Tre observationer om Skat

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

2 Comments

  1. “ufuldstændige kravsspecifikationer”, Da jeg forlod universitetet for 25 år siden, var det standard lærdom, at ændringer i kravene var den sikre vej til fiasko. Har staten da ingen ansat som har en datalogisk uddannelse, eller er det offentlige stadigt totalt IT blanke.

  2. Der er ikke noget bedre end en ufuldstændig kravspecifikation som softwareudvikler. Der gives i princippet karte-blanche til at foretage sig hvad som helst blot det ikke kolliderer med andre krav der er fremsat i specifikationen. Typisk betyder en ufuldstændig kravspecifikation at man sender regningen for færdigt arbejde, mens man har brændt langt færre timers arbejde af på at imødegå kravene fordi der på papiret ikke er nedfældet tilstrækkelig detaljering.

    Kravspecifikation er virkelig for nørder. Det kræver minutiøs gennemgang af systemets funktioner og et virkelig indgående overblik således koordination mellem delfunktioner fungerer i samspil med den overordnede funktion. Det er også naturligvis nødvendigt at beskrive hver eneste funktion i detaljer, som er et omfangsrigt stykke arbejde. Udelades en funktion som har særlig vigtig karakter kan systemet i princippet ende i fiasko på blot en enkelt udeladelse.

    Typisk skrives en kravspecifikation i samarbejde mellem “arbejdsgiver” og “arbejdstager”. I dette samarbejde forsøger arbejdstager at lave så lidt som muligt og foregive at have lavet så meget som muligt. Typisk kan arbejdstager også foregive at kunne alle mulige ting, som arbejdsgiver får indtryk af man derfor ikke behøver at skrive detaljeret ned. En af de vigtigste ting er at arbejdsgiveren har overblikket og sørger for minutiøs dokumentation af indgåede aftaler.

    Jeg vil umiddelbart tro at man kan bruge principal-agten teori til at beskue hvordan en kravspecifikation kommer til verden og faldgruberne heri.

Skriv et svar

© 2017 Punditokraterne

Theme by Anders NorenUp ↑