Intern krig i den tyske regering om flygtningepolitikken? Er en kovending på vej?

I Tyskland er stabilitet og orden alfa og omega. Sådan har det været i hele efterkrigstiden. Disse grundprincipper er blevet rystet i deres grundvold af Angela Merkels velkomstpolitik. I den seneste måned er Merkel blevet belejret af kritikere fra alle tyske regeringpartier. Inden for Merkels eget parti, CDU, har seniorparlamentsmedlemmer udtalt, at det efterhånden er blevet svært at få øje på nogen, der støtter Merkels linje i flygtningepolitikken. Hårdest har kritikken været fra CDU’s søsterparti, CSU, anført af Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer. Han stillede tidligere på ugen et ultimatum til Merkel om at få styr på flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ellers ville CSU forlade regeringen.

Merkel er nu omsider ved at rette ind.

Torsdag aftalte de tre regeringspartnere en plan for de mange migranter, der er kommet til landet. De er især fra Balkan-landene, men også fra Afghanistan, som Tyskland ikke opfatter som flygtningeland.

De tre regeringspartier er enige om, at disse migranter skal forlade Tyskland. Hvordan det skal ske, er ikke helt klart. Men man er enige om, at migranterne skal melde sig til bestemte ankomstcentre, hvor de vl blive registreret og få uddelt et ID-kort. Desuden er det et strengt krav, at migranterne kun må opholde sig i nærheden af ankomstcentene. Bryder de denne regel, vil de med magt blive udvist af Tyskland. Desuden vil man i Afghanistan finansiere oprettelsen af lejre, hvor migranterne kan opholde sig, hvis der skulle være behov for det.

Nu kommer turen til den almindelige flygtningepolitik.

Fredag holdt indenrigsminister Thomas de Mazière en tale, hvor han signalerede en sensationel kovending i politikken overfor de mange syriske flygtninge. Mazière sagde, at flygtningepolitikken vil blive strammet, så syriske flygtninge nu kun kunne få subsidiær beskyttelsesstatus for ét år ad gangen, og at de ikke vil få ret til familiesammenføring.

Talen tiltrak store overskrifter i den seriøse Frankfurter Allgemeine Zeitung og i engelske The Guardian.

Senere på dagen dementerede Peter Altmeier (CDU), som er regeringskoordinator i flygtningepolitikken, planerne. Horst Seehofer, derimod jublede, og talte om, at den ny politik var en sensationel kovending fra “den politiske velkomstkultur til en realistisk flygtningepolitik”. Maziére derimod kom med forskellige og modstridende udtalelser, som signalerer, at der formentlig nu også foregår et internt politisk slagsmål i regeringen på dette centrale område.

Skulle den tyske indenrigsministers planer blive virkelighed, kan det får alvorlige konsekvenser for Danmark. Det vil nemlig betyde, at den tyske asylpolitik overfor syriske flygtninge vil blive mere restriktiv end den danske. Torsdag signalerede den svenske regering, at landet ikke kan tage imod flere flygtninge, og at disse vil blive sendt tilbage til Danmark og Tyskland. Hvis flygtningene ikke længere kan søge mod deres mest foretrukne destinationslande, fordi de enten afskæres fra det, eller fordi det er blevet mindre attraktivt, vil det stille Danmark i en meget sårbar situation.

Flygtninge- og migrantstrømmen fortsætter nemlig med uformindsket styrke, og over vinteren forventes flere hundredtusinde at ankomme til Europa.

EU-landene spiller i øjeblikket et ‘not in my backyard’-spil, hvor de efter tur enten genindfører grænsekontrol eller strammer deres flygtningepolitik. Senest har Finland skærpet sin asylpolitik overfor irakiske flygtninge markant, hvilket markant har bremset tilstrømningen af denne folkegruppe, som dominerer flygtninge til Finland. Torsdag meldte Sverige ud, og fredag blev det udstillet, at der også kan ske noget afgørende i Tyskland.

En tanke om "Intern krig i den tyske regering om flygtningepolitikken? Er en kovending på vej?"

  1. Jørgensen

    Skærpede nationale grænser er desværre konsekvensen af, at man ikke har villet lave et fælles forsvar af EU’s ydre grænser, men ladet ansvaret påfalde de skrøbelige lande i periferien. Da immigranterne alligevel ikke har til hensigt at blive i Grækenland, Italien, Serbien osv. har disse lande meget lidt incitament (og ressourcer) til at stoppe folkevandringen.

    Set oppe fra er der kun én løsning. Bådene i Middelhavet skal vendes om og EU’s ydre grænser skal lukkes totalt. Kun på den måde kan den evige strøm af migranter stoppes. Dette er først og fremmest af hensyn til vores eget samfund, men også af hensyn til de immigranter, der drives til at sælge alt de ejer med det håb at rejse til et utopisk Europa, hvor gaderne flyder med mælk og honning.

    Svar

Skriv et svar