Hvornår fører ulighed til vækst?

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Skriv et svar