Angus Deaton – når ulandsbistand skader mere end den gavner

Foreign aid, especially when there is a lot of it, affects how institutions function and how they change. Politics has often choked off economic growth, and even in the world before aid, there were good and bad political systems. But large inflows of foreign aid change local politics for the worse and undercut the institutions needed to foster long-run growth. Aid also undermines democracy and civic participation, a direct loss over and above the losses that come from undermining economic development. These harms of aid need to be balanced against the good that aid does, whether educating children who would not otherwise have gone to school or saving the lives of those who would otherwise have died.

I forlængelse af Christians indlæg om dette års modtager af Nobelprisen i økonomi, Angus Deaton, er her en kraftig opfordring til dels at sætte en lille time af til at se nedenstående tale, som Deaton holdt ved et Cato arrangement med afsæt i sin bog, “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality

Econtalk har også interviewet Deaton, hvilket kan høres her.

Når Ulandsbistand skader de man ønsker at hjælpe

Lige som en del andre økonomer er Angus Deaton meget skeptisk overfor hvorledes vi yder ulandsbistand og hvorvidt den rent faktisk yder et positivt bidrag til forbedring af levevilkårene for verdens fattige. Således er en stor del af “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality” reserveret dette.

Vi har før skrevet om hvorledes ulandsbistand, i lighed med rigelige naturressourcer, kan lede til “Dutch disease“. Vi ved også fra internationale studier at lande med rigelige naturressourcer, alt andet lige, synes at være præget af mere korruption og ringere regeringsførelse.

En af Angus Deatons pointer er, i lighed med William Easterly, at jo mere ulandsbistanden udgør af en given økonomi/offentlige budgetter, jo mindre betyder det for regeringer at stå på god fod med befolkningen.

Deatons udgangspunkt er, at uden evnen til at opkræve skat, vil staten ikke sikre sine borgere den grundlæggende beskyttelse, som vi f. eks. tager for givet i vores del af verden.
Borgerne vil måske ikke være beskyttet af loven, fordi domstolene ikke virker eller er korrupte. Politiet chikanerer eller udnytter fattige mennesker i stedet for at beskytte dem. At starte eller drive virksomheder besværliggøres, fordi gæld ikke betales, kontrakter  ikke kan håndhæves eller embedsmænd kræver bestikkelse.

I stedet for “rule of law” og institutioner som virker, lever man måske i angst for voldelige bander, krigsherrer eller staten (som i Zimbabwe). Der mangler rent vand eller bare minimale sanitære faciliteter, adgang til elektricitet, velfungerende skoler, eller til et anstændigt sundhedsvæsen.

Ovenstående er alt sammen konsekvenser af manglen på en duelig og kapabel stat. Og bruges ofte som argument før MERE ulandsbistand, hvor det i en række tilfælde måske mere burde bruges som argument for MINDRE bistandshjælp. Paradokset er, at ønsket om at øge statens kapacitet via støtte, kan føre til det modsatte. Det gør det, når staten i høj grad finansieres af ulandsbistand (eller afkast på eksport af olie, gas, jern, kobber mv.). Med andre ord kan en stor ulandsbistand  (målt som andel af BNP eller BNI) skade befolkningens levevilkår, i stedet for at gavne den.

Pointen er, at mens Kina, Indien eller Sydafrika, hvor ODA (offentlig bistandshjælp) i de seneste år har været mindre end 0,5 procent af nationalindkomsten, og kun nogle gange mere end 1 procent af de samlede offentlige udgifter, er støtten ikke vigtig nok til at påvirke regeringen  eller udviklingen af institutioner.

Helt anderledes ser det ud i de fleste af de 36 lande i Afrika syd for Sahara, hvor bistandshjælp udgør mindst 10 procent af nationalindkomsten.  For lande som bl.a. Benin, Burkina Faso, DR Congo, Etiopien, Madagaskar, Mali, Niger, Sierra Leone, Togo, og Uganda har støtten i længere perioder overskredet 75 procent af de offentlige udgifter.

I Kenya og Zambia, udgør bistandshjælpen henholdsvis en fjerdedel og halvdelen af ​​de offentlige udgifter. Ifølge Deaton har det afgørende betydning for modtagerlandenes ageren. Både donorer og modtagere er fundamentalt påvirket af eksistensen og størrelsen af ​​disse bistandsstrømme.

Ikke mindst betyder det noget, at man ikke er afhængig af sin egen befolknings samtykke, analog med økonomier baseret på eksport af råvarer. For flere af disse lande er man begge dele.

Dette er bestemt ikke en nyere foreteelse. Et berømt eksempel er Egypten og bomuld i midten af ​​det nittende århundrede. De to vigtigste leverandører var dengang de amerikanske sydstater og Egypten. Bomuld var Egyptens uden sammenligning vigtigste eksportvare. Landets hersker, Muhammad Ali Pasha, der ofte beskrives som grundlæggeren af ​​det moderne Egypten, købte bomulden til kun en brøkdel af verdensmarkedsprisen af de lokale producenter, og solgte det videre med stor fortjeneste.

Under den amerikanske borgerkrig tredobledes verdensmarkedsprisen på kun tre år. Resultatet blev, hvad en britisk rapport beskrev, som en “fantastisk ekstravagance” under Alis efterfølger Isma’il Pasha. Enorme summer blev brugt på offentlige projekter, af tvivlsom karakter, herunder Suez-kanalen. Udgifterne var så store, at man var nødt til at låne på de internationale kapitalmarkeder, på trods af de rekordhøje bomuldspriser. Da prisen på bomuld kollapsede efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, udløste det store optøjer i Ægypten og endte med væbnet intervention, og i sidste ende at Storbritannien besatte landet.

foreignaidgraph21

Som Angus Deaton påpeger, skulle man have troet, at de udenlandske långivere – hvis ikke Isma’il selv – ville have forstået det problemer, der lå forude. Men dengang som nu, reduceredes långivernes risiko ved , at der var andre til at sikre tilbagebetalingen af gælden, da den Ægyptiske regering ikke længere kunne betale af på deres gæld (England). Men ok, man fik jo Suez-kanalen – trods alt. Prisen var bare meget høj.

Der er mange paralleller mellem boom i råvarepriser og ulandsbistand.  Herunder at det stimulerer offentlige udgifter af – ofte – tvivlsom karakter og på andre måder ringe regeringsførelse og institutioner. Med statsejede miner, olieforekomster, høje verdensmarkedspriser, ubegrænset forsyning af fattige arbejdere, eller en godt finansieret hær, kan magthaverne endda bevare magten uden samtykke fra befolkningen.

NGOernes misforståede skattejagt

Vi har som bekendt ved flere lejligheder skrevet om bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og IBIS (meget problematiske) klapjagt på multinationale selskaber. Deres grundlæggende argument er at de ikke betaler deres “fair” andel af skat i de lande hvor de tjener deres penge. Ifølge disse organisationer er de multinationale selskaber ansvarlig for at der ikke er et ordentligt sundhedsvæsen, skoler mv. i fattige lande. I sig selv en opsigtsvækkende kritik, givet at mange udviklingslande får en relativt stor andel af sine skatteindtægter via netop selskabsskatter for virksomheder i formelle sektor – ikke mindst multinationale selskaber.

Men følger vi Angus Deatons (og William Easterly o. a.) kritik af ulandsbistand, er NGO’ernes fokusering på multinationale selskaber helt forfejlet. Hvis de pågældende organisationer faktisk ønskede, at de pågældende stater udvikler institutioner, som rent faktisk er til gavn for borgerne, burde de derimod arbejde for, at de pågældende stater i højere grad fik deres omkostninger via beskatning af indenlandske skatteydere og i mindre grad af multinationale selskaber.

En måske lidt overraskende pointe, der muligvis ikke skal trækkes for langt, og så alligevel. Vi har jo set hvorledes dagsorden har forandret sig i mellemindkomstlande som f. eks. Brasilien de senere år. De store demonstrationer og den stigende utilfredshed med både regering og det politiske system generelt i Brasilien, er ikke mindst drevet af at man er sig bevidst om at man faktisk betaler skat og derfor forventer at få noget til gengæld.

Sådan er det ikke, når andre finansierer statens aktiviteter.

Dette indlæg blev udgivet i Niels Westy den af .

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy er født i 1960 og Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning. Er derudover redaktør på Americas.dk, som er en nyhedsblog, der kan læses som en modvægt til den daglige strøm af (mis)information om Latinamerika. Er ligeledes tilknyttet Børsen som skribent.

16 tanker om "Angus Deaton – når ulandsbistand skader mere end den gavner"

  1. Danton

    Lige så interessant er nok at han ser migration som noget der virkelig gør en forskel (langt mere end frihandel), både for migranterne og dem de sender penge tilbage til. Begge dele, både skeptismen overfor ulandsbistand og åbenheden overfor migration, er noget en del kunne lære af herhjemme.

    Svar
    1. Hans Und

      Ja for dem der modtager pengene. I en Filippinsk sammenhæng, som jeg kender mest til, betyder det 5 – 8 % til pengeoverførselses virksomheder, 10-15% skat til staten og resten til en eller anden.

      Niveauet er, at 10 mil af en befolkning på 100 mil arbejder udenlands, hvilket igen vil sige 1/5 af arbejdsstyrken.

      På ulempe siden kan nævnes, at priser og udbud bliver forskruet, hvilket er til stor ugunst for dem der ikke kan (eller bare ikke har lyst) deltage i dansen om guldkalven. Lønninger bliver trykket og en masse små virksomheder køre uden en egentlig profit, fordi de konkurrere mod andre som er støttet af remitter.

      Priser på fast ejendom, slot som hytte, drives ligeledes op. Folk i lavindkomst segmentet der har fast ejendom vil ikke sælge / indrette sig anderleds fordi det er en dødssejler. Og det niveau prisen på bolig drives op i er selvfølgelig niveauet lige over hvad det lokale lønniveau tilsiger. Det kan nogen så imødegå ved ekstra arbejde eller ved at et familie medlem drager udenlands. Atter andre imødegår det ved, at vælge et arbejdsfrit liv i fattigdom eller platugleri.

      Så udover, at der er økonomiske skadevirkninger, så er der også sociale skadevirkninger.

      Det er så ikke et argument for at al emmigration altid er skadelig, men et argument imod at emmigration altid er godt.

      Når man vil påstå, at et eller andet er godt, så er det ikke godt nok kun at kigge på gevinst siden. Omkomstnings siden må med.

      Nå ja, var dert forøvrigt ikke Bjønskov som i en radiodebat med minister Helveg eller Bach og Generaldirektøren for MS måtte lægge øre til, at alle eksperter var enige om, at ulandsbistand altid var godt? Det rejser så spørgsmålet om, hvilket slumptræf, der har gjort at Deaton har fået Nobelprisen, når han er uenig med alle andre eksperter.

      For man kan vel ikke forestille sig, at højt estimerede personligheder sidder og siger noget i en debat indefor deres faglige felt de ved ikke er rigtigt?

      Svar
  2. Anonym

    ” åbenheden overfor migration, er noget en del kunne lære af herhjemme.”

    Manglende “åbenhed” overfor migration skyldes næppe at folk ikke anerkender at det er økonomisk fordelagtigt for migranterne.
    Den opfattelse deles af de fleste.
    Modstanden skyldes derimod at det er yderst tvivlsomt om det er økonomisk gavnligt for modtager landets indbyggere. Altså noget så banalt og ukontroversielt (for en liberal blog) som egeninteresse. Det står derfor heller ikke helt klart hvad det er “nogen bør lære”.

    Dertil skyldes modstanden naturligvis også andet en rent økonomiske betragtninger, såsom sikkerhed og samfundsharmoni, kultur og identitet og ikke mindst i forhold til den islamiske indvandring også liberale mærkesager som opretholdelsen af demokrati, ligestilling og basale frihedsrettigheder.
    Igen; banalt og ukontroversielt.

    Svar
    1. Nield Westy

      Rent økonomisk er der ingen tvivl om at immigration er til gavn også for modtagerlandets indbyggere – i fraværet af en fuldfed velfærdsstat altså. Men det er klart, at den væsentligste del af gevinsten tilfalder immigranten.

      Svar
  3. Anonym

    “….i fraværet af en fuldfed velfærdsstat altså”

    Altid spændende at debattere emner ud fra præmisser der ikke er aktuelle og ikke har været det de sidste 100 år – hverken i DK eller andre civiliserede lande.
    Men det betyder vel, at vi så er enige om at jeg har ret i min kommentar og dermed at det stadig er uklart hvad det er Danton mener “nogen bør lære”.

    I øvrigt;
    “Rent økonomisk er der ingen tvivl om at immigration er til gavn også for modtagerlandets indbyggere”

    En absurd påstand.
    Der er naturligvis INGEN lovmæssighed forbundet med “immigration” som gør at den 1) altid 2) uanset omfang 3) under alle omstændigheder (fraset eksistensen af en velfærdsstat) og 4) uanset “karakteren” af migranterne (eller hvad vi nu skal kalde det) vil medføre en økonomisk gevinst for værterne.

    Masseimmigration kan naturligvis medføre alle tænkelige former for ulykker, f.eks. nedbrydningen af velfungerende institutioner eller i yderste konsekvens borgerkrig.

    Og hvad er tidsperspektivet i øvrigt på den “gavnlige” effekt for værterne. 500 år eller hvor lang tid har “immigranterne” til at blive “gavnlige”? Og hvor store “nedture” må der så opstå i mellemtiden, for at det stadig kvalificerer til “gavnlig”-stemplet.

    Svar
    1. Niels Westy Forfatter

      Danmarks velfærdsstat i sin nuværende form er et relativt nyere fænomen, der først for alvor etablerede i 1960erne og 1970erne. Stort set lige siden har man prøvet at begrænse den.

      Svar
    2. Kjeld Flarup

      >“….i fraværet af en fuldfed velfærdsstat altså”
      >
      >Altid spændende at debattere emner ud fra præmisser der ikke er aktuelle og ikke har været >det de sidste 100 år – hverken i DK eller andre civiliserede lande.

      Altså i USA har præmissen været der og er det vel stadigt.

      Faktum er det dog at en indvandrer er en underskudsforretning for Danmark, hvis vedkommende ikke kommer med en fix og færdig uddannelse og rejser igen ved pensionsalderen.

      Det interessante ved al indvandring og velfærdsstaten, er at mange af de økonomiske dårligdomme man kan finde omkring indvandrere er at ser man med samme øjne på danskere, så eksisterer problemet blot i en 10 fold større skala.

      Faktum er derfor, at enhver nyfødt dansker er en underskudsforretning for Danmark. Løs det problem først!

      Svar
  4. Anonym

    @ Niels

    1) “Danmarks velfærdsstat i sin nuværende form er et relativt nyere fænomen”

    Enig.
    Men selv før 2.verdenskrig var der en stat af en størrelse (og menneskeskabte institutioner) som medfører at din tese om at indvandring altid medfører økonomisk gevinst for værterne naturligvis heller ikke var gyldig der.
    At staten siden da ret beset kun er gået i en retning – nemlig mod fuldfed velfærdsstat – er jo netop min pointe; det er en ligegyldig debat der baserer sig på noget så uaktuelt som fraværet af velfærdsstaten.
    Jeg ved ikke præcist “hvem” det er du mener der har prøvet at “begrænse den” udvikling. Men med “man” kan det da ikke være en særlig stor eller indflydelsesrig gruppe i samfundet du hentyder til.

    2) Jeg konstaterer at du ikke forsvarer din noget letsindig dogmatik om indvandringens lovmæssige gavnlighed.

    @ Kjeld

    USA har mere velfærdsstat end de fleste danskere forestiller sig. Og udviklingen…..

    “Det interessante ved al indvandring og velfærdsstaten, er at mange af de økonomiske dårligdomme man kan finde omkring indvandrere er at ser man med samme øjne på danskere, så eksisterer problemet blot i en 10 fold større skala.”

    Sætningen er lidt for kringlet til at jeg helt forstår hvad du mener.
    Men kort sagt er det veldokumenteret at indvandringen fra 3.verdenslande har været en økonomisk byrde for danskerne. Et blik på beskæftigelsesgraderne er sådan set rigeligt.

    “Faktum er derfor, at enhver nyfødt dansker er en underskudsforretning for Danmark. Løs det problem først!”

    Jeg forstår ikke helt logikken. At danskerne er en underskudsforretning medfører da ikke at det bliver hverken mere hensigtsmæssigt at have en dyr indvandring eller at indvandringsproblemet skal håndteres senere.

    I øvrigt er det med underskudsforretningen vist ikke helt så entydigt som du fremstiller det. Og havde vi ikke skulle slæbe rundt på byrden fra tre årtier tåbelige indvandringspolitik så havde vi haft en del nemmere ved at håndtere de økonomiske udfordringer der ellers er.

    Svar
    1. Kjeld Flarup

      @Anomym
      Hvor mange procent af BNP vil du mene at den danske stat fyldte før 2. verdenskrig?
      En stat på 20-30 procent er nok mere eller mindre uundgåeligt med de samfund som vi har i dag. Det er først når staten når over en vis størrelse det begynder at gøre ondt. At definere denne kritiske størrelse er ligeså meget gætværk som at forudsige toppunktet på Lafferkurven.

      At give indvandringen skylden for vores problemer er at stikke hovedet i busken. Allerede omkring 1980 passerede vi point of no return hvor der var flere offentligt ansatte og på overførsel, end der var produktive i det private. Dette skete altså før den famøse flygtningelov.

      Svar
      1. Anonym

        Jeg tror du misforstår mine indlæg. Jeg er har ikke noget mod liberal kritik af velfærdsstaten – den er jeg sådan set enig i. Mine indlæg handler slet ikke om at identificere “toppunktet”.

        Mine indlæg handler om indvandringens gavnlighed, som Westy helt uden argumentation gjorde til et evigt gode, hvis blot der ikke var en velfærdsstat.

        Det primitive økonomisk ræsonnement der ligger bag ideen om “indvandringens gavnlighed” er selv i sin teoretiske form baseret på en forudsætning om en minimal stat der kun varetager de få klassiske opgaver.
        Den danske stat var forbi det punkt allerede før 1960’ernes velfærdsopbygning.

        Med andre ord; ikke engang før 2. verdenskrig var den teoretiske forudsætning for “gavnligheden” opfyldt.
        Derfor min sarkasme om at det er knap så interessant at vi igen igen igen skal høre en argumentation der hviler på helt uaktuelle forudsætninger.

        Ps: jeg hævder ikke at der ikke var problemer uden masseindvandringen. Jeg konstaterer at den har forstærket problemer ganske væsentligt.
        Og selvom jeg tror vi er politisk enige om at udviklingen i stat kontra privat har været uheldig, så har Danmark trods alt klaret sig acceptabelt i de 35 år siden 1980 – vi er ikke statsbankerot eller i nærheden eller på vej på fattiggården.

        Svar
        1. Kjeld Flarup

          Niels Westy skriver om velfærdsstaten i sin nuværende form, som den blev opbygget i 60’erne og 70’erne. Ikke om en minimalstat. Som jeg skrev til Hans Und, det er et spørgsmål om omfanget af velfærdsstaten.
          Det var i 60’erne at velfærdsstaten blev udbygget med børnepasning etc. Mål velfærdsstaten i procent af BNP, det er det der tæller.

          Svar
          1. Anonym

            Prøv nu at læs hvad debatten handler om….

            Pointen er at det kræver en minimalstat bare for at den teoretiske tanke bag “indvandringens gavnlighed” er gyldig.

            Og Danmark var for længst forbi minimalstaten allerede i 60’erne. Det er så blot blevet endnu værre siden da.

            Igen; Når en præmis er så uaktuel som “fraværet af velfærdsstat”, så er det kedsommeligt og intellektuelt fattigt at punditokraterne i almindelighed og Westy i særdeleshed igen og igen snakker om indvandringens gavnlighed ud fra den præmis.

            Dertil kommer så at påstanden om “gavnlighedens” lovmæssighed heller ikke holder om så der ikke var nogen velfærdsstat.

            Svar
    2. Hans Und

      Jørgen S. Dich med Den Herskende Klasse og Mogens Glistrup kan nævnes. Men der har været andre som har gjort det i en langt mere afdæmpet stil.

      mht USA kan det f.eks nævnes, at SSS kan “rides” i en grad der vil gøre enhver dansk veldfærdsrytter grøn af misundelse. Advokater der i TV-reklamer søger efter unge der ønsker sig en førtidspension, arbejdsløse der opholder sig 9 – 10 måneder om året udenfor USA, ankommer man syg til et hospital skal hospitalet give “standardbehandling” uanset betalings muligheden er ikke eksisterende osv osv.

      Jeg savner i øvrigt også at se argumenter for, at al indvandring altid er gavnlig. Jeg har en mistanke om, at hvad der spiller ind er, at folk der privat har et multietnisk liv (kender det udemærket selv og fra venner) har en tendens til, at se enhver indskrækning i bevægelses frihed som en dyb uretfærdighed på den barnlige facon.
      De har så i en periode set kulturmarxister/multikulturalister/liberalister i den islamofile aftapning som allierede i en kamp for “retfærdighed”. De er heldigvis ved at kravle ned fra træet i hastigt tempo, og skifter til det synspunkt, at der skal være tale om “personlige privilegiere”, som skal kunne opnås nogenlund “let”, mod til gengæld, at det skal have rå og kontante konsekvenser når privilegiet misrøgtes. Det har sikkert også haft sin virkning, at jo mere, der er blevet åbnet for den unævnlige indvandring, jo mere er der blevet strammet for netop den gruppe.

      Det er så heller ikke særlig let, at argumentere sin sag på “retfærdighed”, når resultatet af retfærdigheden er, at andre der hverken har lod eller del i spørgsmålet, lider økonomisk og fysisk tab, herunder bliver slået ihjel og deres 10 årige døtre anal-voldtaget.

      Svar
      1. Kjeld Flarup

        “Jeg har en mistanke om, at hvad der spiller ind er, at folk der privat har et multietnisk liv (kender det udemærket selv og fra venner) har en tendens til, at se enhver indskrækning i bevægelses frihed som en dyb uretfærdighed på den barnlige facon.”

        Jeg har en mistanke om at folk som ikke selv har set ud over landet grænser, har en børnehaveagtig tendens til at skære alle over en kam, og straffe flertallet for mindretallets opførsel.

        Jeg vil så give dig ret så langt at indvandrere som klarer sig godt, ofte bliver spændt for godhedsindustriens vogn. Jeg mener dog stadigt at det er rimeligt let at sætte fingeren på hvor problemerne skabes, nemlig i det sociale system.

        “Advokater der i TV-reklamer søger efter unge der ønsker sig en førtidspension, arbejdsløse der opholder sig 9 – 10 måneder om året udenfor USA, ”

        Ethvert socialt system kan og vil blive misbrugt. Det er blot et spørgsmål om omfanget. Omfanget for USA er langt fra det danske niveau, og dette skyldes mest befolkningens mentalitet, som er mere fokuseret på at klare sig selv. Det er måske en glidebane, men der er lang vej til at de kommer så langt ud som Danmark, når den førende demokratiske præsidentkandidat siger: “Vi er ikke Danmark. Jeg elsker Danmark. Men vi er Amerikas Forenede Stater, siger hun.”

        Svar

Skriv et svar