Den teoretiske politiker er en gud

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

9 tanker om "Den teoretiske politiker er en gud"

  1. Lars R. Hansen

    Man kan godt føre en fornuftig konjunkturpolitik – mere forudseende er skatteborgerne heller ikke – især er konjunkturpolitik velegnede i velfærdstater med store udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse.

    Den skal blot ikke føres på gældsstiftelse, men opsparing skabt i opgangstider – hvad kræver forudseende politkere med mådehold – så måske virker det alligevel kun i teorien.

    Svar
  2. Emil

    Nu er der Barro-Ricardo ækvivalens i de fleste makromodeller, og der virker penge- og finanspolitik via prisrigiditet.

    Det er en stærk udmelding, at sige at alle makromodeller er ubrugelige. Så er der rigtig mange makroøkonomer på universiteterne rundt omkring, som laver modeller, som kræver overmenneskelige politikere.

    I modellerne virker finanspolitik selvom at der er lag i det, og marginalnytten er lavere for offentlig forbrug end privat. Så et “lille” hensyn er der taget til din kritik.

    Politikerne laver også diskretionære love hvor de strammer finanspolitikken i recessioner, Så det at sige at man kan undgå diskretionær og dårlig lovgivning, hvis man ikke førte konjunkturpolitik, virker lidt underligt. Rykke offentlige investeringer frem og give midlertidige skattelettelse virker som noget, der burde kunne lade sig gøre.

    Hvordan man skal føre finans- og pengepolitik ifølge public choice teori syntes jeg står hen i det uvisse. For hvordan en finans- og pengepolitik som virker stabiliserende, skal laves uden at politikerne eller centralbankerne er inde over, er for mig et stort spørgsmål.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Du har ret i, at der er rigtigt mange teoretiske makromodeller, der er ‘ubrugelige’ i den forstand, at de implicit kræver nogle meget særlige politiske omstændigheder for at afspejle en nogenlunde rimelig virkelighed. Det er ikke en ny indsigt – Buchanan havde dele af den i sin 1958-bog og hele hovedpointen, at man bliver nødt til at lave symmetriske adfærdsantagelser (dvs. at folk ikke pludseligt ændrer personlighed når de går ind i politik) var en helt central del af the Calculus of Consent fra 1962.
      Min hovedanke mod mange makromodeller er, at de på ingen måder reflekterer den virkelighed, vi kan observere. Den er, at med de lags som kommer fra en menneskelig politisk proces, kan det der er intenderet som stabiliseringspolitik ret hurtigt blive destabiliserende. Mange af modellerne antager at politikere har information før krisen om forhold, som kun eksisterer efter krisen – altså antagelser, der i virkeligheden går et god skridt videre end almindelige rationelle antagelser.

      Svar
      1. Emil

        De fleste makromodeller antager, at man kender den nuværende situation, hvilket selvfølgelig er forsimplet, da der går nogle måneder før man får BNP-tal, men igen modellerne virker også når der er lag på finans- og pengepolitikken, så den antagelse virker rimelig.

        Det er mange års af forskning, som er i de modeller, og nu er disse modeller, de bedste vi har. Der findes ingen public choice modeller for makropolitik, så det er op til Jer at vise, at det er vi andre, der tager fejl.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov

          Min hovedpointe er, sagt på en anden måde, at standard-modellerne virker fint præskriptivt, men elendigt deskriptivt. Hvor er f.eks. den keynesianske modcyclikalitet, som de stort set alle peger på?
          Og så er det ikke rigtigt, at der ingen public choice-modeller er. Du glemmer hele feltet med politiske business cycles.

          Svar
          1. Emil

            Cool hvis de findes, har du nogle links?

            Jeg forstår ikke helt hvad du mener med keynesianske modcyclikalitet?

            Svar
            1. Christian Bjørnskov

              Modcyklikalitet er når finans- eller pengepolitikken bliver ekspansiv når konjunkturerne svækkes, og kontraktiv når de forbedres. Det er basalt set Keynes og Kaleckis politiske ide.
              Mht. links er der en lidt ældre diskussion her: https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=3&cad=rja&uact=8&ved=0CDIQFjACahUKEwjmktWPttrHAhUF1iwKHfpvCDg&url=http%3A%2F%2Fwww.nber.org%2Fchapters%2Fc11055.pdf&usg=AFQjCNGDr8gRcOOEecnc5Hg2HnDw3tYW5g&bvm=bv.101800829,d.bGg

              Svar
              1. Emil

                Dette papir du linkede til, siger intet om økonomiske konjunkturer, men derimod om hvordan politikerne handler, der findes ingen økonomiske choks i modellen kun politiske, og derfor siger den ingenting om økonomiske konjunkturer. For at det skal være relevant, skal det bygges ind i en model med fremadskuende optimerende agenter, stokastiske shocks(til økonomiske variable) kort sagt en DSGE-model.

                Pengepolitikken er modcyklisk stortset alle steder, hæver renten i booms og sænker i recessioner. Finanspolitikken er det lidt varierende, hvad der bliver gjort, men USA har lavet ekspansiv i den nuværende recession. Pointen med de nye makromodeller er ikke at forklare hvad politikerne/centralbanken gør, men hvad de burde gøre.
                Hvis politikerne/centralbanken så agerer forkert, fordi de har politiske interesser. Så er den forkerte ageren i disse modeller, at der bliver ført kontraktiv penge/finanspoltik i recessioner, og jeg kan ikke se hvordan public choice modeller kan komme til en anden konklusion.

                Svar
  3. Uffe

    Tak til Christian for et kritisk indlæg i forhold til politiske løsninger på makroøkonomi.

    Er der ikke også en pointe i at politiske indgreb i økonomien bygger på beskatning med dens negative effekter?

    Det nytter vel ikke noget at indføre beskatning eller belåning for at føre økonomien i politisk retning, hvis det man ønsker er at stille markedet tilfreds? Det vigtigste er vel at producere det som gør markedets deltagere mest tilfreds, og det tjener vel ikke til markedets tilfredsstillelse at beskatte transaktionerne mellem aktørerne yderligere?

    De monetære stabiliserende markedsmekanismer tager også tid. Ovenpå en krise hvor efterspørgslen på penge stiger følger en periode hvor markedet forsøger at møde efterspørgslen. Når denne er mødt følger senere en periode hvor efterspørgslen på penge falder og igen sender penge i omløb.

    Tiden mellem efterspørgslen stiger og mødes vil være kortere ved at føre laissez-faire politik og tillade at købekraften af pengeenheden stiger (prisdeflation). Ved at lade centralbankerne forsøge at opnå prisstabilitet ved brug af monetær inflation så udskydes tidspunktet for hvornår markedets efterspørgsel på penge er mødt, og dermed tiden for hvornår penge igen begynder at blive efterspurgt i mindre grad.

    Dette synspunkt mener jeg også har en værdi. Jeg tror den kaldes “real cash balances effect”.

    Svar

Skriv et svar