at det på den korte bane er et konkurrenceevneproblem. Og det kan kun løses på to måder: Enten genem at have flydende valutakurs, så det løses i valutamarkedet, eller gennem lavere lønninger – altså en såkaldt intern devaluering. Ingen af delene er rare, men hvis man er kommet dertil, er der ingen rare løsninger.

      • Hej Christian,

        Tak for din respons – det er glædeligt at høre at du finder mine indlæg hyggelige en gang i mellem, jeg nyder også jeres blog 🙂

        Jeg har læst mit eget indlæg igennem igen, og jeg tror da også det er skrevet noget firkantet. Hvis jeg har vrøvlet lidt i det håber jeg at det er mig tilladt at uddybe mit første indlæg herunder:

        Jeg er helt enig i din betragtning om at en udlandsgæld kun kan betales tilbage med overskud på betalingsbalancens løbende poster (altså at man betaler for sine importvarer/kapital med eksportvarer/kapital). Men er det ikke sandt at gælden til udlandet består af enten virksomheders eller privates import kontra eksport (hvis jeg må være tilladt at se bort fra statens udstedelse af obligationer)? I tilfælde af virksomheder kan det være pga. kapitalinvesteringer fra udenlandske investorer i hjemlige virksomheder, i tilfælde af privat gældsætning pga. import af forbrugsvarer?

        Kan du kort redegøre for hvis du mener at dette synspunkt er forkert?

        Mit synspunkt er at betalingsbalancen i et frit marked vil finde en naturlig balance igennem valutamarkedet, hvor en forholdsvis større import dæmpes med højere priser på udenlandske produkter (altså en frit flydende valuta der deprecierer mens forbrugerne kaster sine kroner efter udenlandsk valuta indtil prisforskellen mellem udland og indland er indsnævret), mens kapitalinvesteringer i virksomheder vil nå et naturligt leje når produktionsapparatet er tilstrækkeligt udbygget således en merinvestering yder en for lav profit til at være konkurrencedygtig i markedet.

        Har du også mulighed for at redegøre for hvis du mener dette synspunkt er forkert?

        Et underskud på betalingsbalancen der bruges på at opbygge et produktionsapparat der er profitabelt er vel ganske fornuftigt?

        Ligesom en import af forbrugergoder fra den bedste producent kan være ganske fornuftig til at tilfredsstille menneskets ønsker?

        Investeringer i produktion giver alt andet lige større mulighed for at betale en udlandsgæld tilbage, mens yderligere forbrug øger udlandsgælden uden fremtidig udsigt til at kunne betale denne tilbage – er det denne mekanisme man er nervøs for? Og vil importtold ikke dæmpe efterspørgslen på udenlandske produkter (eksempelvis biler og registreringsafgiften)?

        Jeg håber du vil have tålmodighed til at beskrive eller henvise til en forklaring på hvorledes jeg har misforstået betalingsbalancens mekanisme.

        • Christian Bjørnskov

          30. juli 2015 at 17:48

          Det er mest rigtigt hvad du skriver, men der er nogle ting, der er upræcise. For det første (når man ser bort fra staten) består gælden til udlandet_ikke_af “enten virksomheders eller privates import kontra eksport – det er betalingsbalancens løbende poster. Gælden er de akkumulerede underskud. Folk forvirrer ofte gæld og betalingsbalance.
          For det andet skriver du, at “Et underskud på betalingsbalancen der bruges på at opbygge et produktionsapparat der er profitabelt er vel ganske fornuftigt?” Det er absolut rigtigt, men problemet er, at det for det første skal være mere end blot profitabelt – det skal også kunne betale renterne. Og for det andet er det ekstremt sjældent, som Martin Paldam og Andreas Freytags forskning har vist, at man faktisk ser gældsopbygning på nationalt plan, der viser sig at være profitabel. De lånte penge bliver ikke brugt profitabelt.
          Sidst er det faktisk forkert, at told kan afhjælpe problemer. Teoretisk kunne det måske, men i praksis går det stort set altid galt, som både erfaringerne fra 30ernes depression og Latinamerikas ISI-strategi viser. Det er det andet problem i dit svar, som er lige så almindeligt som det første: Du kommer desværre til at blande det principielle og det faktiske. Principelt kan man mange ting med statslige indgreb, men praktisk går de fleste galt.

          • Tak for dit svar Christian,

            Det er flovt at jeg glemte at skrive at betalingsbalancens løbende poster akkumuleres og kaldes efterfølgende for udlandsgælden. Tak for rettelsen.

            Jeg må spørge om en enkelt ting. Det forekommer mig ganske almindeligt at delvist finansiere en produktionsudvidelse med kredit, hvorledes forholder det sig ugunstigt at bringe udenlandsk finansiering ind kontra den lokale bank? (Jeg ved godt man har en øget risikoeksponering pga. valutamarkedet som mange landmænd med lån i schweizer-franc fandt ud af efter finanskrisen, men udover dette forhold er der så andre der er særlig ugunstige for at benytte udenlandsk finansiering?)

            Angående toldspørgsmålet så læser jeg dit svar som et generelt blik over hele betalingsbalancen, hvor en import-told skaber problemer for eksporten (som du skriver i et andet indlæg, bruges der nogle gange en gengældelsestold, men selv uden denne gengældelse er der negative effekter af en import told på egen eksport).

            Kan denne negative effekt forklares ved at importtolden øger efterspørgslen på indenlandsk valuta (færre kroner i omløb i udlandet) og reducerer udlandets mulighed for at købe egen eksport?

  2. En ting som egentligt altid har undret mig, er at renten siden 1982 bare er faldet og faldet. Dette har været med til at skabe nærmest konstant stigende huspriser, som så igen kunne belånes. Se man over hele perioden, er det værdistigninger som har skabt indtægterne og dermed drevet økonomien, ikke den beskattede løn.

    Spørgsmålet er så hvor kommer de penge fra, er det fordi der er tillid nok til Danmark, at man bare har kunnet trykke flere penge til at dække for de lån som “skabes” via værdistigninger.

    Og spørgsmålet er, hvad nu når renten er nået nul. Hvilke instrumenter kan politikerne gribe i, for at undgå at sætte skatten ned?

  3. * FOXX Finansiel Lån Tilbud *

       Vi giver lån til 3% rente, hvis du er interesseret i et lån, er du her ved
    rådgive at fylde og returnere ansøgningsskemaet til denne Email (foxx.loanfinancialaid@gmail.com) alene for at vide, om du virkelig er interesseret i lån. Jeg er her for at lægge smil i alle triste ansigter.

    FULDNE NAMMER:
    ADRESSE:
    LAND:
    BELØB BEHOVET:
    Lånets løbetid:
    LÅNETS FORMÅL:
    KØN:
    CIVILSTAND:
    MÅNEDLIGE BETALING:
    TELEFONNUMMER:
    EMAIL:

    Ved at besvare disse detaljer til (foxx.loanfinancialaid@gmail.com)
    vi skal gå videre til næste trin, hvilket er vilkårene og
    plan for genbetalingsplan.

    Mr. Howard M Colleman.

    Telefon: +18475128241

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑