Forskellen på aspirationer og politik

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

En tanke om "Forskellen på aspirationer og politik"

  1. Uffe

    Politikerne får da også ofte problemer når de rent faktisk melder ud at de vil gøre noget som virkelig er effektivt. Demokratiets fordomme om årsag-sammenhæng giver problemer fordi det effektive middel til at opnå et givent mål ofte er upopulært, eller opfattes som “uvirksomt” eller i stedet ligefrem skadeligt.

    Eksempelvis dagpengereformen endte med at blive meget udvandet med adskillige efter-dagpengeordninger der var sat i søen efter politisk pres fra de venstreorienterede partier. Der har også været adskillige kronikker og debatindlæg om at dagpengeperioden slet ikke har noget at gøre med effektiviteten af jobsøgningen for den enkelte.

    Sådanne folkelige opfattelser af årsag og virkning gør ikke arbejdet lettere for en politiker der er klar over sammenhængen og ønsker at gøre noget effektivt.

    Eller tager jeg fejl?

    Svar

Skriv et svar